Emma; en histoire om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Der på bordet lå det hun kom efter, hun rakker hånden frem og har det næsten da en griber fat om hendes anden hånd og en stræk hånd lagde sig over Emmas mund "Tænk over konsekvenseren for de valg du træffer" sagde en stemme helt tæt på hendes øre, men Emma sparkede bag ud og ramte Angelinas skinneben. Emma er forældreløs og bor i Sylfiks len, i baron Felixs myndlinge hus, det hele ændre sig da hun finder en seddel oppe i det træ der har været hendes gemmested siden hun var 9 år, og den mystiske Ranger Angelina, begynder at holde øje med hende bliver alt anderledes... PS. Dette er 2'erne i serien "en historie om mod og venskab" så læs den først ellers bliver denne historie svær at forstå PPS. Jeg er ordblind så vær sød ikke at kommentere mine stavefejl, tak.

0Likes
0Kommentarer
344Visninger
AA

17. En aftale

En aftale

"Du er en helt, ved du ikke det? Alle kvinder i verden ser op til dig" McFuls overfor så gammel ud

"Mig?! Hvad har jeg gjort?" Emma havde ikke gjort noget helte agtigt, hun havde bare gjort sit job og holdt sine løfter

"Alt hvad du lover holder du, du ofrede dig selv for dit land og den lille prins, du kendte risikoen men var villig til at løbe den, du ved altid hvad du skal gøre eller sige" McFuls holdte en pause og så Emma i øjnene

"Men det er bare mit job" Emma hadede når hun var midtpunkt

"Min kone kendte alle historier om dig, du var hendes helt, hun ofrede sig selv for landsfred og mig, hun blev slave for at rasten af landet kunne få fred" Emma tog hans hænder "lige som du var villig til at blive slave hvis dit land kæmpede mod Skandia, hun var bare ikke lige så heldig" en tåre trillede ned af hans kind

"Det gør mig ondt, virkelig, jeg vidste ikke at der var så mange der kendte mig, jeg har jo altid bare gjort det der var nødvendigt, og det jeg fandt rigtig" Emma rejste sig og gik over til McFuls for at trøste ham

"Du er en fantastisk kvinde" McFuls smilede til Emma "hvor skal du sove?" Nu var det Emmas tur til at smile

"Jeg har mit telt, jeg kan slå det op uden for lejren" Emma vidste godt hvad hun ville, hun ville bare ikke sige det, hun kunne styrer en hel samtale, uden nogen lagde mærke til det

"Slå det op inde i lejren, så er du da beskyttet" McFuls rejste sig op og gik hen til Emma

"Må jeg? Tak" Emma bukkede i dyb respekt, hun vidste det

"Det var da alt hvad jeg kunne gøre" McFuls's øjne strålede

"Hvad er de ønsker af Skandierne?" Emma ville gerne vide hvad hun kunne vente af dagen i morgen

"Land, vi har brug for mere land" McFuls bed sig i læben

"Hvor meget?" Emma vidste godt hvor hun ville hen

"Ikke så meget" han så ned, nu kunne han ikke møde hendes blik, den mistanke var der med bekræftet

"Hvorfor er i så på vej mod hovedsædet?" Dette var afgørerne

"Vi ville have både" han skrabede nervøst med foden i gulvet

"Jeg ved det, men hvorfor tog du så så godt i mod mig, du ved da godt at jeg er Araluaner, ikke?" Emma skar helt ind til benet

"Du lignede min kone, jeg håbede at vil ikke ville nå til dette spørgsmål" han var bange, rigtig bange

"Jeg er har ikke på mit lands vejene, jeg er for at hjælpe en ven, Jarlen, men jeg har også ret til at indgå aftaler og kontrakter på mit lands vejene" Emma så McFuls i øjnene et kort øjeblik

"Ja" mere kunne han ikke få frem

"Jeg har ingen onde hensigter, jeg vil løse det her og så komme hjem, jeg fryser og vil hjem" Emma løftede stemmen for at det skulle trænge helt ind "vi få dette løst i morgen når vi kommer til Skandias hovedsæde" Emma vente om på hælen og gik, hun trak Trust men uden for lejeren, der følte hun sig mest tryg.

En kvist knækkede, Emma smilede svagt, sikke en dårlig snigmorder, tænkte hun, hun sørgede for at holde sit åndedragt regelmæssigt, hun trillede langsomt ud til den ene side, manden udenfor kvalte et host og Emma fik sig klemt ud under teltduen, hun havde heldigvis slået teltet op under et stort grand træ, hun lå på maven på de tørre nåle, manden bøjede sig ned for at stikke kniven i Emma, men hun var der ikke

"Hvad leder du efter?" Emma stod bag manden, han snurrede rundt og fik en knytnæve i hovedet og besvimede på stedet, "vel ikke mig?" Emma smilede og skar en flig at hans kappe af, bare for at vise at hun kunne have dræbt ham.

"McFuls, der er..." Vagten nåede ikke længer før han blev skubbet til side af Emma, hun holdte en kniv i den ene hånd og et stykke af morderens tøj i den anden

"Fortæl mig så, havde du tænkt dig at dræbe mig?" Emma holdte truende kniven hen under hans hage, og viftede med stoffet foran hans ansigt

"Undskyld" han lignede mere en slået hund end en leder

"Kom vi rider til Skandias Hovedsæde lige nu" Emma stak kniven tilbage i skeden og gik hen mod døren "rasten af hæren skal blive her, hvis ikke er du en død mand" Emmas stålblik mødte McFuls's han nikkede skræmt

"Godt, general gør min hest klar" få minutter efter var de på vej, Emma sagde ikke et ord, McFuls brokkede sig over det alt for hurtige tempo, Emma smilede og sagde at hun sagtens kunne klare hvis det gik lidt hurtigere og at de red langsomt i forhold til hvad Emma plejede, så stoppede den diskussion.

Emma holdte hånden op, McFuls stoppede, inden for døren kunne de høre Annabel og Karl snakke, Emma ville høre Annabels forklaring

"Emma sagde at hun ville komme ca 8 timer efter mig, men det betyder ikke at hun komme præcis 8 timer efter, ved de rigtige forhold ville hun komme ca 7 timer efter, men med for eksempel en vild øst mand på slæb ville det måske tage 10-11 timer, al ting er relativt" Emma nikkede, dette var hendes Annabel

"Kom" Emma viskede til McFuls "vi skal ind nu" Emma og McFuls gik ind af døren, Emma smilede og Annabel fnisede

"Her, hør på Emmas egen forklaring" Annabel gav Emmas hånd et klem, Jack kom hen og gav hende et kram

"Nej det er lige meget, du forklarede det rigtig godt" Emma vendte sig mod Karl "dette er McFuls, leder af de vilde mænd fra øst" Emma gik ud til siden hvor hun modtog et kys af Jack

"Tak Emma, McFuls, hvor dejligt at se dig, vi skal have styr på denne fredsaftale, Emma vil du hjælpe os igennem?" Karl havde ikke så meget forstand på alt det formelle, Emma nikkede "godt, Emma kan du ikke vise vores gæst hvor han skal bo?" Emma nikkede kort igen og McFuls fulgte efter hende ned af en gang

"Her skal du sove mens du er her" Emma gik hen imod døren "du er alene, og næste gang du prøver at dræbe mig slå jeg dig ihjel" Emma stålblik satte ingen tegn om at hun ikke ville gøre alvor af sin trussel, McFuls nikke og gik i seng, hun var farlig, det vidste han, han ville gerne have fred med Araluen, men Skandia, de to hørte åbenbart sammen, han trak på skulderen, det gik nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...