Vi Spiser Ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2014
  • Status: Igang
// Vi spiser ikke, før Herren er ved bordet. Vi drikker ikke, før djævlen er blevet til støv.

27Likes
9Kommentarer
1020Visninger
AA

13. Vincent 19 år

 

Solen løfter sig op over horisonten, og dens første morgenstråler kaster et orange skær over vandet. Vincent sidder og betragter synet i teltåbningen, som han gør hver morgen. Engang imellem dykker silhuetten af en fugl ned mod overfladen, men ellers er alt stille. Bjergene bag ham danner mørke skygger. Vandet er roligt. Alt er, som det plejer. Og alligevel er alt så anderledes.
Her er der ingen bordbøn. Her er der ingen alkohol. Her er der ingen lussinger, ingen spanskrør, ingen tobak. Her er der ingen kræft, og der er ingen mor. Her er der ingen Michael.
Vincent har stirret på papiret i ugevis, og derhjemme er de sikkert ved at gå til af bekymring. Hans mor er sikkert ked af det igen, og måske er Michael det også. De snakker nok ikke sammen om det – sådan har man aldrig gjort i deres familie.
Det tager lang tid for Vincent at glemme dem, men det bliver bedre dag for dag. Efterhånden minder hans madlavning ham ikke om, da Michael lavede mad derhjemme og snakkede om politik ved bordet, og Vincents hjerne er næsten ved at lade være med at recitere trosbekendelsen, før han fører maden ind i munden. Næsten.
Endelig skriver han det eneste, han er sikker på, at han skal skrive. Han skriver, hvor han er, og han skriver, at brevene skal sendes til byen, der ligger et par kilometer væk. Han kan ikke skrive mere end det.
Vincent bader i havet og henter tørt tøj fra tørresnoren, før han slukker bålet og lægger sine ting indenfor i teltet, som han lukker igen. Der kommer ikke et øje herud, så han pakker det aldrig helt sammen. Desuden ejer han intet, der er værd at stjæle.
Han tager sin rygsæk, en flaske vand og sit brev, hvorefter han går gennem skoven i tre kvarter, før byen kommer til syne. Der bor omkring hundrede mennesker i den, men den ligger smukt og menneskene er søde. Han går ind på det lokale posthus, afleverer sit brev og går over i supermarkedet, hvor han køber ekstra mad og drikke, et par enkelte bøger og en grydeske, fordi han tabte sin gamle i sandet forleden og ikke kunne finde den igen.
Han ved ikke, om han er gladere eller ulykkeligere end før. Han er vel stadig lam, men idet mindste begynder maden at smage af noget igen, og solen er mere orange, end den var derhjemme, så alt er måske godt alligevel, selvom der ikke er nogen Michael. Men det er nok bedre sådan.

