Emma; en histoire om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Der på bordet lå det hun kom efter, hun rakker hånden frem og har det næsten da en griber fat om hendes anden hånd og en stræk hånd lagde sig over Emmas mund "Tænk over konsekvenseren for de valg du træffer" sagde en stemme helt tæt på hendes øre, men Emma sparkede bag ud og ramte Angelinas skinneben. Emma er forældreløs og bor i Sylfiks len, i baron Felixs myndlinge hus, det hele ændre sig da hun finder en seddel oppe i det træ der har været hendes gemmested siden hun var 9 år, og den mystiske Ranger Angelina, begynder at holde øje med hende bliver alt anderledes... PS. Dette er 2'erne i serien "en historie om mod og venskab" så læs den først ellers bliver denne historie svær at forstå PPS. Jeg er ordblind så vær sød ikke at kommentere mine stavefejl, tak.

0Likes
0Kommentarer
364Visninger
AA

16. Bliv hjemme

Bliv hjemme

Emma blev vækket at en svag lyd, hun kunne ikke beskrive hvad det var for en lyd, bare hun vidste det, hun så ud af vinduet, månen var på vej ned, det var så mørkt som det kunne blive den nat, det var nu hun skulle uføre sin plan, nu. Hun rejste sig lydløst op, men Jack åbnede øjnene lidt

"Hvad skal du, min skat?" Jack tog hendes hånd

"Jeg kommer tilbage" Emma fik ham til at slippe

"Okay" han var næsten ikke vågen, Emma kysede ham og hviskede lydløst

"Bare bliv her" hun smilede og gik ud af døren som hun låste efter sig, bare han kunne tilgive hende. Emma sukkede og gik ned af gangen, hun kom ind i den store sal hvor Karl sad

"Undskyld, hvor langt væk er de vilde mænd fra øst?" Emma ville afsted nu

"En uges mach, hvorfor?" Karl var overrasket

"i hvilken retning?" Emma bed sig i læben

"Mod øst" Karl så forvirret på hende da hun gik

"Tak" råbte hun over skulderen, men hun var allerede langt væk, hun gik ud til stalden hvor Trust stod, hun sadlede ham op og begav sig mod øst, bare Jack og Annabel ville blive tilbage.

"Hvem er du?" En general stoppede Emma da hun red op igennem lejeren ved aftens tid dagen efter hun var taget afsted

"Jeg er en Ranger fra Araluen" hun ville ikke siger mere end højst nødvendigt

"Hvad skal du her?" Han blev ved med at spørger

"Jeg skal snakke med jeres leder" hun lagde vægt på skal

"Jeg skal se hvad jeg kan gøre" generalen vendte om på stedet

"Nu" Emma rørte ved bue strengen der hang over hendes skuldre, den brummede lavt og faretruende, manden forsvandt, lidt senere kom en vagt hen og vinkede Emma med sig, der gik lidt tid før de kom til et stort telt med vagter uden for

"McFlus venter dig" vagterne trådte til side, Emma steg af Trust og og så den ind i øjnene

"Bliv" det lignede næsten at hesten nikkede, Emma nikkede og gik ind

"Dette er en Ranger fra Araluen" sagde generalen

"Hvad ønsker han?" Emma rømmede sig "hvad?" Emma lod hætten falde så hende blonde lange hår kom til syne

"Jeg er Emma Koble, kongelig Ranger fra Araluen, jeg har lovet Jarlen at jeg ville hjælpe hvis i skulle gå i krig, og jeg holder mine løfter" Emma blev ved med at se på manden foran hende, ingen af dem så væk, de kunne begge lide hvad de så, en stærk person, en værdig modstander og en god allieret

"Hvorfor er du så her?" McFuls smilede men Emma forblev kold og urokkelig

"Jeg er en, i er mange, Skandierne kan ikke gå i krig, jeg lovede også dronningen at komme hjem i live, jeg ville løse dette på en fredelig måde, og så..." En vagt brød ind i teltet med en pige på slæb

"Undskyld jeg afbryder, jeg fandt hende her" Vagten holdte Annabel frem så de kunne se hende

"Annabel, hvordan? Hvorfor?" Emma var forundret

"Jeg er kommet for at hjælpe" Annabel smilede trist

"Ja det går jo fint ikke?" Emma løftede et øjenbrynet

"Nej" Annabel fnisede og Emma himlede med øjnene

"Kender du hende?" McFuls så fra Emma til Annabel og tilbage igen, begge nikkede

"Ja, hun er min lærling" Emma smilede og McFuls nikkede

"Hvad laver hun her?" McFuls talte kun til Emma

"Det er ikke spørgsmålet, spørgsmålet er hvordan?" Emma så på Annabel med et spørgen blik

"Du låste døren, jeg blev låst ude, jeg gik ud i stalden og så at Trust var væk, jeg fandt dit spor og fulgt efter, så endte jeg her, og, ja så" Annabel sprede hænderne ud og smilede

"Okay" Emma nikkede og så over på McFuls "vil du være sød at løslade hende, hun gør ikke noget" Emma smilede skævt

"Okay" Manden gav tegn og vagterne slap Annabel

"Annabel du skal ride lige tilbage og fortælle Jack og Karl at jeg komme cirka 8 timer efter dig, jeg rider ved daggry, du rider nu, der var en grund til at jeg låste den dør" Annabel smilede

"Var det mest for min eller Jacks skyld?" Emma lo og svarede

"Jacks, jeg ville bare havde sådan et forsping at han ikke vidste hvad det handlede om og hvor jeg var? Jeg glemt åbenbart at medregne dig som faktor" Annabel lo og Emma smilede

"Okay" Annabel vente sig mod McFuls "med din tilladelse vil jeg begive mig tilbage til borgen" Emma smilede af Annabels høflighed og forstand

"Du kan få min tilladelse hvis du vil sige til Jarlen at Emma har én ven med tilbage" Emma smilede, det var dette hun havde håbet på, men ikke ture sige

"Er vi venner?" Emma smilede til McFuls

"Ja, du minder om min hustru" McFuls så ned og Emma lagde en hånd på hans skulder, hun nikkede til Annabel der forlod teltet og red tilbage

"Fortæl, hvordan minder jeg om din hustru?" Emma satte sig ned på en stol overfor McFuls.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...