Emma; en histoire om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Der på bordet lå det hun kom efter, hun rakker hånden frem og har det næsten da en griber fat om hendes anden hånd og en stræk hånd lagde sig over Emmas mund "Tænk over konsekvenseren for de valg du træffer" sagde en stemme helt tæt på hendes øre, men Emma sparkede bag ud og ramte Angelinas skinneben. Emma er forældreløs og bor i Sylfiks len, i baron Felixs myndlinge hus, det hele ændre sig da hun finder en seddel oppe i det træ der har været hendes gemmested siden hun var 9 år, og den mystiske Ranger Angelina, begynder at holde øje med hende bliver alt anderledes... PS. Dette er 2'erne i serien "en historie om mod og venskab" så læs den først ellers bliver denne historie svær at forstå PPS. Jeg er ordblind så vær sød ikke at kommentere mine stavefejl, tak.

0Likes
0Kommentarer
347Visninger
AA

6. Modgiften

Modgiften

Emma blev færdig med modgiften og gik ud til de andre

"Her, drik dette, og smør noget på såret, så vil du være på benene igen om få dage" Sara drak det, hun stolede fuldt og helt på Emma

"Tak, det betyder meget" Sara drak det, Emma smurte det på såret, der stod en ung mand med et fad vand henne ved døren, Emma smilede til ham, men da hun gjorder det så hun skuffelsen i hans øjne, han stilede vandet fra sig og striderede på Sara

"Emma, jeg bliver nødt til at tage tilbage, du kommer bare når hun er helt rask, lov mig det" Emma nikkede, Angelina gik

"Må jeg gå?" Emma ville gerne følge efter manden der var gået for få sekunder siden, Safira nikkede.

Emma løb hen af gaden, den unge mand gik ind på et værtshus, Emma tog kappen af og vente den på vrangen, så kunne ingen se at hun var Rangerlærling, hun gik ind, ingen bemærkede hende, hun satte sig tæt ved det bord hvor den unge mand sad

"Hvordan har hun det?" Emma vidste det var Sara de talte om

"Der kom denne lille pige, en rangerlærling, Martin, som kendte modgiften" det var den mand Emma var fulgt efter, den anden var lige så ung, måske et par år ældre

"Okay?" Martin var vred

"Hun tager hjem når Sara er rask" den unge mand rejste sig for at gå, Martin nikkede, da den unge mand var væk satte Emma sig hen til Martin

"Martin, vil du have et godt råd hvilken gift du skal bruge næste gang du vil prøve?" Martin fik et chok da Emma talte

"Har du smuglyttet?" Emma smilede skævt

"Det var ikke med vilje" Emma lagde en mønt på bordet, Martin tog den og nikkede "vi kan ikke snakke her, nogen kunne høre os, jeg bor hos en ven, i en hytte ude i skoven, lad os gå der hen" Emma rejste sig, Martin fulgte efter, de gik uden at sige noget ikke før de kom til Safiras hytte

"Et det ikke rangerens hytte?" Martin var bange for Ranger

"Jo, men hun er oppe på slottet, hun kommer ikke før i morgen, der vil vi forlængst være væk" Emma tog i døren og gik ind, Martin gik med, Emma satte en kande vand over til kaffe

"Hvem er du? Og hvorfor er du her? Hos Rangeren?" Emma smilede trist

"Mine forældre er døde, hende der tog sig af mig er gode venner med Safira, Rangeren" Emma så på Martin "hvem er du? Og hvad har dronningen gjort dig?" Martin smilede

"Jeg er søn af Matias, han var ridder, var, han døde i hendes tjeneste, nu bor jeg alene med min mor, min tante blev dræbt på grund af hende, min anden tante, hende vil jeg helst ikke kendes ved, hun er Ranger, hun kommer også til at dø i hendes tjeneste" Matin lagde sin kniv på bordet

"Det gør mig ondt, hvad har du mod Rangere?" Emma lullede ham ind i en falsk tyrkhedsfornemelse

"Alt, de er alle vejen, de reder altid de forkerte, alle er bange for dem" Martin lænede sig tilbage i stolen

"Jeg bor hos en Ranger, til hverdag, det har jeg gjort et år, og nu..." Hun gjorder ikke sætningen færdig men gav Martin et slag over øret, han besvimede på stedet, Emma smilede og bandt ham, der efter låste hun ham inde i det ene værelse, hun gik ud og låste døren efter sig "forræder" sagde hun og gik så op til slottet efter Trust, hun ville klare det her selv.

Martin vågnede ved at en eller anden kastede en kold span vand i hovedet på ham, da han slog øjnene op så han pigen fra før, hun stod med en tom spand i hånden, han var i et fangehul

"Hvad...?" Men Emma tyssede på ham

"Nej, har du eller har du ikke forsøgt at dræbe dronning Sara?" Han blev total overrumplet og forvirret

"Og hvad hvis jeg har?" Emma smilede triumfererne

"Hvad tror du? Jeg er Rangerlærling" han måbede, den pige han havde fortalt alt, var Rangerlærling

"Øhh..." Emma rystede på hovedet

"Det er lige meget om du tilstår, jeg har beviser" Martin gispede

"Hvad?" Emma lo, og trak en lille flaske frem

"Den gift du brugte?!" Det var også et spørgsmål

"Hvordan? Jeg mener, jeg kender ikke noget til det" han havde dummet sig, og han vidste det

"Dronningen er ved at komme sig, hun vil dømme dig når hun er frisk" Emma gik ud og efterlod ham helt alene.

"Emma! Tak! Jeg skylder dig alt" det var Sara

"Du skylder mig ingenting" Emma var på vej hen mod stalden

"Okay, tag dette brev med til Angelina" Sara vente sig om men stoppede så "ham du talte om, healeren, havd hedder han? Og kan jeg komme i kontakt med ham?" Men Emma rystede på hovedet, Sara hævede det ene øjenbryn

"Jeg lovede ham at jeg ikke ville fortælle nogen hvor han er eller hvem han er, og jeg holder det jeg lover, undskyld" Emma gik vider men Sara stoppede hende igen

"Hvis du møder ham, vil du så ikke sige at jeg gerne ville møde ham, du skal nok fortælle det hele, på nær det med at mig og Safira..." Sara smilede og Emma nikkede

"Det vil jeg gøre" Emma vente sig om og gik ned til Trust og red hjem, hjem til Angelina.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...