Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8491Visninger
AA

15. Jeg kan være din ledsager?

PIPER

"Prom... with me?"

 

Det var torsdag eftermiddag og jeg var lige akkurat kommet hjem fra skole og havde fået smidt min taske, da mine øjne landede på den hvide kuvert på mit natbord. Selvom det var mit eget brev og jeg vidste, hvad der stod i det, så følte jeg på en eller anden måde... At der var mere. 

Det var nok også derfor, at jeg hurtigt sparkede mine sko af og fandt mig selv med kuverten i hænderne få sekunder senere. Jeg fugtede hurtigt mine læber og opdagede, at kuverten sjovt nok var lukket. Jeg åbnede den hurtigt og førte noget af mit brune hår om i bag mit øre, inden jeg trak papiret op fra kuverten og foldede det ud, da jeg opdagede, at der faldt noget ned på gulvet. Jeg buggede mig hurtigt ned for at få fat på det lille rektangulære stykke papir og vendte det rundt, så fire billeder af mig og Louis kom til syne fra tilbage i 2014, hvor vi havde taget billede i en photo booth. 

Jeg tog mig selv i at smile over dem, specielt det sidste billede, hvor vi lignede to alkoholiske aber. Det, der dog mest fangede min opmærksomhed var det tredje billede, hvor Louis kysser mig på kinden. 

Jeg kunne mærke tårerne forsigtigt titte frem, så jeg smed hurtigt billedet fra mig på min seng. Det var ikke mig, der havde puttet de billeder ned i kuverten og da jeg foldede papiret ud opdagede jeg, at Louis selv havde skrevet noget på modsatte side af, hvor jeg havde skrevet. 

Jeg tog en dyb indånding og gav mig til at læse: Kære Piper. Jeg tæller sekunder imellem jeg ser dig, da du forlod os... Mig, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. At se flyet hvori du sad, var noget af det sværeste jeg nogensinde har oplevet. For jeg kunne ikke gøre noget, jeg kunne kun stå og betragtede flyet blive mindre og mindre med den viden, at jeg aldrig ville se dig igen. 

Og da jeg så dig i supermarkedet, da jeg så ind i dine varme, fantastiske og smukke brune øjne igen, var det som alt var ligemeget. Det lyder så kliche, men det var virkelig som om tiden gik i stå og alt blev slørret bortset fra dig - pigen jeg elsker mere end nogen anden. 

Og da du i dit brev fortalte mig, at det var bedst sådan og at jeg ikke skulle kontakte dig igen... Min verden stoppede. Og i det samme begyndte vores karriere så småt, stille og langsomt at gå ned af, for for hver dag, der gik, blev jeg bare mere og mere overbevist om, at du havde glemt mig, at du havde glemt os.

At tænke på, at der måske var en anden i dit liv nu, at du levede et helt andet liv nu, hvor vi kun var noget som en simpel fortid. Det gjorde så forfærdelig ondt. 

Jeg har aldrig elsket nogen højere end dig, og derfor ved jeg ikke, hvordan jeg skal tackle det. Jeg kan bare ikke lade dig gå igen, jeg kan ikke lade dig smuldre væk som sand imellem mine fingre... Ikke en gang til. 

Jeg håber virkelig, at du vil indse, hvor meget jeg elsker dig, for jeg vil altid være din og jeg vil altid være her for dig. Please behold billedet, gør med brevet hvad du vil, men behold billederne af os, som jeg har lagt ned i kuverten. 

Jeg vil ikke miste dig helt, jeg kan ikke bære, hvis du glemmer mig igen. 

Jeg elsker dig, Louis xx

Var det overdrevet eller for meget at sige, at jeg faktisk græd lige nu? Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg anede ikke, Louis havde det her i sig. Jeg vidste, at jeg sårede ham og de andre, men jeg anede ikke, at jeg nærmest havde ødelagt hans liv. 

Jeg fik en helt dårlig smag i munden over det. Jo mere jeg prøvede at kontrollere mine tårer, desto hurtigere løb de blot ned af mine kinder. Jeg tog et par dybe indåndinger da en SMS pludselig tikkede ind på min mobil. Jeg tørrede hurtigt tårerne væk og greb ud efter den inden jeg lod mine øjne skimme beskeden, der var fra Jessie. 

Hey Pipes, kommer om en halv times tid - du ved, biografen xx

Fuck, det havde jeg fuldstændig glemt. Helt komplet og fuldstændig glemt, at jeg havde sagt ja til at tage med i biografen, og jeg havde lovet at tage Jessie med. Åh gud, jeg havde travlt. 

