Vand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Polerne er smeltede og et hold af overlevende, den 11 årige Bethany, hendes 12 årige storebror Aiden, og hendes lillebror 8 årige Evan, samt en forvirret 10 årig dreng, og naboens yngste datter, prøver at tolere deres nye liv. Imens er prøver den 5 årige Hannah og hendes storesøster Fie at finde ud af hvad der sker, og hvor hendes lillebror er blevet af. Året er 2089 og verden er ved at gå under.

4Likes
2Kommentarer
234Visninger
AA

1. Helvedes vand

~Prolog

"BETHANY!" skreg stemmen.

Jeg greb om min barbiedukke, så mine knoer blev hvidlige, inden drengen, min storebror Aiden brusede ind af døren. Det var min yndlings. Jeg så hans blik, og jeg hev min skoletaske frem, og greb min hunds halsbånd.

"BETHANY VI HAR 2 MINUTTER!" skreg han.

"Et øjeblik"

Vandet samlede sig på gulvet mens jeg hældte mine elskede barbiedukker derned. Jeg rev min kalender ned af væggen. Vandet var 10 centimeter nu, og jeg tømte min kasse. Aiden kom tilbage nu med Evan i hånden.

1 meter.

"DET ER NU"

Jeg tog min dagbog, og flåede min hund op. Den var begyndt at klynke. Det samme var Evan. Det fik Aiden til at løfte ham op. Aiden greb min arm. I et lynhurtigt hiv, lukkede jeg tasken og løb ud mod døren.

Jeg tog min regnfrakke og mine sko. Samt en børnetegning. Så begyndte jeg at klynke, for nu gik vandet til min hals. Selv Aiden havde problemer med vandet. Han skubbede døren op.

"HVOR ER MOR OG FAR!" skreg Evan. "OG LESLIE!"

"Vi har fandeme ikke tid"skreg Aiden.

En klump samlede sig i min hals. Jeg så folk kæmpe for livet. Så, så jeg Dina. Naboens yngste datter svømme for sit liv i det 2 meter dybe vand. Aiden hev hende hen til sig. Svømmede afsted. Gav slip på min hånd og lod mig kæmpe mod det kolde vand, for at holde de to oppe. Vandet var isnende koldt og jeg klynkede. Det sivede mit tøj og lange lyse hår, der ladge sig som en tung byrde på mig.

"Den er lige derovre! Hold ud!" råbte Aiden.

Jeg bed tænderne sammen, og lukkede mine øjne. Jeg ville snart ikke kunne klare mere af det iskolde vand. Jeg var ved at give op. Min krop. Mine fødder. Det hele var en stor bankende krampe. Minë øjne sve af havsaltet. Bølgerne tæskede det sidste liv ud af min kæmpende krop. Jeg sank mod bunden. Aiden greb min hånd. Grædende, og tiggede mig om at blive hos ham. Han hev mit hoved op. Jeg spyttede vand ud. Min næse sveg lige så meget som mine øjne.

Jeg græd, selvom ingen kunne se det. Jeg holdte stadig om tasken, og tænkte ikke på at give slip, for jeg ville kunne huske det hele. De gode tider.

"Vi er der nu Bethany"

Aiden hev mig op. Våd og kold. Jeg åbnede mine øjne. Jeg kunne se toppen af vores hus. Det var næsten væk. Aiden hev endnu en dreng op. Cirka min alder. Måske et år ældre. Han faldt sammen. Aiden skubbede ham hen mod kanten så han kunne få lov til at brække sig. Han græd. Aiden satte sig ved mig.

Jeg hulkede. Jeg kunne ikke holde sammen på mig selv. Jeg lagde mig på kanten, og brækkede det hele ud. Jeg så brækken forsvinde i vandet. Jeg følte mig ussel. Ussel men i live. En overlevende. Jeg græd. Jeg græd over det jeg havde mistet. Tasken lå bag mig. Alle minderne. Mindst 20 barbiedukker og det dobbelte i tilbehør. Toppen af huset var væk.
Mit hoved faldt igen. Mere bræk. Det dækkede min mund. Smagen var rådden og sødelig. Aiden holdt om mig. Igen brækkede jeg mig. I hvert fald fik jeg en mavekrampe der blev ved indtil lidt mavesyre endte i min hals. Jeg rystede. Kramperne var forfærdelige fordi der var ikke noget og kaste op. Aiden gav mig noget vand. Jeg rystede og spildte og følte mig dum, men han tog det ikke fra mig.

Jeg brækkede mig en sidste gang. Resten var bare rystelser og mavekramper. Jeg havde så forfærdeligt ondt i min mave.

"Berry har det godt" sagde han. "Han er bare lidt kold!"

Det var vores hund. Jeg så halsbåndet i min hånd. Jeg havde klemt så hårdt på det at mine hænder var blodige på grund af de små takker. Jeg gav slip, og vaskede min hånd i havvandet selvom det sve.

"Mor" hviskede jeg. "Far"

Aiden omfavnede mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...