Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8501Visninger
AA

3. Det er hans egne regler

PIPER

"Young, wild and free"

 

"Du ved godt, at man siger, at andet år er det hårdeste, ikke?" Jeg skævede kort hen på Cher, da hun talte til mig, men lagde hurtigt mit blik tilbage på de tonsvis af noter foran mig. Det var mit første år på Nelson College New York og jeg var utrolig spændt. Eller var spændt, for jeg havde allerede gået der i tre uger nu, næsten en måned, og jeg elskede det.

"Når vi kun er førsteårselever, hvorfor så bringe andet år op?" spurgte jeg undrende og rynkede let på mine nyplukkede bryn, inden jeg klappede min laptop sammen, da jeg ikke magtede et sekund mere skolearbejde. Det var ved at tage livet af mig og jeg var ved at gå amok. 

"Det ved jeg ikke, jeg kom bare i tanke om det," sagde hun med et svagt smil og et skuldertræk, inden hun førte det varme papirskrus med dampende varm kaffe op til hendes røde læber. "Hvordan går det egentlig med Ethan?" spurgte hun lidt efterfølgende. Jeg førte hurtigt noget hår om i bag mit øre og fandt mine cigaretter frem, inden jeg svarede hende. 

"Fantastisk! Har du set mit nye ur, han købte det til mig forleden," sagde jeg med et stort smil og smurte mit jakkeærme op, så hun kunne se gulduret, der sad om mit håndled. Det var fra Marc Jacobs og et ur, jeg havde ønsket mig i evigheder. Jeg anede ikke, hvordan Ethan havde fået fat i det, men jeg forgudede ham for det. 

Jeg havde været kærester med Ethan i snart to uger og for at være helt ærlig, så var jeg smask forelsket i ham. Han havde det sødeste smil, brunt hår og blå øjne. Og så var han på tredje årgang på NCNY, der var forkortelsen for vores College. 

"Wow, det er så smukt! Gid jeg havde sådan en sød kæreste," sagde hun med et forsigtigt træk i den ene mundvige. Cher havde det lidt med at skifte fra den ene fyr til den anden, hun var ikke den type, der var i et forhold i mere end en enkelt måned. 

Hendes mor kaldte hende en nar-magnet, fordi alle de fyre hun nogensinde havde datet, havde være mere eller minde nogle røvhuller. 

Med et smil placerede jeg cigaretten imellem mine læber og fik den tændt i lidt for vante bevægelser, inden der strømmede en beroligende følelse igennem mig ved første sug. Cher og jeg befandt os lige nu på en lille cafe, udenfor, da det var det eneste sted, man måtte ryge. 

Det at ryge, var desværre blevet en fast vane for mig, men jeg prøvede altså på at stoppe. Det var bare ikke helt så let, som flere folk fik det til at lyde som. 

"Og så er han endda på tredje årgang og anfører for skolens fodboldhold... Du er simpelthen så heldig" Cher lod et let suk forlade hendes læber, inden hun tog den sidste tår af hendes kaffe og jeg tog et sug af min smøg i det samme som min mobil ringede. Jeg greb hurtigt ud efter den på bordet, men overvejede kraftigt ikke at tage den, da det var min faster og jeg ærligtalt ikke rigtig gad at snakke med hende lige nu. Alligevel endte jeg dog med et tage den med et hurtigt suk. 

"Det Piper," sagde jeg hurtigt og tog endnu et sug af min smøg, inden jeg pustede røgen ud af mine let adskilte læber. 

"Endelig. Du bliver altså nød til at tage din telefon unge dame," sagde hun strengt, hvilket fik mig til at rulle dramatisk med øjnene og jeg overvejede at lægge på igen. "Hvor er du?" spurgte hun lidt efterfølgende, da jeg ikke kom med noget svar til hendes tidligere sætning. 

"Jeg drikker kaffe og laver lidt lektier med Cher, hvorfor?" spurgte jeg irriteret og lavede en grimasse hen imod Cher, der fik hende til at fnise lavmeldt. 

"Stadigvæk? Kommer du ikke hjem til aftensmad, det er spaghetti med kødsovs," spurgte hun håbefuldt. Det var efterhånde sjældent, at jeg var hjemme. Jeg magtede det ikke rigtig. Jeg var for det meste hos Cher eller Ethan og jeg søgte også lige nu en lejlighed på campus. 

"Okay, jeg er på vej," sukkede jeg, inden jeg lagde på og lod min mobil glide ned i min bukselomme. "Jeg beklager, men jeg bliver nød til at smutte," sagde jeg med et undskyldende smil og fik pakket mine ting ned i min taske, som jeg svang over skulderen. 