 

 

 

 

 

 

"Hey, du er smuk, bare rolig," beroligede Jessie mig, da jeg for 117. gang, så mig selv i spejlet og rettede på min løse top og fjernede noget fnulder fra mine jeans. Harry havde skrevet til mig, at taxa'en var her om lidt og jeg frygtede allerede den akavede stilhed, der ville lægge sig imellem mig og Louis. 

"Det er ikke det, det er bare... Okay, du ligner en million og jeg ligner noget, der er løgn" Jeg udgav et irriteret suk og prøvede endnu engang at få styr på min ordentlige manke, der virkelig trængte til en tur hos frisøren. 

"Jeg troede du sagde, at du var ovre ham," sagde Jessie med et lumsk smil, hvilket fik mig til at trække brynene småirriteret sammen. 

"Jeg er ovre ham, jeg er totalt ovre ham," konstaterede jeg og kløede mig hurtigt i håret. 

"Det ser ikke sådan ud," drillede hun mig. Jeg valgte ikke at svare, hvilket Jessie blot grinede af i det samme som det ringede på døren. "Jeg åbner," sagde hun hurtigt og før jeg kunne nå at stoppe hende, var hun allerede ude i entrèen. Jeg iførte mig hurtigt min læderjakke, mine nikesko og mit sandfarvede halstørklæde. Der var ikke mere jeg kunne gøre her. 

Jessie var i fuld gang med at hilse på... Harry og Niall. Hvor var de andre? 

Jeg greb ud efter min taske på vejen og modtog et stort smil fra Harry og Niall, da jeg viste min ankomst. 

"Hvor er de andre?" spurgte jeg og prøvede at se drengene over skulderen for at se, om de gemte sig der. Næh, det gjorde de så ikke. De ville også være lidt underligt, hvis jeg ikke kunne se dem bag Niall, i det mindste. Han var jo ikke den højeste, men alligevel formåede han at være højere end mig. 

Jeg følte mig meget lav, ja. 

"De tog en anden taxa derhen og hentede billetterne," forklarede Niall med et forsigtigt smil og kunne næsten ikke tage øjnene fra Jessie, hvilket jeg fandt utrolig sødt. Når Niall kunne li' en pige var det ikke svært at se. Jeg kunne da godt forstå det, Jessie var smuk, sød og sjov - og så elskede hun mad, lige noget for Niall. 

"Lad os komme afsted," sagde Harry hurtigt med et stort smil. Ham og Niall gik i forvejen da Jessie lige skulle ha' hendes jakke på og hente hendes taske. 

"Det er altså top sejt, at du er i familie med freaking Harry Styles," sagde Jessie med et stort smil da jeg låste lejligheden af efter os. Jeg nikkede med et forsigtigt smil og proppede nøglen ned i min taske. 

"Hvad syntes du om Niall?" spurgte jeg med et forsigtigt smil og skævede hurtigt over på hende for at opfange hendes reaktion. Jeg så, at hun hurtigt trak i smilebåndene og lod hendes blik falde.

"Han er så sød, det er helt vildt" Jeg nåede ikke at stille flere spørgsmål da vi var henne ved taxa'en, hvor mig og Jessie hurtigt satte os ind på bagsædet. Der blev snakket lidt frem og tilbage indtil vi nåede hen til biografen og rimlig hurtigt stødte på Liam, Zayn og... Ja, Louis, der sjovt nok prøvede at undgå mit blik totalt. Der var bare den her akavede luft imellem os. 

"Drenge, det her er min veninde, Jessie" Liam, Zayn og Louis fandt hurtigt et smil frem og hilste venligt på hende. 

"Niall har allerede fortalt os om dig," sagde Zayn med et drilsk smil hen imod Niall, der straks spærrede øjnene op og sendte Zayn et blik, der sagde: 'du er død'. Jessie grinede heldigvis bare lidt af det og undlod at gøre et stort nummer ud af det. 

"Skal vi ikke købe noget slik?" spurgte jeg med et stort smil og inden nogen kunne nå at svare, var jeg allerede gået imod slikafdelingen. Jeg kunne ikke gøre for, at jeg elskede slik så meget. Godt nok var slik i biografen altid dyrt af h til, men filmen startede vidst snart og jeg ville bare gerne blande mig en slikpose nu. 

Heldigvis var de andre enige med mig og fulgte med ind i slikafdelingen. Jeg styrede direkte imod bland-selv-afdelingen og greb ud efter en pose og skovl, hvis man kan kalde det det, og tog lidt af hvert i min pose, da det gik op for mig, at Louis langsomt nærmede sig mig og selv greb ud efter en pose. Han sagde intet, men begyndte bare lige så stille at fylde op. 

