Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8483Visninger
AA

10. Fodbold

PIPER

"Ethan, her boyfriend"

 

 

"Harry, gå nu væk," sagde jeg dybt alvorligt og prøvede at møve mig under hans arme, han havde placeret på hver sin side af mig. Desværre var heldet ikke rigtig med mig idag... Ikke fordi det var det nogen dage alligevel. 

"Piper, jeg vil høre sandheden, okay? Pludselig var du bare væk, du fortalte mig ingenting" Det var faktisk en smule ubehageligt, den måde, som Harry bare stod og holdt en dyb øjenkontakt med mig. Jeg følte mig faktisk en anelse malplaceret, selvom jeg nok slet ikke var det. 

"Fint! Okay, ved du hvad? Jeg skred, fordi jeg skred. Jeg aner ikke, hvorfor, okay? Det hele blev vel bare lidt for meget," vrissede jeg af ham og denne gang lykkedes det mig at komme væk fra ham. Dog kun få meter, før han havde indhentet mig igen. "Nu har jeg fortalt dig det, så er du sød at vise mig, hvor Louis' værelse er henne?" spurgte jeg en anelse koldt. Harry sukkede dybt af mig, inden han tog fat om mit håndled så jeg stoppede op. Han lavede et nik med hovedet imod den dør, vi stod ved siden af. 

"Piper, vil du ikke nok... Vil du ikke bare, please, gøre et eller andet. Han er helt væk, One Direction er ved at gå i opløsning og jeg er bange for, at det kun er dig, der kan hjælpe i denne situation" Harrys ord fik mig til at stoppe mine bevægelser, lige inden jeg skulle til at banke på den egetræsfarvede hoteldør med guldbogstaver, der formede tallet 567.

"Harry, jeg har ikke tid til alt det nonsens, og for at være helt ærlig, så rager det mig et fucking høstrå, om One Direction er ved at brase sammen. I har forhelvede nok penge til at leve i sus og dus resten af jeres liv, så kan i fucking ikke bare være ligeglade? Lige nu kom jeg egentlig bare for at hente min taske, som Louis stjal med sig, inden jeg skal videre til min kærestes fodboldkamp - hvis det ikke gør noget?" sagde jeg med et skævt, og måske en anelse flabet, smil. 

Jeg vendte mig væk fra Harry for at banke på døren endnu engang, hvilket jeg heller ikke nåede for denne gang, inden han afbrød mig. 

"Vent lige... Kæreste? Hvem er stodderen?" spurgte han småirriteret, hvilket fik mig til at himle med øjnene. 

"Undskyld mig, men Ethan er overhovedet ikke nogen stodder og jeg elsker ham, okay? Så kan vi komme videre, jeg har som sagt noget, jeg skal nå" Jeg bankede hurtigt på døren til Louis' hotelværelse inden Harry kunne nå at afbryde mig igen. Han forblev overraskende nok også tavs, indtil en, der ikke var Louis, åbnede døren. Fuck, jeg kunne virkelig ikke magte mere nu. Jeg ville bare have min taske og så komme ud herfra. 

"Piper?" Niall, oh, jamen det var jo bare top herligt.

"Ja, det mig. Lad os komme over alt undren og alle spørgsmålene, du snart skal til at stille, for jeg vil egentlig bare gerne finde Louis, så jeg kan få min taske," sagde jeg en anelse hårdt, hvilket jeg også fortrød en smule efter at ha' set Nialls smil falme drastisk. Niall flyttede sig fra døråbningen, så jeg kunne træde ind. 

Jeg var da også knapt trådt ind, før jeg både fik blikke fra Zayn og Liam, der sad henne i sofaerne. Okay, skønt, så de var her altså alle sammen lige bortset fra ham, jeg rent faktisk skulle finde. 

"Din taske står derhenne," sagde Liam med et forsigtigt smil. Han havde sikkert bemærket mit humør og ville ikke komme med nogle kække bemærkninger. Godt tænkt, Liam. 

