Emma; en histoire om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Der på bordet lå det hun kom efter, hun rakker hånden frem og har det næsten da en griber fat om hendes anden hånd og en stræk hånd lagde sig over Emmas mund "Tænk over konsekvenseren for de valg du træffer" sagde en stemme helt tæt på hendes øre, men Emma sparkede bag ud og ramte Angelinas skinneben. Emma er forældreløs og bor i Sylfiks len, i baron Felixs myndlinge hus, det hele ændre sig da hun finder en seddel oppe i det træ der har været hendes gemmested siden hun var 9 år, og den mystiske Ranger Angelina, begynder at holde øje med hende bliver alt anderledes... PS. Dette er 2'erne i serien "en historie om mod og venskab" så læs den først ellers bliver denne historie svær at forstå PPS. Jeg er ordblind så vær sød ikke at kommentere mine stavefejl, tak.

0Likes
0Kommentarer
353Visninger
AA

14. Bare fordi...

Bare fordi...

"Tænk, vi har været gift i 5 år nu, Jack" de var så lykkelige, men de havde endnu ikke fået børn, det var lidt trist, men det var nok heler ikke så godt, ingen af dem ville jo havde tid til det, men lidt sener

"Ja, skal du noget i dag?" Jack så på Emma

"Ja, men det tager ikke så lang tid, hvorfor?" Emma elskede stadig Jack som den dag for 15 år siden, hvor han havde bekendt sin kærlighed til hende

"Hvad skal du?" Jack kælede med hende, han var bare så dejlig

"Jeg skal spørger Annabel om hun vil være min lærling, hun er lige fyldt 15, hun har virkelig evner, det må ligge til familien" Jack lo, han havde sådan et dejligt grin

"Ok, skynd dig, jeg har en overraskelse til dig når du kommer hjem" Jack gav Emma et kys da hun rejste sig, Emma smilede

"Det vil jeg glæde mig til" hun vinkede og smuttede lydløst ud af hyttens dør, nu skulle hun besøge Annabel, hendes grandniece, og måske lærling.

Emma bankede på døren, der lød en utydelig stemme inde fra, kort efter gik døren op og Annabel kom til syne

"Hvad vil du?" Annabel så spændt på Emma

"Jeg vil snakke med dig, og din mor" Annabel sukke og så ned

"Jeg har ingen mor, jeg bor her alene sammen med min bedstemor, min far er også død, jeg husker ham ikke så godt" Annabel så på Emma, men Emma huskede ham, Martin, ham der havde forgiftet Sara

"Ok, må jeg komme ind?" Annabel nikkede, hun beundrede Emma, hun vidste næsten alt om hende, på nær det med hendes familie

"Ja" Annabel trådte til side og Emma gik ind i stuen hvor Matilde, Annabels bedstemor, sad

"Hej" Matilde så op fra den bog hun sad med

"Hvem? Hvordan? Annabel?" Matilde rejste sig op, hun var blevet forskrækket, Emma smilede

"Det er ikke Annabels skyld, jeg er Emma, din mands niece, jeg bad om lov til at komme ind, Annabel var klog og lukkede mig ind. Hvorfor kan du ikke lide mig?" Emma gik hen imod Matilde, der bakkede baglæns indtil hun faldt ned i sofaen

"Det er bare fordi..." Hendes stemme døde ud

"Jeg ved det" Emma vente sig mod Annabel "hvad ved du om din far?" Annabel gispede over spørgsmålet

"At han døde da jeg var lille" Annabel bed sig i læben, og så over på hendes bedstemor

"Matilde! Hvorfor har du ikke fortalt hende sandheden?" Annabel måbede og så nu på Emma, hende hun altid havde beundret

"Det er bare fordi jeg ville beskytte hende" Matilde rejste sig op og grab ud efter Annabel, men hun snoede sig bare ud af hendes grab, hun har gode reflekser

"Mod hvad? Sandheden?" Nu var det Annabel der var sur

"Hun mente det sikkert godt, men jeg mener altså ikke at man skal lade være med at fortælle sandheden, selv når man helst vil glemme" Emma så på Annabel

"Så fortæl mig sandheden, jeg er gammel nok til at bestemme selv, men hvorfor vil du have at jeg ved det?" Hun var slet ikke så dum, tros det blonde hår

"Du er gammel nok til at vide og forstå, og jeg vil spørge dig om noget, der er det vigtigt at du kender sandheden" Emma vidste godt at det også var lidt hendes skyld at Annabels far var død, selvom hun jo havde gjort det for Safira og Sara

"Ok, så fortæl" Annabel satte sig ned, men langt nok væk fra Matilde til at hun kunne nå hende

"Din far var sur over at hans ene tante var Ranger og havde så meget, men han var også sur over at hans anden tante, min mor, ofrede sit liv for dronningen" Emma så på Annabel der nikkede "han besluttede sig for at dræbe dronningen som hævn for sin ynglings tante, han ramte hende på overarmen med en kugle med en meget sjælen gift, dronningen blev syg, selv Ranger Safira troede at hun skulle dø, hun søgte trøst og støtte hos Angelina, min tante, og Martins tante, jeg var hendes lærling så jeg tog med" Emma bed sig læben, nu kom hun til det værste "da jeg så dronningens arm fandt jeg hurtigt ud af hvilken gift det var, jeg kender en del til gifte og modgifte så jeg kunne helbrede hende, efter det opdagede jeg din far, han tilstod over for mig at det var ham der havde gjordt det, jeg fangede ham, men kort tid inden retssagen hængte ham sig selv i hans celle" Annabel måbede, hun var bange, chokeret og vred

"Men..." Annabel rejste sig og så på Matilde

"Undskyld jeg fik sagt det så hårdt" Emma lagde en arm om hendes skulder

"Hvorfor har du aldrig fortalt mig det?" Annabel så chokeret på Matilde og derefter på Emma

"Bare fordi jeg gerne ville beskytte dig" Matilde rejste sig og grab ud efter Annabels hånd

"Jeg skal jo vide sandheden, når jeg skal ud og finde mig et arbejde" Annabel trak sig tilbage fra Matilde

"Du skal jo bare være tjenestepige" Matilde så vredt på Annabel

"Det bestemmer jeg selv, jeg har længe ønsket at være Ranger, og det bliver jeg når du dør" en tårer trillede ned af Annabels kind, Emma så forundret på hende

"Vil du være Ranger?" Emma smilede

"Ja" Annabel så op på Emma

"Hvor vover du at sige sådan noget, du ved hvad din far og farfar stod for" Matilde rejste sig op og gik hen imod Annabel

"Ja men jeg er ikke dem, og du bestemmer ikke over mig mere" Annabel gik beslutsomt et skridt frem

"Jo jeg..." Matilde stoppede da Emma lagde hånden på hendes skuldre

"Vil du gerne være Ranger?" Emma så på Annabel

"Ja" sagde Annabel igen

"Vil du være min lærling?" Annabel måbede da hun hørte det

"Hvad? Ja" Emma smilede

"Også efter det jeg lige har fortalt dig?" Emma så alvorligt på Annabel

"Ja, hvis det du siger er sandt, så er det ikke din skyld" Annabel smilede til Emma

"Godt, jeg har set dig træne, mød op ved min hytte i morgen tidlig" Emma smilede og gik ud af døren, nu skulle hun hjem til Jack, han havde en overraskelse til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...