"Jeg læste dit brev" Jeg rettede mit blik imod Louis, der var stoppet fuldstændig i hans bevægelser. Han stod egentlig bare og stirrede ned i karamellerne i det, der føltes som evigheder, inden han endelig så op imod mig. Det var vidst et stykke tid siden, han havde barberet sig, men det gjorde ikke noget. Det klædte ham ret godt med skæg.

"Du skal vide, at jeg var en smule fuld, da jeg skrev det. Det er ikke, som du tror," forsvarede han sig, hvilket fik mig til at fnise lidt. 

"Louis, jeg tror ikke en meter på det, du lige sagde. Det er okay, det var et virkelig... Hør, jeg elsker også dig okay, men det er bare... Det er indviklet" Jeg rystede på hovedet og lagde slikskovlen fra mig og lukkede toppen på min slikpose. 

"Når ja, du har jo Ethan" Louis lod et fnys undlade hans læber og gjorde det samme som mig - lukkede sin pose sammen og lagde slikskovlen fra sig. 

"Faktisk ikke... Jeg har slået op med ham" Louis hævede hurtigt hans blik og skulle til at sige noget, da Niall kaldte på os henne fra kassen. Jeg smilede hurtigt til Niall, inden jeg gik derhen imod og lagde min slikpose på vægten. 

 

 

 

 

 

 

Da vi var kommet hjem på drengenes hotelværelse, havde mig og Jessie hurtigt taget imod et par T-shirts. Grundet den hyggelige aften havde vi taget imod forslaget og taget hjem for at overnatte på deres hotelværelse. Vi havde spillet et par spil og drukket en smule alkohol, vi havde bragt et par ekstra madrasser op og klokken nærmede sig fire om natten. De andre var faldet i søvn for cirka en time siden, men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke. 

Da jeg endnu engang vendte mig rundt for at forsøge at få noget søvn og det endnu engang ikke lykkedes for mig, rejste jeg mig så forsigtigt op som overhovedet muligt for ikke at vække nogle af de andre. 

Jeg listede mig forsigtigt hen til altanen, åbnede døren og trådte ud så jeg havde fri udsigt over New York. Det var en af de smukkeste syn, jeg kunne ikke få nok af det. Jeg gik stille hen imod rækværket og sugede noget af den friske luft til mig, da døren gik op og jeg forskrækket kiggede mig over skulderen, hvor Louis kom til syne. Med et forsigtigt smil gik han hen imod mig og stillede sig ved siden af mig for at nyde udsigten. 

"Kan du heller ikke sove?" spurgte han efter lidt og jeg rystede på hovedet. "Det tænkte jeg nok," sagde han med et forsigtigt smil og førte en hånd igennem hans brune hår. "Skal du egentlig ikke i skole imorgen?"spurgte han og vendte blikket hen imod mig. Jeg rystede på hovedet uden at fjerne blikket, der kiggede ligefrem istedet på Louis. 

"Der er det her efterårsbal imorgen, som er en tradition på vores skole, hvilket giver dagen fri" Jeg trak på skuldrene og ønskede egentlig ikke at snakke om det, men sådan havde Louis det vidst ikke. 

"Skal du ikke med?" Jeg rystede endnu engang på hovedet. 

"Nej, det var ikke lige mine planer," mumlede jeg og lod mit blik falde, så jeg kiggede ned på mine hænder, der lå sollidt på rækværket. 

"Hvorfor det?"

"For det første, så har jeg ikke just lyst til at kigge på den fyr, der skulle forestille at være min kæreste. For det andet, så har jeg ikke ligefrem lyst til at kigge på Cher, der skulle forestille at være min bedsteveninde og for det tredje, så har jeg ikke noget at tage på," forklarede jeg uden at flytte mit blik, selvom Louis blev ved med at kigge på mig. 

"Jeg kan være din ledsager" Okay, jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det her ikke kom fuldstændig bag på mig. Jeg så hurtigt hen på Louis, der med et forsigtigt smil på læberne stod og betragtede mig. 

"Jeg ved ikke -"

"Piper Melanie Cox, må jeg have denne ære at være din ledsager til dette års prom?" Louis smilede charmerende til mig, tog et skridt tættere på mig og førte en tot af mit hår om i bag mit øre. Jeg anede ikke, hvad jeg havde rodet mig ud i, da et smil formede sig på mine læber og jeg nikkede. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...