Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8530Visninger
AA

14. Jessie! Jessie, hvem?

PIPER

"Who are you exactly?"

 

Det var onsdag, jeg hader onsdag. Eller, jeg hader nok ikke direkte onsdag, jeg hader bare, at jeg har så mange timer sammen med mennesker, jeg hader, om onsdagen. 

"Piper, du bliver nød til at lytte til mig!" Cher havde fulgt efter mig igennem næsten hele skolen, selvom hun skulle den helt modsatte vej. Jeg skulle til billedkunst, som jeg selvfølgelig havde sammen med Ethan og William. Jeg havde ikke noget imod William, men Ethan. Bare tanken om ham og Cher sammen, tanken om, at han sælger stoffer... Det er forfærdeligt. 

Som jeg havde gjort ligefra da jeg fik øje på Cher, blev jeg ved med at gå. I dag havde jeg rent faktisk taget stiletter på, så det var måske ikke det mest praktiske. Nej, det var ikke direkte stiletter, det var nok en støvlet, der stoppede få centimeter over anklen, med en lidt tykkere hæl og snørebånd. De gjorde mig lidt højere. 

Udover det, havde jeg bare et par normale, sorte bukser på og en skjorte, det var ikke det helt store. Jeg havde heller ikke så mange timer idag, så ja. 

"Piper forhelvede!" råbte Cher endnu en gang. Jeg kunne høre, hun var kommet tættere på og da hun greb ud efter mit håndled og fik mig til at stoppe op, fik jeg bekræftet det. Men grundet, at Cher stoppede mig så brat op, mistede jeg for en kort stund balancen og tabte min kaffe, så den sprøjtede direkte op på Chers hvide bukser. Det værste var nok bare, at jeg ikke havde den mindste skyldfølelse overhovedet. Cher hvinede kort over den varme kaffe, som jeg da også nåede at skære en grimasse af. 

"Wow, spild af kaffe," mumlede jeg og samlede det nu tomme plastickrus op for at smide det hen i skraldespanden, der var næsten ved siden af, inden jeg vendte rundt igen og gik væk fra Cher. 

"Hvad vil du ha' af mig!?" råbte Cher efter mig. "Hvad vil ha' jeg skal gøre!?" Jeg stoppede op, denne gang uden, at det var Cher, der skulle stoppe mig. Jeg vendte mig stille rundt imod hende og trak på skuldrene. 

"At du som min bedste veninde havde nosser nok til ikke at gå i seng med min kæreste!" næsten råbte jeg. Mig og Cher havde fået tiltrukket en del opmærksomhed efterhånden, men jeg var skide ligeglad. De kunne glo så meget, som de overhovedet ville. 

"Eks kæreste, nu," rettede Cher mig, hvilket fik mig til at rulle irriteret med øjnene og vende halvt rundt, da lyden af hendes stemme stoppede mig igen. "Nej, vent, Piper," sagde hun opgivende og gik en smule tættere på mig, så vi ikke skulle stå og råbe til hinanden, som vi sikkert alligevel kom til. 

"Vi ved begge to godt, at jeg ikke kan spole tiden tilbage. Jeg er virkelig ked af det, jeg gjorde. Jeg var fuld, skæv og ja, jeg tænkte ikke klart," sagde hun lavmeldt. Jeg borrede næsten mine brune øjne ind i hendes, men selvfølgelig så gjorde hun alt for at undgå mit blik. 

"Det er egentlig ikke det, at du har gået i seng med Ethan, der sårer mig her. Det er, at du som min bedste veninde ikke har sagt det til mig, efter det skete. Jeg har selv gået i seng med en, der havde en kæreste. Ja, han var faktisk forlovet, men jeg kunne i det mindste stå ved det bag efter" Jeg tror vi alle sammen godt ved, at det er Zayn, jeg snakker om her. "Jeg kendte godt nok ikke hans forlovede, men det var stadigvæk lige så meget en fejl. Jeg sårede nogle mennesker ved det, jeg gjorde. Hvis du nu var kommet og havde sagt det til mig, lige efter det var sket, så havde jeg måske taget imod din undskyldning. Men nu, hvor der er gået flere uger, uden du har sagt noget.... Det må være fordi, du ikke fortryder det" 

Chers blik faldt, hun snøftede en enkelt gang og tog en dyb indånding, inden hun så op på mig og for første gang mødte mine øjne. 

"Jeg fortryder det, Piper, det gør jeg virkelig! Du bliver nød til at tro på mig" Chers øjne løb i vand, da hun fortalte mig det, hun gjorde. Jeg rystede forsigtigt på hovedet uden at slippe øjenkontakten. 

