Stolen Paradise (Jason McCann)

Violet er 17 år, hun har en helt almindelig hverdag sammen med familien + skole. Men en enkelt person bryder roen i byen. Ingen ved hvor personen kommer fra.. De ved kun at vedkommende har været skyld i flere mord, på samtlige piger. Det er en overraskelse for Violet, da hun finder ud af hvem morderen er...

4Likes
1Kommentarer
1445Visninger

3. S

Min hverdag går som alle andre 17 årige studerende. Du står tidligt op, gør dig klar på 1 time, tager bussen til skole, går ind på skolen, tjekker hvad time du skal have og hvor du skal være, du kommer hjem efter 10 timers lang dag, og laver de lektier du nu har fået får og har et par timers fri, du går enten tidligt eller sent i seng. Hvis det er sent, bliver det værst for dig selv. Men hvem i al verden giver en fuck omkring det?! - Jeg går sent i seng og tidligt op, ikke den bedste kombi, men jeg får det til at fungere med Redbull osv.

Jeg er ude for at gå en tur med vores lille bulldog, 5 år. Fin alder. 

Jeg går ned i byen for også at glo på noget i butikkerne, dog kun i vinduerne. Jeg har ingen penge med alligevel. 

Jeg går ud af byen og ned mod skoven på vejen hjem, den er hurtigst. - Vinden blæser lige ind mellem træerne og himlen begynder at samle sig sammen til en mørk sky.

Vi kommer nok ikke hjem inden regnen rammer os, siger jeg til Frida (hunden) - Ikke verdens bedste navn til en bulldog, men det virker.

Jeg trækker den kolde luft ind mellem læberne og lader den fylde mine lunger ud, gentagende gange. Noget bevæger sig inde i busken, og en hare kommer spænende ud fra den og Frida slår i løb og ud af hånden glider lædersnoren. - Jeg burde være mere opmærksom næste gang.

Hunden er sku hurtig på 4 ben i forhold til en 2 benet pige. Jeg kalder hendes navn højtlydt gennem skoven da jeg bevæger mig ind i krattet. Hun er langt foran men jeg har tænkt mig at følge efter hende. 

Jeg ville selvfølgelig gerne hjem før regnen ramte, men det blev der ikke noget af. Frida var pist væk efter mindst 5 minutters søgning. ,,Fuck!'' Mumler jeg ud mellem mine læber. 

,,Det må du nok sige, gosh!'' - En gren knækker højlydt bag mig og jeg som springer i en vendelse for at se hvem der snakker til mig. Til min overraskelse er det en lidt højere person med sort hættetrøje + hætten over hovedet på. Intet ansigt at tyde, en tung vejrtrækning. 

Regnen begynder at for alvor at falde. ,,Hvem er du? Har du set min hund?'' - Tillader jeg mig at spørge den fremmede mystiske person om. Jeg har slet ikke skænket det en tanke om at det kunne være en helt anden person end forventet. 

,,Ja, det har jeg. Og jeg ved hvor den er'' - Jeg blev en lille smule lettet, personen stod nu med siden mod mig, og pustede røg ud fra den cigaret vedkommende havde i munden. Den sad nu mellem pege- og langefinger. 

,,Kom'' Beordre den fremmede mig, jeg tøver lidt og står stille da den fremmede begynder at gå væk fra mig. ,,Ville du ikke have din hund igen?'' Spørger den lidt halvrustende stemme bag mørket som dækker hans ansigt. 

Jeg nikker - ,,Så følg med, du bliver også kold af at stå der'' - Hans stemme er stadig rusten og lidt hård nu. Det var vidst en ordre. Jeg følger hurtigt med for at kunne følge med ham. 

Jeg føler den kolde regn og vind mod min slanke lille krop. ,,Hvem er du?'' Spørger jeg ham, dog uden at se på ham. Han er lidt spooky. 

,,Hvem er DU?'' Gentager han spørgende efter mig. ,,Mhm, jeg er Violet, men min familie kalder mig Paradise'' - Jeg fornemmer at han ikke er den mest sociale type ever. Jeg høre en mumlende lyd fra ham. 

,,Det er en lang historie hvorfor De kalder mig det'' Siger jeg i hentydning til mit kalde navn; 'Paradise'

Resten af turen siger han intet, hvilket jeg heller ikke formoder at gøre. Jeg føler mig ikke tryk ved ham på nogen måde.

Vi komme til en lille sti, efter 30 sekunder begynder han at gå lidt langsommere end mig, men jeg bemærker det ikke. Regnen er for kraftig og høj til at jeg vil kunne høre at han går bag mig. 

,,Du er sikker på at dette er den rigtige vej?'' Spørger jeg med sammenknibende øjne og prøver at se enden af vejen, hvilket jeg umuligt kan i denne tætte og vilde regn.

Jeg skal til at vende mig om med så ser jeg at det bliver mørkt og jeg bliver skubbet ind i et træ med hovedet og jeg falder ind i et par arme og bliver båret væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...