Jeg fulgte hans blik over til en hvid komode, hvor min skoletaske ganske rigtigt stod. Jeg gik hurtigt derhen, tog min taske på ryggen og gik imod udgangen. 

"Hyggeligt at hilse på dig igen, Piper!" råbte Zayn kækt efter mig, lige inden jeg smækkede døren i. 

 

 

 

 

LOUIS

 

"Vent, Piper!..." Jeg havde hurtigt fået slynget et håndklæde om mit underliv, da jeg pludselig hørte Pipers stemme ude fra stuen af. Selvfølgelig nåede jeg ikke derud, før hun allerede var væk. Et tungt suk forlod mine læber, hvilket fik drengene til at grine. 

"Hun er da..."

"- Forandret?" afsluttede Zayn Liams sætning. 

"Jeg ville nu ha' sagt charmerende, men forandret er vel også passende," smågrinede han. "Du kom i hvert fald forsent, hun havde vidst ret travlt," sagde Liam med et skuldertræk. 

"Hvor skulle hun hen?" spurgte jeg håbefuldt og kiggede skiftevis på drengene, der ikke så ud til at have noget svar. Lige bortset fra Harry, der med krydsede arme blot stod og gloede ned i gulvet. 

"Hun skulle til hendes kærestes fodboldkamp," mumlede Harry og så endelig op fra gulvet. Ordet kæreste var det, der fik drengenes opmærksomhed. Det ord, fik mig blot til at væmmedes. Uanset, hvem fyren var, var jeg helt overbevist om, at han var en skidt fyr. 

"Ja, et eller andet fjols kaldet Ethan," vrissede jeg og slog mig ned i sofaen ved siden af Liam, stadigvæk iført mit håndklæde. "Han har stjålet Piper fra mig, den..." Jeg greb hidsigt ud efter vasen på bordet, men nåede - heldigvis - ikke at tage fat i den og få den kylet på jorden, for Liam greb hurtigt ud efter min arm og trak mig tilbage. "Bare tanken om de to sammen får mig til at skulle kaste op," mumlede jeg vredt. Først var det Zayn og Piper, der næsten fik mig til at kaste op, men jeg var heldigvis kommet videre efter det. 

"Du ved jo ikke engang, om han virkelig er så slem," prøvede Niall at berolige mig. Dog uden held. 

"Altså hun sagde, at hun skulle se hans fodboldkamp, så jeg kunne forestille mig, at -"

"- Harry, hold kæft," afbrød Niall ham hurtigt, da han tydeligt kunne se, at det nok ikke ligefrem var det, der skulle snakkes om nu. 

"Vent... Du sagde fodboldkamp, ikke?" Harry nikkede undrende, hvilket blot tændte pæren over mit hoved. Jeg havde lige fået en strålende ide. 

 

 

 

PIPER

 

 

"Hvor meget er jeg gået glip af?" spurgte jeg småforpustet, da jeg langt om længe slog røven i sædet ved siden af Cher, efter at ha' løbet et par gadehjørner. Jeg satsede bare på, at Ethan ikke havde opdaget noget. Jeg vidste, at det her var en utrolig vigtig kamp for ham grundet den talentspejder, der sad et eller andet sted iblandt publikum. 

"2. del, eller hvad man nu kalder det, er lige startet. Han kiggede efter dig," sagde hun med et skuldertræk, så jeg mumlede et par bandeord. "Bare rolig, jeg forklarede ham, at du var på vej," beroligede hun med, hvilket ikke virkede specielt. 

Det var Harrys skyld det hele, hvis han ikke sådan havde snik-snakket, havde jeg helt sikkert nået det. 

"Hvor er Ethan?" spurgte jeg, da jeg havde kigget efter ham uden at få et resultat ud af det. 