"Nu, når jeg står og tænker på det, så fandt jeg jo kun ud af det ved en ren tilfældighed. Det var hverken dig eller Ethan, der sagde det til mig. Og det sårer mig, Cher. At jeg virkelig selv skulle finde ud af, at min bedste veninde og min kæreste havde noget kørende... Jeg kan ikke tilgive dig for det her, det kan jeg bare ikke" Da skoleklokken ringede, vendte jeg hurtigt rundt og gik ind i bygning B. Jeg havde det dårligt med at efterlade Cher grædende på parkeringspladsen, og tro mig når jeg siger, at jeg havde lyst til at slå armene omkring hende og give hende et stort kram, det kunne jeg bare ikke. 

Det, de havde gjort, var utilgivligt. 

 

 

 

 

 

 

"Gud... Piper!" Jeg så mig hurtigt over skulderen, da jeg pludselig hørte nogen råbe mit navn, da jeg var på vej hjem fra sidste time. Istedet for at tage bussen idag, havde jeg for en gangs skyld valgt at gå hjem. Jeg blev nød til at få lidt motion, det fik jeg alt for lidt af. Desuden, så havde jeg også brug for at få luftet mine tanker lidt. Jeg stoppede op, da jeg endnu engang hørte mit navn blive råbt og der kort tid efter stod en pige foran mig, der i modsætning til Cher, havde naturlig blond hår. Det var bare så lyst, at man godt kunne tage fejl. 

Hun virkede bekendt, men jeg kunne ikke lige sætte en finger på det. 

"Kom du godt hjem i fredags?" spurgte hun med et stort smil og rettede hurtigt på hendes læderjakke. Jeg stod egentlig bare og stirrede lidt på hende, da jeg ikke anede, hvem hun var. "Det er mig, Jessie" Hun grinede svagt af mig. Nååår, Jessie... Nej, ingen klokke. 

"Undskyld, men jeg kan virkelig ikke huske dig lige nu. Wow, jeg har virkelig været fuld" Det sidste, var nok mest henvendt til mig selv, men Jessie hørte det tydeligvis og grinede blot af det. 

"Vi kastede vandballoner ned på folk, remember?" Jeg spærrede øjnene op, for lige præcis det, kunne jeg rent faktisk huske. Var det hende, jeg havde gjort det med?

"Jessie! OMG, hvor er verden lille," smågrinede jeg og slog straks armene om hende, som hun hurtigt gengældte. "Hvor er det fedt at se dig igen," storsmilede jeg. Pludselig kom det hele tilbage til mig, og jeg følte mig ærlig talt lidt dum lige nu. 

"Har du ikke lyst til at drikke noget kaffe eller sådan noget?" spurgte hun med et skævt, forventningsfuldt smil og jeg nikkede straks. "Fedt, skal vi så ikke bare gå herind?" spurgte hun og pegede hen på den lille cafè, der lå ved siden af, hvor vi stod. Cafè Ally, hed den. Jeg havde faktisk aldrig været derinde, men det grundede nok i, at når jeg tog på cafè var det som regel Cafè May, min og Chers yndlingscafè. 

"Klart," sagde jeg med et stort smil og vendte rundt for at gå ind på den lille cafè. Der hang en smuk lysekrone i loftet og sofaerne langs væggene var i mørk læder imens stolene var utrolig stilfulde træstole, der var formet lidt som et æg og så var den foret med det samme mørke læder som sofaerne. Jeg undrede mig straks over, hvorfor jeg dog aldrig havde lagt mærke til det her sted. 

Mig og Jessie fandt et sted henne ved det store panorama vindue ud til gaden, jeg satte mig i sofaen og Jessie i stolen inden jeg greb ud efter det lille menukort, hvis man kunne kalde det det. 

"Hvordan går det ellers?" spurgte Jessie og førte noget af hendes blonde hår om i bag hendes øre, der var dekoreret med øreringe næsten hele vejen op. "Du ved, jeg var lidt urolig for dig, da du valgte at gå hjem," smågrinede hun og hentydede til aftenen på natklubben i weekenden. Jeg kunne selv ikke lade være med at grine, da jeg tænkte tilbage på det. 

"Jeg blev faktisk samlet op af politiet," sagde jeg med et lille hovedryst og Jessie lavede store øjne. 

"Tager du pis på mig?" grinede hun og slog hænderne sammen en enkelt gang, hvor to af fingrene på hendes venstre hånd var dekoreret med en fire-fem ringe tilsammen. Jeg rystede på hovedet og gav mig storsmilende til at studere menukortet igen. "Overnattede du så på stationen?" 

"Nej, jeg fik åbenbart lov til at ringe til en ven, der kom og hentede mig. For at være helt ærlig, så ligger det sgu lidt fjernt," smågrinede jeg. Sandheden var den, at jeg stadigvæk ikke kunne huske ret meget fra min stangstive fredag. 

