Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8530Visninger
AA

18. Jeg ville ha' sagt det

PIPER

"I found something in my breast"

 

 

På vej til skole denne mandag morgen, kunne jeg ikke lade være med at bide mærke i alle de blikke, jeg fik, da jeg gik igennem New Yorks gader. Jeg satte automatisk tempoet op og sørgede for at holde mit blik forholdsvist på asfalten, hvilket også resulterede i, at jeg stødte ind i folk hist og her. 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad alle de underlige blikke skyldes. 

Jeg sørgede for at ryste det hele af mig og drejede kort tid efter ind på skolens grund, hvor jeg straks begyndte at slappe lidt af. Det varede dog ikke ret længe, for kort tid efter var der en sort bil, der trillede forsigtigt ved siden af mig. Jeg genkendte straks bilen som Ethans bil, hvilket fik mig til at gå hurtigere. Jeg skruede op for musikken i mine høretelefoner og lod som om, jeg ikke kunne høre, hvad han sagde, da han havde trillet det mørklagte vindue ned og så på mig igennem hans jeg-er-alt-for-god-og-for-sej-til-dig solbriller. 

"Hey babe," sagde han med et provokerende smil, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. "Piper, skattepige, det var ikke med vilje, at jeg kom til at slå din lille berømthedskæreste. Han provokerede mig" Ethans irriterende smil voksede kun for hvert ord. 

"Han er ikke min kæreste," snappede jeg af ham, hvilket fik Ethan til at grine, inden han speedede op for hans bil og kørte ind foran mig, så jeg stoppede brat op. "Er du syg i hovedet, du kunne have kørt ind i mig!" råbte jeg af ham og skyndte mig udenom bilen, da Ethan trådte ud og hurtigt fulgte efter mig. 

"Men det gjorde jeg ikke," sagde han hurtigt og satte hans solbriller op i håret, der slet ikke passede til denne november morgen. "Hvordan har hans ansigt det ellers? Jeg fik det ommøbleret lidt, gjorde jeg ikke?" Et hæst grin undslap hans læber, hvilket fik mig til at spænde i kæben og koncentrere mig utrolig meget for ikke at stikke ham en flad. 

"Du kan hilse ham og sige, at jeg har et gratis medlemsskab til fitnesscenteret, som han godt må få - hvis nu han ville have en fair chance for at vinde over mig" Og der, jeg kunne ikke mere. Jeg skubbede ham hurtigt væk fra mig og slyngede min flade hånd imod hans kind, så det efterlod et rødt mærke, der var formet som min hånd. Ethan tog sig hurtigt til kinden og jamrede sig et par gange. 

"Du er sådan en stor nar, hvad lavede jeg egentlig sammen med dig? Men hey, hvis jeg får brug for at købe nogle stoffer en dag, så skal jeg nok give dig et kald" Det sidste sagde jeg ret højt, ganske med vilje, hvilket også fik Ethan til at se sig rundt for at se, om der var nogen, der hørte det. 

Jeg vendte mig hurtigt væk fra ham og gik med hastige skridt igennem mængden af elever på gangen, der havde overværet det, der lige skete. 

 

 

 

 

 

 

 

Uanset, hvor meget jeg prøvede, så kunne jeg bare ikke få det freaking lorte regnestykke til at gå op! Hvordan kunne det være, at man skulle finde ud af, hvad x var i forhold til en masse andet lort. 

Hvad skulle det gøre godt for? 

"Er der nogen, der har løst opgaven endnu?" Jeg hørte vikarens stemme snakke igennem mine forvirrede og opgivende tanker, og da jeg så op fra mit hæfte, var det næsten hele klassen, der sad med hånden i vejret. 

Fedt, jeg var så det eneste udover stinke Willy, der ikke havde løst opgaven. 

"Hvad med dig, Piper, har du fået den løst?" Jeg spærrede hurtigt øjnene op og så mig en anelse forvirret rundt, imens jeg sørgede for at dække mine direkte pinlige noter med mine hænder. 

"Nej, det beklager jeg," sagde jeg ret så lavmeldt, så jeg var i tvivl om, om vikaren, som jeg ikke kendte navnet på, overhovedet havde hørt det. Han nikkede dog til min store lettelse, men så dog en anelse skuffet ud. Hvorfor skulle han også lige akkurat tage mig, når han kunne se, at jeg ikke sad og flagrede ivrigt med min hånd. 

