Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8495Visninger
AA

20. Hej far

 

PIPER

"Hey... dad"

 

"Piper, du liver nød til at spise noget" Louis satte en tallerken med lidt forskellig morgenmad på natbordet ved siden af mig. De sidste timer havde jeg blot siddet og stirret ud af vinduet fra hotellet, ud over London og direkte ud i ingenting. Tårerne kunne ikke længere løbe ned af mine kinder, for jeg havde ikke flere. 

Jeg havde tilbragt hele dagen igår hos min mor, jeg havde bare siddet og holdt hendes hånd lige indtil jeg blev nød til at gå, fordi lægerne sagde hun havde brug for at hvile og være alene. Selvom de sagde, at der var en chance for, at hun overlevede, så havde jeg svært ved at se det. Jeg ønskede at se det, men på en eller anden måde, så kunne jeg bare ikke... 

"Du forstår det ikke, Louis..." hviskede jeg tvært og fjernede ikke mit blik en eneste gang. Jeg kunne dog alligevel ane ud af øjenkrogen, at Louis satte sig ned ved siden af mig og selv kiggede ud af vinduet, som jeg havde stirret ud af den sidste time. 

"Du kunne jo prøve at forklare mig det," sagde han ganske stille og roligt og nu kunne jeg føle hans blik lægge sig på mig. Jeg rystede forsigtigt på hovedet og selvom jeg ikke troede det var muligt, kunne jeg igen føle mine øjne løbe i vand. 

"Hele min verden braser sammen, Louis. Stykke efter stykke" Tårerne begyndte igen at trille og jeg kunne føle mine mundvige trække sig nedad. "Min far sidder i fængsel og kommer formentlig til at gøre det resten af hans liv, min mor er indlagt med kræft og har ikke en så stor chance for at overleve, jeg har ikke Cher længere, jeg.... Jeg har ikke nogen tilbage" Jeg kunne ikke kontrollere mine følelser og gav bare det hele frit løb, istedet for at prøve at holde det tilbage. Jeg så hen på Louis. "Jeg mister alle omkring mig" Mine ord var meget utydelige og jeg var usikker på, om Louis overhovedte hørte dem, men det gjorde han. 

"Piper, du har mig. Jeg vil aldrig forlade dig, det lover jeg. Du vil ikke miste mig," Louis fangede mine øjne og viste, at sandheden lå bag hans ord. Han mente hvert et ord og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Han lænede sig stille frem imod mig og lod hans læber snitte mine. Som så mange andre gange, så stoppede jeg ham ikke. Jeg pressede mine læber imod hans og lod vores læber arbejde sammen, præcis som de havde gjort i fredags og som de havde gjort for to år siden. Jeg kunne ikke komme udenom, at jeg elskede Louis. Jeg elskede ham og jeg ville aldrig give slip på ham. 

 

 

 

 

 

 

 

"Hey, stop det der," smågrinede jeg og daskede Louis kærligt på skulderen. Louis havde det lidt med at snyde i spil og jeg havde taget ham i flere gange at kigge på mine kort. 

Vi sad på hospitalet og min mor sov på nuværende tidspunkt, så vi sad ude i cafeteriet for at få en kop kaffe og noget at spise. Ikke fordi maden her var direkte tiltrækkende, men det var okay 

"Hvad mener du, jeg gør ikke noget," sagde han kækt og hævede armene i forsvarsposition. Jeg grinede blot og rystede på hovedet af ham, inden jeg gav mig til at skimme mine kort. 

"Okay, hit med alle dine... Syvere," sagde jeg med et snedigt smil og så op på Louis, for jeg vidste, at han havde en syver. Okay, jeg snød måske også en lille bitte smule. Louis udgav et højt suk, inden han smed syveren fra sig på bordet og jeg samlede den jublende op og samlede endnu et stik på min side. Jeg stod til at vinde den her. 

"Jeg tror altså, at det vidst ikke kun er mig, der snyder," sagde han med et sæt hævede øjenbryn og kiggede først på mig, så min bunke af stik og så hans egen lille sølle bunke kun bestående af et stik. Jeg udgav en 'hmpf' lyd og lavede en lille bevægelse med min ene hånd. 

"Ellers er du bare en dårlig taber," sagde jeg drilsk, selvom jeg udmærket godt vidste, at det ikke kun var ham, der snød i det her spil. Hver gang den anden så væk, tog vi lejlighed til at lure i hinandens kort. Sikke et kønt par vi var. 

"Det tror jeg næppe - alle dine femmere" Jeg brød ud i en latter og kunne knapt nok få vejret til sidst, hvilket endte ud i, at Louis så forvirret på mig. 

"Du er sådan en dårlig taber," grinede jeg og rystede på hovedet, delvist af mig selv, inden jeg smed en enkelt femmer frem til ham. Louis samlede sig jublende et stik, men da han sammenlignede min stik-bunke med hans egen, så han knapt så glad ud. Irriteret smed han resten af sine kort fra sig, fordi han vel langt om længe havde opdaget, at han ikke havde en fucking chance imod mig. Haha. 

 

 

"Jeg giver op, du har vundet," sagde han meget modvilligt, men smilede dog alligevel. Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule kejtet og læne mig frem i stolen for at placere et kys på hans læber. 

"Jeg elsker dig," hviskede jeg med et forsigtigt smil, hvilket gjorde, at Louis knapt kunne styre smilet på hans læber efter mine ord. Han gav mig endnu et kys, nu et længere et, inden han rejste sig. 

"Jeg henter lige noget mere kaffe," sagde han med et stort smil og forlod mig alene tilbage i cafeteriet. Jeg gav mig til at studere mine omgivelser. Mig og Louis havde været alene i rummet, det var faktisk dejligt at tilbringe tid med ham helt alene. Jeg havde ikke indset, hvor meget jeg savnede ham og hvor meget jeg elsker ham. Jeg elsker ham, det gør jeg virkelig. 

Jeg sad her alene i nok godt og vel fem minutter, der var måske kø, hvad ved jeg. Pludselig gik døren dog op og jeg rejste mig hurtigt op fra stolen. 

"Det var du -" Jeg stoppede brat, da jeg så direkte ind i et par brune øjne, jeg kendte alt for godt. Det næsten sorte hår og den olivenfarvede hud, som jeg bestemt ikke havde arvet efter ham. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere. 

"Far?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...