Blod, sved og tårer {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Igang
Den 18-årige Bella Torres lever et dejligt liv. Hun har en sød bedste veninde og en fantastisk kæreste.Men da hun får at vide at hun er adopteret ramler hendes liv sammen. Og hvad sker der da hendes kæreste slår op med hende? Og så lige på hendes 18 års fødselsdag? Og da hun møder sin rigtige bror som oven i købet er verdenskendt? Læs med i Blod, sved og tårer {1D} og find ud af det...........

9Likes
4Kommentarer
500Visninger
AA

4. ¤¤¤

Bella's synsvinkel

"Bella. Du er adopteret" siger min mor.

"Hvad er jeg" råber jeg og rejser mig. "Bella slap nu lidt af" Min far hurtigt ovre ved mig. "Slap af?" råber jeg, "I har f*cking løget for mig i f*cking 18 år." Jeg tager mappen og løber op på mit værelse med tårene trillende ned af mine kinder. 

Jeg skal til at sætte mig i sengen da min mobil pludselig ringer. "Hey Brownie" siger jeg og prøver at lyde så glad som mugelight."Bella? Er du okay" spørger hun. "Ja, Jeg har det fint" lyver jeg og prøver at holde et hulk inde men det går ikke så godt. "Jeg kommer over nu" siger hun og ligger på før jeg når at sige noget. Jeg smider min mobil i sengen og gør det sammen med mig selv. Jeg begynder langsomt at åbne mappen.

Bella Tomlinson 

Stor der øverst. Neden under er det et billede af mig fra da jeg lå i min mors mave. Neden under det er der et billede af min rigtige familie og wow jeg har mange søskende, når man tænker på at jeg plejer at være enebarn. Der er dog en der fanger min opmærksomhed. Han ligner ham som Sarah altid viser mig på billederne. Jeg kigger op på mit efternavn. Tomlinson. Det er vist også det han hedder ikke? Det tror jeg. 

Døren går op og ind kommer min dejlige bedste veninde. "Hvad er det sket?" spørger hun. "Jeg er adopteret" siger jeg med tårer i øjnene. "Hvad?" siger hun og kigger forskrækket på mig. "Ja, Jeg er adopteret" siger jeg og giver hende mappen. Hun kigger lidt på den første side og begynder så at smile stort. "Jeg sagde det" siger hun og viser mig siden. "Ja du gjorde" siger jeg og rejser mig op og krammer hende. "Tak fordi du altid er der for mig" siger jeg og trækker mig ud af krammet igen. Hun kigger mærkeligt på mig. "Når ja, øh det......" siger hun men afbryder sig selv. "Jeg kan ikke" hvisker hun og løber ud af døren. Og her står jeg. Limet til stedet og aner ikke hvad jeg skal gøre. Hvad gik det lige ud på. Jeg ligger mig i sengen og finder mig computer frem. Jeg går ind på Google og søger på Louis Tomlinson.

Jeg går ind på Billeder og der kommer en masse billeder frem. Tænk at min rigtige bror er verdenskendt. Mærkeligt at tænke på.

Okay hvad ville du sige til at du pludselige fik at vide at du var adopteret og din rigtige storebror var med i et verdenskendt band.?

***

Det banker på døren og min 'mor' kommer ind. "Må jeg komme ind" spørger min 'mor'. Jeg ryster på hovedet, men hun kommer alligevel ind. Min 'mor' sætter sig på sengen. okay lad os bare kalde hende Ida. Det er meget nemmere. "Vil du ikke lade os forklare?" spørger hun i et stille tonefald. "Hvad er der at forklare spørger jeg efter havde klappet min computer sammen. "Det skal jeg nok sige, hvis du lover at lytte og ikke afbryde" siger hun og kigger mig dybt i øjnene. Jeg nikker da jeg alligevel gerne vil have deres forklaring. "Er du klar?" spørger hun og jeg nikker. "Okay det startede med at mig og Henrik rigtig gerne ville have et barn, men vi kunne ikke rigtig få det til at fungere. Du ved" siger hun og vi begge griner lidt. "Vi kom så i tanke om at vi kunne få et adoptivbarn og så fandt vi dig, og du var bare den sødeste lille pige." siger hun og smiler. "Vi lovede din mor ikke at sige noget, og så har vi snakket med hende her for et par dage siden, og fortalte at vi blev nød til at sige det.. Til sidst gav hun sig og vi fik lov til at sige det. Jeg vidste du ville blive sur men prøv så at tænke på hvis vi først fortalte det når du var 30. Det ville være slemt" siger hun og jeg griner.

"Det er okay. Men hvorfor var det min mor bortadopterede mig?" spørger jeg. "Det ved jeg ikke, og hvis jeg gjorde skulle jeg nok fortælle det" siger hun og smiler til mig. "Jeg er glad for at jeg har fået sådan en god fake-familie" siger jeg og vi griner lidt inden hun trækker mig ind i et kram.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...