Emma; en histoire om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Der på bordet lå det hun kom efter, hun rakker hånden frem og har det næsten da en griber fat om hendes anden hånd og en stræk hånd lagde sig over Emmas mund "Tænk over konsekvenseren for de valg du træffer" sagde en stemme helt tæt på hendes øre, men Emma sparkede bag ud og ramte Angelinas skinneben. Emma er forældreløs og bor i Sylfiks len, i baron Felixs myndlinge hus, det hele ændre sig da hun finder en seddel oppe i det træ der har været hendes gemmested siden hun var 9 år, og den mystiske Ranger Angelina, begynder at holde øje med hende bliver alt anderledes... PS. Dette er 2'erne i serien "en historie om mod og venskab" så læs den først ellers bliver denne historie svær at forstå PPS. Jeg er ordblind så vær sød ikke at kommentere mine stavefejl, tak.

0Likes
0Kommentarer
356Visninger
AA

11. En fredelig rejse

En fredelig rejse

"Er vi der snart?" Det var mindst 27 gang Josef spurgte den dag, det skal lige siges at de næsten lige havde spist morgenmad, og kaptajnen havde sagt at de snart ville være fremme

"Snart, det lover jeg" Emma så ud over vandet "se der er byen, vi er fremme" Josef hoppede op og ned, han var glad, men det var han jo altid.

De gik fra borde og op på paladset, der var fester og mad, Josef faldt i søvn, og alt det der normalt sker til kæmpe fester, de festede hele natten og Emma bar Josef hjem i seng, hun blev hjemme for at passe på ham, hun var heller ikke så meget for opmærksomheden og de alt for store fester, det hele forløb så godt, hun havde lovet Josef at de skulle bade i morgen, det var en fredelig rejse.

"Det var en fantastisk desert" Nikoline snakkede, det gjorder hun ret tit, men det var også hyggeligt at høre på, Josef var rastløs, han ville ud og bade, men lige nu sad de og spiste morgen mad, maden var udsøgt

"Ja, det med mad har de bare styr på" alt åndede bare fred og harmoni, alt var godt

"Kan vi ikke..." Døren blev smækket op og ind kom en forpustet tjener

"Der er blevet begået et statskup, prinsessen er blevet taget til fange, nu vil de også fange jer, vi må væk" Emma rejste sig op, øv, sådan en dejlig ferie blev spoleret af dette

"Vi deler os, jeg tager Josef og løber en vej, i løber en anden, mindst en af os må komme til skibet, hvis i kommer først så må i ikke tage nogen chancer, jeg skal nok få os begge sikket hjem på en måde" Emma tog Josefs hånd og satte sig på hug så hun så ham lige ind i øjnene "lov mig at gøre hvad jeg siger, du må ikke se nogen i øjnene eller tale med nogen" Josef nikkede, han forstod situationens alvor

"Godt lad os komme afsted" de delte sig og løb, alt var kaos, Josef strammede sit grab om Emmas hånd

"Klare mor og far det?" Josef var bange, men det var til at forstå

"Ja" Emma var ikke sikrer men var nødt til at være stærk hvis de skulle komme hjem, de løb, de var næsten nede på havnen da en stor skikkelse spærrede vejen

"Er du ikke hende Rangerne der var med de Araluanske folk?" Fanget, med Josef, hun havde lovet at få ham hjem, hvad hvis hun svigtede?

"Jo" Emma trak Josef om bag sig

"Hvem er drengen?" Manden havde set ham

"Min søn" Emma ville ikke se ham i øjnene

"Følg med" de blev ført op på slottet, alt var tabt, stakkels lille Josef, han ville blive svigtet af hende, de kom ind i et rum hvor en høj mand stod

"Hvem har vi her?" Manden spurgte vagten der havde fanget dem, og ført dem til slottet

"Rangerne og hendes søn" han havde godtaget hendes forklaring, nu kunne hun måske rede Josef alligevel

"Lad min søn rejse tilbage til Araluen, det er mig du vil ha' ikke en lille dreng der er med sin mor på ferie, jeg ber dig" Emma var gået frem mod manden

"Jeg kan ikke se nogen skad i at lade barnet rejse, han er jo kun et barn" manden vente sig mod en mand "find et skib der sejler til Araluen" Josef var redet

"Tak, gode herre, tak" Emma var lykkelig nu manglede hun kun at få sig selv hjem

"Sig farvel til ham her, fortæl ham hvad han skal gøre når han kommer til Araluen og sig at han aldrig mere kommer til at se dig" Josef begyndte at græde lydløst

"Josef, du skal følge med mændene ned til havnen og sejle med det skib de siger, du skal nok komme hjem, find nogen der kan lede dig til en baron, fortæl baronen hvem du er, så skal de nok hjælpe dig" Josef nikkede, han var en klog dreng, han skulle nok blive en god konge en dag, hun bøjede sig frem og kysede ham i håret, samtidig hviskede hun i hans øre "jeg finder en måde at komme hjem på, det lover jeg" Josef bed sig i læben og en tåre trillede ned af hans kind

"Følg drengen til skibet" manden vente sig mo Emma "sæt hende i fængsel" Emma så et sidste glimt af Josef, inden hun blev slæbt ned i kælderen, hvordan skulle hun komme ud? De tog hendes bue og pile, men de fandt ikke hendes knive, eller slagjern, nu var der håb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...