"Du kommer vel til Williams fest i aften, ikke?" spurgte hun, inden hun rejste sig op for at lægge armene omkring mig, efter jeg havde skoddet min smøg. Jeg nikkede, krammede hende tilbage og gik imod bussen med et lille smil. 

At komme hjem tog ikke specielt lang tid, da jeg kun boede nogle gader væk, men jeg magtede ikke at gå. Teenage crisis. 

Faktisk kunne jeg kalde mig selv en voksen nu, for jeg var for et par måneder siden blevet nitten. Jeg kunne tydeligt se, at jeg var blevet ældre. Jeg var blevet en lille bitte smule højere, så jeg ikke længere var sådan en lille lort. Mine øjne var blevet lysere, så de nu mere var nødebrune istedet for helt mørkebrune og jeg havde fået lidt mere markerede former. 

Jeg kunne godt li' at være blevet ældre, det havde jeg ikke noget problem med. 

Jeg fandt min vej til det lille køkken og lod min næse føre an, da jeg få sekunder efter stod ude i køkkenet og betragtede det nylavede mad, der duftede himmelsk. Tricia, min faster, var igang med at dække bord imens en klassisk musik kørte i baggrunden. 

"Der var du jo," sagde hun med et lille smil, inden hun gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned på stolen overfor der, hvor hun selv lige havde taget plads. Ligesom min far, havde Tricia helt mørke øjne, olivenfarvet hud og mørkebrunt hår, der dog for hendes vedkommende, var begyndt at blive lidt gråligt. "Du lugter af røg," kommenterede hun, da jeg hurtigt trak hende ind i et kram efter at ha' smidt min taske fra mig. 

"Jeg gik forbi nogle rygere udenfor, der osede mig direkte op i fjæset," løg jeg hurtigt og pressede mine læber hårdt sammen, inden jeg satte mig ned og tog en anelse mad op på min tallerken. Det var ikke fordi, jeg var vildt sulten. 

Tricia vidste ikke, at jeg røg, og jeg ville heller ikke have, at hun skulle vide det, for så ville hun bare sige det til min mor og så ville det blive et værre helvede. Tricia så mistroende på mig, inden hun selv øste noget mad op og skruede lidt ned for radioen, der stod på det hvide spisebord. 

"Din far ringede idag," sagde hun efter lidt stilhed i det samme som, at jeg proppede en mundfuld mad i munden, jeg nær havde spyttet helt ud igen. 

"Gjorde han? Hvad sagde han?" spurgte jeg nysgerrig om, efter at ha' tygget af munden. Jeg havde fået lidt flere manerer. 

"Hans dom er blevet forlænget med to år," sagde hun en smule nedtrykt, men jeg kunne godt forstå hende. Hun havde ikke set min far, hendes bror, i evigheder, fordi lægerne åbenbart mente, at han var for syg til at få besøg. Han havde for et år siden også fået erklæret skizofreni. Jeg var ved at blive bekymret for ham, det var jeg virkelig. Udover det, havde han så også fået en forlængelse af hans dom på to år, fordi han havde forsøgt at kvæle en betjent i fængslet, da stemmerne i hans hoved åbenbart sagde, at han skulle gøre det. 

Stakkels mand.

"Han savner dig, det ved du godt, ikke?" sagde hun roligt. Jeg lod hurtigt mit blik falde ned i bordet med en dyb indånding. Jeg havde pludselig mistet appetitten. "Han er ked af, at du ikke ringer længere," tilføjede hun kort tid efter, da hun ikke fik noget svar fra mig. 

"Tak for mad," sagde jeg hurtigt, inden jeg rejste mig op og gik imod mit værelse. Tricia kaldte på mig et par gange, men opgav vidst rimlig hurtigt igen, da jeg smækkede døren til mit værelse. Eller det værelse, jeg havde fået tildelt, da jeg flyttede over til hende. 

Jeg savnede også min far, selvfølgelig gjorde jeg det, men han havde såret mig og han havde såret mor, og jeg havde så svært ved at tilgive det. Også eftersom han nægtede at skrive under på skilsmissepapiret, som min mor havde sendt ham for et år siden, da han fik erklæret sin sygdom, havde jeg stoppet kontakten til ham. Min far havde brug for at give slip på min mor, hun var ikke længere hans og det måtte han til at forstå. 

Indtil han havde forstået det, ville jeg ikke snakke med ham. 

Sådan var det, det var hans eget spil og han havde selv lavet reglerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...