"Ej hvor snyd, den gang jeg endte på stationen fordi... Ja, ung og dum som jeg var, havde jeg taget nogle stoffer og drukket lidt for meget, jeg tror jeg var... atten, mener jeg. Når, detaljer, men altså, der fik jeg sgu ikke lov til at blive hentet. Du skal bare være glad for at din ven kunne hente dig, for de senge der," Jessie himlede med øjnene "er ikke nogle gode senge: jeg havde hold i nakken tre dage efter," tilføjede hun og lavede en lille grimasse, som jeg svagt grinte af. 

"Er i klar til at bestille?" En  hæs stemme kunne pludselig høres og da jeg så op stod der ganske rigtig også en ung fyr, jeg ville skyde til at være de cirka 16-17 år, ved siden af mig og Jessie og smilede charmerende til os, hvilket jeg fandt en smule underholdende. Han var ikke min type, han så også lidt for ung ud.

"Jeg skal bare ha' en Chai Te og en chokolade muffin," sagde Jessie med et forsigtigt smil og jeg rynkede kort panden af det. Hun havde slet ikke kigget på menukortet... Hun havde vel været her før. 

"Jeg tager det samme," kom jeg frem til, da jeg var utrolig dårlig til at tage beslutninger som denne. Det var meget nemmere med et sted, hvor man havde været før, for der kunne man menukortet udenad og man havde smagt lidt af hvert. Men her lod det til at Jessie havde været før, så jeg stolede på det hun sagde og sprang ud i det samme. 

"Lys, mørk eller hvid chokolade?" spurgte fyren, der flittigt skrev ned på hans blok papir. 

"Hvid" Okay, det var måske en lidt for hurtig reaktion, men da han nævnte hvid chokolade, var jeg solgt. Jessie tog mørk og derefter forsvandt tjeneren igen. "Undskyld jeg spørger, men hvor gammel er du egentlig?" Jeg vidste ikke, om det var forkert at spørge om det eller hvordan, men jeg ville ret gerne vide det.  

"Jeg er næsten lige blevet 21," smilede hun og spurgte ikke ind til min alder, så det vidste hun måske allerede, idk. Vores ting kom relativt hurtigt og næsten før den selv samme tjener havde sat min muffin ned, var jeg gået i krig med den. Den så henrivende ud. 

Og jeg overdriver ikke. 

Derfor registrerede jeg egentlig ikke, at der pludselig var en, der satte sig ned ved siden af mig før vedkommende talte. 

"Den ser god ud, den muffin" Jeg fik ærlig talt et kæmpe chok, da jeg pludselig hørte Nialls stemme. Jessie så bare med store øjne hen på Niall, da han rakte hånden frem for at hilse på hende. 

"J-Jessie," halvstammede hun og Niall præsenterede sig selv med et stort smil på læben, inden han trak sin hånd til sig igen. 

"Hvad laver du her?" spurgte jeg med et par rynkede bryn og efterlod blot Jessie mere forvirret end staklen allerede var. 

"Jeg så dig ude fra gaden og tænkte, at jeg lige ville hilse. Louis siger jo ikke ret meget og du er ikke til at få fat på på din mobil," sagde Niall med et skuldertræk. 

"Undskyld, men er der noget, jeg ikke har fanget?" spurgte Jessie forvirret og jeg kunne godt forstå hende. Alt det her var forfærdelig forvirrende. 

"Niall, forklar," tvang jeg ham til, hvilket han smågrinede lidt af. 

"Okay, sagen er den, at Piper her har et eller andet friends with benefits forhold til Louis, du kender Louis og -" Jeg gav ham hurtigt en albue i siden, hvilket fik ham til at stoppe. 

"Det er ikke sådan, det hænger sammen," mumlede jeg og var egentlig lidt irriteret på Niall over, at han kom brasende lige nu, hvor jeg sad her med Jessie, der ikke anede en disse om min baggrund. 

"Okay, så kan du selv forklare det, jeg skal mødes med Harry om lidt," sagde Niall og rejste sig op fra sofaen efter at ha' givet mig et kram. "Jeg vil forresten lige høre om du vil med mig og drengene i biografen imorgen? Du kan tage Jessie med," sagde Niall med et skævt smil og skævede kort ned på Jessie. Jeg var ikke meget for at sige ja, men da jeg fattede Nialls hentydning, nikkede jeg, selvom det betød at jeg skulle se Louis igen. 

Der var vel bare et eller andet, det tvang os sammen igen og igen og sagen var den, at Niall godt kunne li' Jessie. 

Det ville jeg da ikke lade gå til spilde. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...