Emma; en histoire om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Der på bordet lå det hun kom efter, hun rakker hånden frem og har det næsten da en griber fat om hendes anden hånd og en stræk hånd lagde sig over Emmas mund "Tænk over konsekvenseren for de valg du træffer" sagde en stemme helt tæt på hendes øre, men Emma sparkede bag ud og ramte Angelinas skinneben. Emma er forældreløs og bor i Sylfiks len, i baron Felixs myndlinge hus, det hele ændre sig da hun finder en seddel oppe i det træ der har været hendes gemmested siden hun var 9 år, og den mystiske Ranger Angelina, begynder at holde øje med hende bliver alt anderledes... PS. Dette er 2'erne i serien "en historie om mod og venskab" så læs den først ellers bliver denne historie svær at forstå PPS. Jeg er ordblind så vær sød ikke at kommentere mine stavefejl, tak.

0Likes
0Kommentarer
355Visninger
AA

12. Fordi jeg elsker hende

Fordi jeg elsker hende

Der var gået en ugen unden at hun havde været oppe til forhør, men endelig kom de efter hende, manden spurgte hende om alt muligt men Emma svarede ikke

"Hvad vil i have?" Emma stirrede på ham

"Prinsen, vi ved du ved hvor han er, han nåede ikke med skibet, hvor er han?" Emma brast i latter, var de virkelig så dumme

"Han er hjemme, i Araluen" Emma fik en lussing

"Hvordan?" Manden var sur

"Du sendte ham selv med skibet, du troede han var min søn" Emma lo og indkasserede en knytnæve i ansigtet

"Hvad? Og nu er det eneste jeg har dig" manden blev så gal at han sparkede til Emma, hun lo stadig

"Jep, og mig vil de ikke betale så meget som en øre for" Emma havde det sjovt, selv om de slog hende

"Ikke? Der er lige kommet et Araluansk skib, med en kurer ombord" Emma vidste at hun skulle hjem nu, med eller uden tilladelse, "jeg skal snakke med ham i morgen" ham, kunne det være Jack, nej hun ville ikke håbe. Emma blev ført ned i fangekælderen igen, men hun havde fået håb, og set en udvej.

"Hvor skal i hen?" Emma spurgte skipperen på det Araluanske skib, hun vidste det godt

"Er du Araluaner? Vi skal til Araluen" Emma smilede, det kunne han bare ikke se, hun havde vendt kappen på vrangen, man kunne ikke se hun var Ranger

"Ja jeg er, må jeg sejle med" skipperen så undersøgende på hende "jeg skal nok betale når jeg komme tilbage til Araluen" dette var hendes vej ud

"Ok hop om bord" skipperen smilede venligt til Emma

"Vil du venligt lade vær at sige til nogen at jeg er med" skipperen nikkede og Emma gik ned under skibets dæk, her kunne hun høre alt hvad der blev sagt, der kom nogle soldater og spurgte efter Emma men skipperen videste ikke at den pige han havde om bord var den samme pige som vagterne ledet efter, kort efter kom en mand, det var nok kuren, han befalede skibet at sejle, han var sønderknust

"Hun var stukket af i morges, hun havde snakket med Salikit i går aftes" den stemme, hvem var det nu det var

"Rolig, hun skal nok finde et skib eller noget, Josef sagde ho at hun havde lovet det, Emma holder ord, det ved jeg, du skal ikke være bange Jack" Jack, han var taget ud for at rede hende, Jack

"Det ved jeg, det er bare fordi jeg elsker hende, jeg havde tænkt mig at spørger hende når hun kom hjem, spørge om hun ville gifte sig med mig" ja Jack det vil jeg, Emma var lykkelig

"Så må du leve med at hun har sine missioner, hun er Ranger" skipperen forlod Jack og lod ham stå alene

"Det ved jeg, det er derfor jeg elsker hende" Emma var kommet op og havde stilet sig ved siden af

"Hvad er der galt?" Hun forsøgte at gøre hendes stemme mørkere så han ikke kunne høre at det var hende

"Emma er forsvundet, jeg ville havde spurgt hende om hun ville gifte sig med mig, og nu er hun væk" han lød så ulykkelig

"Hvad tror du hun ville havde sagt?" Emma ville høre hans ærlige mening, før hun gav sig til kende

"Er det ikke lige meget, jeg for hende aldrig at se" det var for meget, stakkels Jack

"Jo, Jack min kære, kig op og brug øjnene, det er det de er der for" Jack for forskrækket op ved lyden af Emmas stemme

"Hvordan?" Jack hav hende et kæmpe kys

"Fordi jeg elsker dig" Emma var ovenud lykkelig

"Nej hvordan?" Jack holdte hende ind til sig

"Jeg besluttede mig for at holde mit løfte og tage hjem, så fandt jeg ved et tilfælde dit skib, Jack hvis du vidste hvor meget jeg har savnet dig, hvis du vidste" nu skulle alt nok blive godt

"Emma jeg ved du er Ranger og at jeg bliver nødt til at accepter at du også har farlige missioner, men, jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt..." Emma lo, han havde sagt det til to andre, bare sådan, men hende, det kunne han ikke

"Hvad med at jeg bare siger ja og så er det bare det" Jack så forvirret på hende

"Hvad?" Emma kunne ikke lade være med at elske ham

"Den anden du talte med lige før var mig, kan du ikke huske at du sagde det på det tidspunkt?" Emma lo, hun var fri og Jack havde lige friet til hende, verden var perfekt

"Øh, når ja, men vil du?" Jack var så sød når han var forvirret, for det blev han ikke så tit

"Ja" han kyssede hende længe og inderligt, verden var perfekt.

"Det skal være det første vi gør når vi kommer i land, at gifte os" nu lo Emma igen, han var så sød

"Først skal jeg op på slottet, der er nogle ting jeg skal havde ordnet først, og vi kan ikke gifte os uden en lille fest, og alle dem der skal inviteres, slap af, vi skal nok nå det" Jack så ned

"Men hvad nu hvis du tager ud på en ny mission og bliver kidnappet, eller..." Emma stoppede ham med et kys

"Jeg tager ingen steder før vi har giftede os" Emma kysede ham igen "det tror jeg heller ikke nogen i korpset vil tillade" verden var virkelig perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...