Emma; en histoire om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Der på bordet lå det hun kom efter, hun rakker hånden frem og har det næsten da en griber fat om hendes anden hånd og en stræk hånd lagde sig over Emmas mund "Tænk over konsekvenseren for de valg du træffer" sagde en stemme helt tæt på hendes øre, men Emma sparkede bag ud og ramte Angelinas skinneben. Emma er forældreløs og bor i Sylfiks len, i baron Felixs myndlinge hus, det hele ændre sig da hun finder en seddel oppe i det træ der har været hendes gemmested siden hun var 9 år, og den mystiske Ranger Angelina, begynder at holde øje med hende bliver alt anderledes... PS. Dette er 2'erne i serien "en historie om mod og venskab" så læs den først ellers bliver denne historie svær at forstå PPS. Jeg er ordblind så vær sød ikke at kommentere mine stavefejl, tak.

0Likes
0Kommentarer
351Visninger
AA

7. Hjemme igen

Hjemme igen

Emma red ind i lysningen og hoppede af Trust, hun savnede Angelina men hun ville først tage sig af Trust, men da hun stod og striglede ham hørte hun nogen bag hende, hun vidste at det var Angelina, hun havde nok også savnede hende

"Hej, jeg kommer ind lige om lidt" Emma gik hen for at ligge striglen på plads

"Jeg er så glad for at du er her nu" Angelina trak hende ind i et kæmpe morderligt knus

"Jeg er også glad for at være hjemme" de gik ind sammen, klokken var ikke mere end 12 middag så de havde god tid til at snakke, Emma gav Angelina brevet "må jeg godt gå op på borgen og sige Hej til mine gamle venner? Det er et år siden jeg har set dem, og jeg lovede Sara at jeg ville opsøge healeren og sige at Sara gerne ville møde ham" Angelina nikkede, så kunne hun læse brevet i fred.

"Må jeg tale med Jack Taler?" Emma stod foran døren indtil den sal hvor kurrerne sad og arbejdede, tjeneren nikkede og gik ind efter Jack, det var så længe siden de havde set hinanden

"Emma" Jack fladt hende om halsen "hvad laver du her?" Emma gengældte hans omfavnelse

"Jeg ville besøge dig, vil du med ned og besøge Charles?" Jack nikkede og de gik, de snakkede om hvordan deres studier gik og hvordan de havde det, Emma undveg altid når Jack nævnte at Angelina var kommet hjem 4 dage før Emma var, da de var kommet ind t i skoven, helt ind til Charles' hytte stoppede de med at snakke, de havde været der sammen så mange gange før, Emma bankede på og en stemme inde fra hytten bad dem komme ind, Emma smilede og gik ind

"Hej Charles, jeg har noget meget vigtigt jeg skal fortælle dig" Emma og Jack satte sig på to af stolene ved boret, Charles satte sig overfor

"Hvad? Er du kommet til at sige hvor jeg bor til nogen?" Jack fnisede og Emma gav ham en albue i siden

"Nej, det er det..." Emma fortalte hele historien begge drenge gispede da hun fortalt om Martin og om hvordan hun selv havde fanget ham "og dronningen spurgte mig om dig, og hvor du borede, så sagde jeg at det havde jeg lovet at jeg ikke ville sige" Charles smilede og nikkede opmuntrende til Emma "hun spurgte mig om jeg vil spørge dig om du ville være slotslæge" Charles måbede

"Er det sandt? Sagde hun det?" Charles rejste sig op og gav Emma et kæmpe knus "det vil jeg gerne, det har altid været min største drøm" Emma lo, hun havde ikke ødelagt alt for ham

"Undskyld men jeg bliver nødt til at gå tilbage til Angelina nu" Emma rejste sig og gik.

"Emma, kom lige, jeg har læst det brev Sara sendte med dig, jeg har fået lov til at fortælle dig hvem din mor var, sådan det hele" Angelina og Emma satte sig i sofaen "ham Martin som du fangede var søn af Matias, min bror, han prøvede at dræbe min kusine, Sara. Da din mor blev dræbt var det af Madelins dreng, han prøvede også at dræbe sin kusine, Sara, men sådan gik det ikke" Angelina så på Emma

"Men hvad har det med min mor at gøre?" Emma så spørgende på Angelina der smilede

"Det kommer jeg til, da han skød efter Sara så din mor det og lagde sig imellem, dybest set klarede han sit mål, han dræbte sin kusine, bare den forkerte" Emma måbede

"Er jeg så i famile med Sara og Safira? Er de mine grandtanter? Og hvad med dig? Er du også min grandtante?" Emma spurgte løs, Angelina smilede

"Ja, ja, ja og nej" Emma kiggede på Angelina

"Nej, hvad er du så?" Emma var forvirret

"Jeg er ikke din grandtante, jeg er din tante, din mors søster, ham Martin du fangede er din fætter" alt faldt sammen, den person Emma elskede som sin egen mor var hendes tante

"Hvorfor...?" Tårerne trillede stille ned af Emmas kinder, af glæde, nu vidste hun hvem hun var

"Din mor sagde som det sidste at du skulle vokse op langt fra den verden fyldt med mord og ondskab, du skulle ikke vide hvem der havde dræbt hende før du var gammel nok til at forstå det, hun elskede dig så meget" nu græd Angelina også

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...