Jeg skulle lige til at vende tilbage til min opgave, hvor jeg ville begynde at tegne kruseduller, da en svag ranglen over klasselokalets højtaler kunne høres. En lyd, der betød, at det kun var dette klasseværelse, der ville få denne besked. 

"Rektoren vil gerne se Piper Cox på hans kontor med det samme" Jeg rynkede forvirret på panden og bed mig hårdt i underlæben, da jeg endnu engang fik nogle underlige blikke. Hvad havde jeg nu gjort? Jeg havde da ikke gjort noget? Måske var det det med Louis' og Ethans slagsmål i fredags? 

Jeg samlede hurtigt mine ting sammen og forlod klassen hurtigst muligt med min taske på ryggen. Heldigvis var vejen hen til rektors kontor ikke så frygtelig lang og jeg var derhenne på få minutter. Det var vel også fordi, at gangene var forholdsvist tomme fordi de fleste havde time nu. 

Jeg modtog hurtigt et "kom ind," da jeg bankede på døren til rektors kontor. Jeg trådte en smule utilpas ind og satte mig hurtigt ned i stolen overfor rektoren. 

"Jeg vil på forhånd gerne undskylde på Louis' vegne vedrørende det, der skete i fredags," sagde jeg hurtigt. Rektoren rystede dog blot forsigtigt på hovedet af mig og lænede sig lidt frem i hans sorte kontorstol. 

"Det er ikke det, jeg vil snakke med dig om, Piper" Hans stemme var utrolig rolig, hvilket faktisk skræmte mig en smule. Men hvad vil han så snakke med mig om? Jeg rynkede hurtigt på panden og sank en klump, for hvis det ikke var det, hvad kunne det så være? 

"Du ved... Det koster penge at gå på college og de sidste to måneder, har vi ikke modtaget nogle penge fra din mor" Jeg rynkede på panden. 

"Hv-hvordan kan det være?" spurgte jeg undrende og rektoren trak på skuldrene. 

"Jeg er virkelig ked af det, Piper, men jeg bliver nød til at bede dig om at tage din taske, og -"

"- Vent. Smider i mig ud? I kan da ikke bare..." Min stemme døde forsigtigt ud, da rektoren blot sad og kiggede på mig. Okay. Jeg nikkede, tog en dyb indånding og tog fat om min taske, inden jeg forlod kontoret og skolen for den sags skyld. 

 

 

 

 

Lige så snart jeg kom hjem, var jeg egentlig ret glad for, at Tricia ikke var hjemme. Jeg smed hurtigt mine sko, hængte min jakke op og smed min taske i entrèen, inden jeg gik direkte ind i stuen og efter lange overvejelser, ringede til min mor. 

Det føltes som en evighed, inden jeg endelig hørte hendes stemme i den anden ende. Hun lød virkelig træt og uoplagt, hvilket gjorde mig en anelse urolig. 

"Mor?" spurgte jeg forsigtigt. 

"Åh, hej skat, er det dig?" spurgte hun. 

"Ja? Er du okay? Du lyder træt" Jeg satte mig forsigtigt ned i sofaen og lagde benene op på stuebordet. 

"Øh ja, jeg har det fint. Hvordan går det dig?"

"Fint, udover, at jeg lige er blevet smidt ud af skolen, fordi de ikke har modtaget nogen penge den sidste måned" Min mor blev stille i den anden ende og det var hun i godt og vel to minutter. "Mor, hvad er den larm i baggrunden?"

"Jeg... Piper, skat. Sidste måned, blev jeg pludselig utrolig syg. Jeg havde bryst smerter og kort tid efter, fandt jeg noget i mit bryst. Lidt som en knude," jeg kunne føle tårerne presse sig på for hvert ord, der blev sagt. "jeg blev indlagt og det viser sig, at jeg... Knuden i mit bryst er kræft, Piper, og de ved ikke, om jeg kan blive helbredt" Jeg kunne ikke stoppe tårerne, der strømmede ned af mine kinder. Jeg holdt min hånd foran min mund og lod det ene hulk efter det andet undslippe mine læber. "Jeg ville have sagt det, men der har ikke rigtig været muligheden"

"Jeg kommer, mor. Jeg pakker mine ting med det samme og tager det næste fly til England"

 

 

Dam, dam, daaaam.

Det var vidst ikke så godt... Men hey, Piper skal tilbage England i næste kapitel!

Og så til endnu en trist nyhed: der er kun to kapitler tilbage :( Snøft, snøft...

Maite xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...