Stolen Paradise (Jason McCann)

Violet er 17 år, hun har en helt almindelig hverdag sammen med familien + skole. Men en enkelt person bryder roen i byen. Ingen ved hvor personen kommer fra.. De ved kun at vedkommende har været skyld i flere mord, på samtlige piger. Det er en overraskelse for Violet, da hun finder ud af hvem morderen er...

4Likes
1Kommentarer
1439Visninger

4. O

Jeg vågner op på en blødmadres, som mærkes lidt våd. Vel på grund af mit våde tøj. Men her er varmt. Stadig mørkt. Posen er svær at trække vejret i. 

Jeg høre et par skridt ikke så lang væk fra mig. Jeg føler at jeg intet kan sige. Ilten er ved at slippe op.

Jeg rykker lidt på mig og til sidst sætter jeg mig op, det er en stor seng for jeg kan ikke bare svinge benene ud over kanten. Det må være en dobbeltseng.

Jeg høre hans dybe vejrtrækning, den kommer kun tættere. Jeg er bange, men viser det ikke - En hånd griber i min højre overarm og en anden ved min hals, han løsner posen og trækker den af mit hoved. Jeg hiver en stor ordentlig vejrtrækning ind for at fylde mine lunger helt ud.

Det næste jeg gør er at se op på ham, han er stadig iført samme hættetrøje men hætten lægger bag nakken på ham. For første gang ser jeg hans ansigt. Jeg havde dog aldrig forventet at skulle se ham. Morderen. 

,,Jason McCann?'' Bryder jeg stilheden. Han ser dog bare på mig, med sine lysebrune øjne. 

,,Du har hørt om mig?'' Spørger han så efter at havde studeret mig. Jeg nikker i tavshed. - Hvem har ikke det? - Jeg tænkte jeg som svar, men jeg sagde det ikke. Jeg er for bange til at sige det. Jeg kender ham trods alt ikke.

,,Du skal ikke være bange for mig.. Paradise'' Siger han og slipper posen i sin venstre hånd, som jeg havde over hovedet.

Han placere sig ved min side, men jeg forsøger at rykke mig længere væk fra ham. Dog tager han en arm om mig. ,,Jeg gør dig intet ondt'' - Hans stemme er dyb og mørk. Dyster.

,,Du er morder, selvfølgelig vil du gøre mig ondt'' Tvinger jeg mig til at sige. Jeg føler mig på ingen måde tryk ved ham.

,,Du kender ikke min metode... Jeg har haft fat i flere piger end jeg har myrdet'' - Det ramte mig lidt i at tænke på det han fortalte mig. Jeg bider læberne sammen og ser ned i trægulvet.

,,Gør som jeg siger og der sker intet med dig... Eller din familie'' - Jeg ser op på ham i det han nævner min familie. ''Du ved ikke hvor jeg bor! Så du kan ikke skade dem!'' Siger jeg hurtigt da jeg bliver bange for at om han virkelig ved hvor jeg bor.

,,Du skulle bare vide hvad jeg ved om dig'' - Han grinte efterfølgende. Han rejste sig og gik hen mod døren som nok føre ud til stuen eller køkkenet. ,,Jeg skal nok behandle dig godt, ind til videre... Paradise'' - Jeg er mundlam, ingen lyd forlader min mund.

Jeg tager mig til hovedet. ,,Hvad er det du vil med mig?'' Beklager jeg mig i en lav tone. - Jeg ømmer mig på panden og mærker noget forstørknet blod. 

Han forlader rummet uden at svare. Det er da altid noget at han snakker til mig, men måske burde jeg føle mig mere bange. 

Han kommer tilbage med en dryppende klud. Han bukker sig ned foran mig og begynder at duppe på min pande, jeg gisper kort da jeg virkelig mærker hvor meget smerten går på mig nu.

,,Du må undskylde at jeg slog hul i hovedet på dig. Det var ikke meningen, men du virker som en god og stærk pige'' - Han smiler kort, men ikke til mig. For sig selv. Hans stemme er stadig hård og kold. 

Han er sød ved mig lige nu, men hvem ved hvordan han er om få timer?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...