De næste par dage tager Vincent en tur hen til byen for at se, om der er kommet et brev. Indtil videre er der ikke, men han spilder ikke den lange gåtur, så i stedet drikker han en kop kaffe på caféen. Han overvejer, om han mon ser ligeså sofistikeret ud som Michael, for efterhånden har han også fået skæg, selvom han dog ikke har styr på politik endnu.
Efter en uge er der stadig ikke kommet et brev, og Vincent nøjes med at komme hver anden dag. Da der stadig ikke er kommet et, kommer han hver tredje.
”Jeg beklager, Vincent,” siger Regine. Det hedder hun, hende der står på postkontoret. Hun retter altid på sit hår eller sin nederdel og smiler ekstra meget, når han træder indenfor.
Vincent takker hende og går over i supermarkedet for at købe en skraber, for han opdagede, at hans skæg voksede ud i ujævne pletter, da han spejlede sig i vandet, og pludselig begyndte han at ligne sin far.
Han betaler kassedamen og forlader supermarkedet, da han får øje på en bekendt skikkelse. Han står med ryggen til og ser sig omkring, men hans gyldne hår er ikke til at tage fejl af.
”Michael?”
Han vender sig rundt, og han genkender ham, selvom det ikke sker lige med det samme. Vincent ville ønske, at han havde fået barberet sig først. Michael ser helt glat og pæn ud.
Ingen af dem siger noget, men Michael slår armene om ham, og Vincent krammer ham tilbage. Det minder ham om, da de var små, hvor de stod på samme måde, når Jørgen havde sagt noget tarveligt.
”Jeg har savnet dig,” siger Michael. Han trækker sig væk igen og betragter Vincents sjuskede udseende, men han griner alligevel med sit sædvanlige, skæve smil.
”I lige måde,” indrømmer Vincent, og de begynder at gå hen ad gaden mod skoven. I lidt tid siger ingen af dem noget.
”Jeg fik dit brev,” siger Michael så. Han har hænderne i sine lommer.
Vincent ved ikke, hvad han skal svare, og han nikker i stedet. Resten af turen foregår i stilhed, og det føles så uhyggeligt normalt, selvom det er mange år siden, de sidst gik sådan. Sammen uden at snakke.
De når endelig til stranden, og Michael ser sig omkring. Han nikker veltilfreds mod havet og kigger på bjergene.
”Det er et dejligt sted,” siger han. Han ser på tørresnoren og bålpladsen og teltet, og det undrer Vincent, at han ikke er mere overrasket. Måske havde han forventet lidt af hvert.
”Er du sulten?” spørger Vincent, og Michael nikker og sætter sig ned i sandet, mens Vincent tænder op i bålet. Solen nærmer sig langsomt horisonten, og himlen bliver gradvist mere og mere orange.
Vincent rækker ham en skål suppe, og han tager en skefuld af sin egen. Michael sætter sin ned i skødet og rækker hånden ud mod ham.
”Vil du bede med mig?” spørger han. Vincent synker og ser skeptisk ud.
Michael trækker på skuldrene og folder sine hænder, hvorefter han lukker øjnene og siger sin bordbøn. Vincents mave trækker sig sammen, og han får en kvalmende smag i munden.
Da Michael er færdig, tager han sin skål op igen og begynder at spise, og han ser ikke ud til at lægge mærke til Vincents ubehag.
Efter lidt tid spørger Michael endelig: ”Hvorfor tog du afsted?”
Vincent lægger sin skål fra sig og tørrer munden i ærmet. ”Det er kompliceret,” svarer han tøvende. ”Hvordan går det derhjemme?”
Michael sukker og ser betænksomt ud over vandet. ”Det går, som det altid har gået. Vi spiser ikke, før Herren er ved bordet. Der er ingen vin, ingen gæster. Kun hospitalsbesøg og kemobehandling,” mumler han. ”Jeg forstår godt, at du er taget herud.”
”Du kunne gøre det samme.” Vincent tænker ikke over ordene, før han siger dem, men han fortryder dem ikke. Oprindeligt var idéen at slippe væk fra Michael, men han ved ikke, om han er i stand til at leve uden. Vincent havde aldrig troet, at han ville savne civilisationen, men det eneste, der er værre end problemer og bekymringer, er for meget tid til at tænke over dem alene.
Michael ryster på hovedet. ”Vincent…”
Vincent ser på ham, og han har et næsten smertefuldt udtryk i ansigtet.
”Det kan jeg ikke. Jeg kom for at få dig hjem igen,” siger han.
Vincent kunne have svoret, at han mærkede sit bryst splintre. Her troede han, at Michael kom for at besøge ham, for at tilbringe tid sammen med ham, for at forstå ham. Og så er meningen det stik modsatte.
”Det er nået til dig også, er det ikke?” spørger Vincent og rejser sig op. Michael ser overrasket op på ham. ”Med bordbøn og det hele, Gud mig her, Gud mig der. Jeg siger dig, Michael, Gud har aldrig nogensinde været der for mig.”
Michael rejser sig forvirret op. ”Det er min pligt. Hun har taget mig til sig hele sit liv, og nu har hun brug for mig. Hun har brug for dig. Vincent, mor er døende,” siger han og slår ud med armene.
”…Så er det godt, at Gud kan tage sig af hende fra nu af,” siger Vincent vredt, og han tager skålene og går ned til vandkanten for at skylle dem.
”Vincent!” råber Michael desperat efter ham. ”Vincent, hun vil bare gerne se dig. Hun vil gerne tilgive dig.”
Vincent smider skålene, så de plasker mod vandet. Plasket minder om et bump. Bump fra da fars ølflaske gled ud af hånden, og han blev båret ud af ambulancefolkene. Væsken der flød ud af flaskehalsen. Vincents kinder er våde.
”Tilgive mig for hvad?” råber han.
”For at du… at du... ikke kan lide piger,” siger Michael. ”For at du kan lide mig.”
Vincents hals snører sig sammen, og hans vejrtrækning låser sig fast.
”Fordelen ved Gud er, at han elsker alle,” fortsætter han. Og før Vincent ved af det, har Michael kysset ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...