"Nummer 12," sagde hun og pegede ud på banen, hvor Ethan lige nu fik afleveret bolden og løb i mod modstanderens mål. Det her var college football, det var sgu seriøst. Ethan afleverede bolden til en anden, da han blev omringet, som så kastede den tilbage til ham og... OMG, han scorede! Jeg rejste mig hurtigt op sammen med resten af flokken, der heppede på Nelson College. Klapsalver og råb overtog banen, og jeg kunne ikke skjule smilet på mine læber, da Ethan fik øje på mig i den store flok og vinkede til mig, som jeg skyndte mig at gengælde. 

"Så, hvem er Ethan?" Jeg så mig forvirret til modsatte side af, hvor Cher sad og fik øje på Louis, der med et skævt smil på hans læber satte sig ned samtidig med resten af flokken og mig. 

"Hvad fanden laver du her?" spurgte jeg hårdt og betragtede Louis, der havde hætten slået op og havde et par solbriller på, der dækkede hans øjne. 

"Hey, jeg ville bare se kampen," sagde han helt uskyldigt, provokerende smil, hvilket jeg endte med at ryste på hovedet af. 

"Louis, du er kun kommet for at lave ballade, så er du sød at lette din røv om komme ud herfra med det samme?" spurgte jeg hårdt og holdt mit blik stift ned på plænen. 

"Kun efter du har besvaret et spørgsmål," sagde han med det samme, provokerende smil. Jeg hævede mine øjenbryn, men sagde intet og sørgede for ikke at kigge hen på ham, selvom jeg kunne mærke hans blik igennem de sorte Rayban solbriller. 

"Fyr løs," mumlede jeg. 

"Gå ud med mig. Please, jeg beder kun om èn chance mere" Det provokerende smil var forsvundet, da jeg forvirret så hen på ham. Hans blik så hudløst ærligt ud, han havde et bestemt glimt i hans øjne, som jeg utallige gange havde fået medfølelse for. Men ikke nu, jeg ville ikke falde for det èn gang til. 

"Hvor vover du at dukke op til min kærestes fodboldkamp for at spørge mig, om jeg vil på en date med dig? Louis, det er slut imel -" Jeg blev pludselig afbrudt, da mængden af fans og elever pludselig rejste sig jublende op. "Hvad sker der?" spurgte jeg forvirret Cher, der stod og storsmilede. Jeg rejste mig hurtigt op, Louis blev dog siddende. 

"De vandt!" jublede hun og gav mig et stort kram. "Kom, vi skal derned," jublede hun og tog hurtigt min hånd for at trække mig med ned til plænerne, forbi Louis, der så såret efter mig. Vi kom ned på plænerne, hvor jeg hurtigt slap Chers hånd og løb hen imod Ethan for at give ham et stort knus. Han svang mig en enkelt gang rundt, inden han lagde sine bløde læber imod mine. Jeg hørte pludselig en rømmen ved siden af mig, hvilket fik mig og Ethan til at trække os fra hinanden. 

"Du må være Ethan," sagde Louis tomt og stak hans hånd frem, som Ethan en anelse fortvivlet tog imod. Louis havde slået hans hætte ned, men havde beholdt hans solbriller på. 

"Ja? Og du er?" spurgte han forvirret og slap Louis' hånd. 

"Louis Tomlinson, du har sikkert hørt om mig. Pipers eks," sagde han hurtigt med et skævt smil, hvilket fik et dybt suk til at forlade mine læber. 

"Du er ham gutten fra det der boyband, ikke sandt? Ja, jeg har hørt om dig," Ethan lagde hans arm om min talje for at trække mig helt ind til sig. "Jeg er så Pipers kæreste," tilføjede han og lagde et ekstra tryk på 'kæreste'. Jeg kunne mærke en tung stilhed lægge sig over os, hvilket ikke just var behageligt. 

"Louis, det er vidst ved at være tid til, at du smutter," sagde jeg lavmeldt med et forsigtigt smil, der afbrød Louis i at stå og stirre koldt på Ethan. Hvis øjne kunne dræbe, så var jeg rimlig sikker på, at Ethan havde været død på stedet. 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...