Battleground | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2014
  • Opdateret: 31 aug. 2014
  • Status: Færdig
Da en ung pige stikker af under krigen støder hun ind i en hårdkogt soldat, som hun redder fra at blive dræbt. Det umage par bliver tvunget længere ud ind i krigens fange arme og er tvunget til at arbejde sammen for at overleve. [ 1D er ikke kendte ]

20Likes
28Kommentarer
2856Visninger
AA

6. 5

Solen var begyndt at stå op igen og jeg indåndede den friske morgenluft. Zayn havde ikke sagt et ord til mig, siden mit flip tidligere. Han gik bare tavst få meter bag mig. Jeg forstod ham godt. Vi var ikke venner, vi hjalp bare hinanden. Men jeg håbede også at forstod mig når jeg sagde at han kørte hårdt på mig og kritiserede mig hele tiden. Noget i buskene ved siden af mig bevægede sig og jeg stoppede op, så Zayn passerede mig. Mit blik landede på noget inde i skoven, der pegede imod Zayn. Et gevær. "Zayn pas på", råbte jeg og styrtede frem mod ham, inden jeg tacklede ham i samme øjeblik et skud blev affyret. Vi ramte jorden med et bump og Zayn var hurtig til at skyde soldaten i busken, mens jeg lå over ham og gispede efter vejret. 

Manden faldte slap til jorden og Zayn tog fat om mig, mens han satte sig op. Stadig med mig over ham. "Er du okay?", spurgte han og kørte hænderne ned over mine arme, mens han kiggede på mig. Hans hænder efterlod en brændende fornemmelse på min hud. Jeg nikkede og rejste mig, inden jeg gik videre. Han kom op ved siden af mig og jeg låste mit blik fast på jorden foran mig, mens mit hjerte galopperede af sted. "Du reddede mig", sagde han og jeg nikkede, inden jeg forsigtigt kiggede på ham. "Hvorfor?", spurgte han og kiggede på mig. "For at bevise at jeg ikke er en kælling", mumlede jeg og han rynkede panden, inden hans ansigt lyste op. "Selena, jeg", begyndte han og jeg holdte en hånd op, så han stoppede og jeg sagde: "det lige meget, lad os bare finde den skide base". 

"Det er ikke lige meget", sagde han og trådte ind foran mig, men jeg gik udenom ham og han sukkede. "Gider du høre efter", råbte han og jeg vendte rundt, så vi kiggede på hinanden. "jeg behøver ikke at du fortæller mig at jeg er en kælling og du kunne klare dig bedre uden mig", svarede jeg og slog ud med hænderne. "Uden dig ville jeg have været død", sagde han og slog hånden ud i retning mod liget fra soldaten. "Det du sagde igår", sagde han og jeg lagde armene over kors. "Med at jeg hellere vil se dig dø", fortsatte han og jeg slog blikket ned. "Er det virkelig det du tror om mig?", spurgte han og jeg løftede forsigtigt hovedet, så vi fik øjenkontakt. Jeg rystede på hovedet og sank en klump, mens jeg lod mine hænder falde ned langs min side. "Jeg var bare sur og bange. I starten var det min opfattelse", mumlede jeg og han trådte tættere på mig, inden han sagde: "hvorfor skulle jeg ønske dig død?". Jeg slog blikket ned og han tog fat om min hage, inden han løftede mit hoved og vi fik øjenkontakt. "Det ved jeg ikke, fordi jeg er en pestilens", sagde jeg og slog ud med armene, mens han slap grebet om min hage. "Nej du er ej", sagde han og smilede, hvilket fik mig til at smile lidt. 

Jeg rømmede mig og kiggede væk, inden jeg spurgte: "skal vi gå videre?". Vi begyndte at gå og jeg kiggede hen på Zayn, ud af øjenkrogen. Han drejede hovedet og så på mig, inden han smilede til mig.

•••

Vi kom hen til en lille efterladt by. Der var ild i nogle forskellige biler og huse. "Jeg besøgte den her by som lille", sagde Zayn og kiggede rundt, hvilket fik mig til at spærre øjnene op. "Mine bedsteforældre for her", sagde jeg panisk og styrtede hen mod huset de bor i. Eller boede. Automatisk stoppede jeg op og gispede. Der var ild i noget af huset. "Nej", skreg jeg og styrtede hen mod døren, mens Zayn løb efter mig og råbte: "Selena". Jeg fik skubbet døren op og styrtede ind, inden jeg kiggede rundt og løb op af trapperne. Jeg stoppede op og fik tårer i øjnene. Inde i stuen var næsten alt brændt ned. 4 lig var henne ved sofaerne og på nogle madrasser, hvilket fik mig til at hulke højt og bryde sammen. Mine forældre og bedsteforældre var døde.

"Selena, du skal ikke", Zayn stoppede med at snakke, mens han stoppede op. Jeg hulkede og så op på ham, mens han satte sig ved siden af mig. "Er det din familie?", spurgte han og jeg hulkede, mens jeg nikkede og slog blikket ned. "Vi skal væk her fra", hviskede han og trak mig op og stå. Vi bevægede os udenfor og jeg blev ved med at stirre på jorden.

Vi kom udenfor og først nu opdagede jeg mine forældres bil foran mine bedsteforældres. Jeg hulkede igen og denne gang tog Zayn armene om mig, inden han trak mig helt hen til mig. Jeg slog armene om ham og hulkede igen. Han kørte en hånd henover mit hår, mens han hviskede:  "det skal nok gå". "Hvordan skal det gå, min familie er døde", sagde jeg ind i mellem hulkene og han strammede grebet om mig, inden han sagde: "jeg er her for dig". "Vi er jo ikke venner", mumlede jeg og han sukkede, inden han holdte mig ud i strakte arme. "Lad nu være med det der", sagde han og jeg tørrede mine øjne, mens jeg sagde: "du sagde det selv". "Det ved jeg godt", sagde han og tørrede tårerne væk fra mine kinder, efterfulgt af at han sagde: "men jeg har fortrudt". Jeg rynkede panden og så forvirret på ham. Han smilede og kærtegnede min kind, inden han grinede og sagde: "du er faktisk ikke så slem alligevel". Jeg fnes og smilede, men det falmede og jeg slog blikket ned. "Du er ikke i humør til jokes", sagde han forsigtigt og jeg rystede på hovedet, inden jeg sagde: "jeg vil gerne være din ven". Han smilede og slap mig, inden vi gik videre. "Jeg skal nok tage hævn over tyskerne for dig", sagde han og jeg smilede svagt, mens jeg så ned i jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...