Vand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Polerne er smeltede og et hold af overlevende, den 11 årige Bethany, hendes 12 årige storebror Aiden, og hendes lillebror 8 årige Evan, samt en forvirret 10 årig dreng, og naboens yngste datter, prøver at tolere deres nye liv. Imens er prøver den 5 årige Hannah og hendes storesøster Fie at finde ud af hvad der sker, og hvor hendes lillebror er blevet af. Året er 2089 og verden er ved at gå under.

4Likes
2Kommentarer
236Visninger
AA

3. Kapitel 1

Hele London var oversvømmet. Jeg sad på dækket og kiggede på Dina. Naboens yngste pige, og en god ven af Evan. Hun var 9. Det lyse hår hang vådt og gyldent på hendes spinkle skuldre. Hendes øjne var mosfarvede, og hun sad og redte hår på en af mine dukker. Jeg følte mig tom. Som om der var et kæmpe hul i mig.


Aiden har ledt efter overlevende i to timer nu, men han har stadig ikke fundet andet end døde, med brugbare ting. Han har lagt Evan i sengen, fordi det er meningen han skal sove, men ligesom mig kan han ikke. Dina nægter. Jeg nægter også.


Jeg kigger mod solnedgangen. Dina ligger dukken fra sig. Hun har forsøgt at re dens krøllede sorte hår. En tåre render ned af min kind. Mine øjne er hævede af gråd og agression, og hvor lidt jeg end vil det prøver jeg at acceptere det nu.

"Hvad kalder du den her?" spurgte hun.

"Brinette" sagde jeg uden at kigge på dukken hun holdte. "Det var min første.. Jeg fik den da jeg var 5"

Hun undlod at komme med kommentarer og samler dukken op igen, for at rede det lyse hår. Det er snart så glat at hun ikke behøver at re det mere. Men hun forsætter bare. Jeg spejder over havet. Bølgerne slår mod skibets kant, men vandet kommer aldrig op til os. Det var hektisk og jeg tror stadig ikke jeg er kommet mig. Jeg tror stadig jeg er i chok. Alligevel siger jeg ikke noget. Ordene kan ikke komme ud. Tårerne kan heller ikke. Det hele er et stort hul. Deprimerende.

Jeg kigger mod Dina. Hun kigger på dukken, og ligger den igen fra sig. Jeg tror først hun vil gå men hun bliver siddende. Vi spiste derhjemme. Det var mærkeligt. Vi sad der. Det perfekte billede af en harmonisk familie. Vi spiste pastasalat fra i går. Baconen var blød men vi havde alligevel en skøn aften. Mig, Aiden, Evan, Mor, Far, og Leslie. Siddende rundt om bordet. Lo, og lavede jokes. Drillede hinanden.

Da vi havde spist færdig gik jeg ind for at lege med min yndlingsbarbiedukke. Jeg legede i cirka en halv time. Så kom Aiden løbende ind, og helvede startede.

Det var så.. Absurd. For under 2 timer siden sad jeg som enhver lille pige og legede med mine dukker, i en enhver juni dag i sommerferien. Ventede på at skulle i seng. Glædede mig over min familie. Men så eksploderede det hele. Som en slags kæmpe bombe. 20 minutter senere sad jeg på vores skib, og så alt jeg elskede forsvinde i mørkt vand.

Og jeg. Lille usle mig, sad der og brækkede sig. Mens folk kæmpede for deres liv. Drak livsvigtig vand bare for at kunne sidde der og brække mig, i det vand hvor folk døde.

Mine hænder ryster. Jeg vil ikke græde. Ikke i dag. Ikke foran lille Dina.

Ikke nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...