Vi Spiser Ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2014
  • Status: Igang
// Vi spiser ikke, før Herren er ved bordet. Vi drikker ikke, før djævlen er blevet til støv.

27Likes
9Kommentarer
1030Visninger
AA

12. Vincent 18 år

 

Vincent flyttede hjemmefra.
Han kunne ikke fortælle nogen hvorfor. Ikke sin mor, ikke Michael. Slet ikke Michael.
Klokken var fem om morgenen, da han samlede hele sin børneopsparing, greb den taske, han havde pakket dagen forinden, tog sin fars gamle campingtelt fra kælderen og skrev en seddel, som han lagde på mahognibordet.
Han havde svært ved at se, hvad han skrev, for hans øjne var blanke, og hans syn blev tåget. Han satte sig ned på spisestuestolen og hvilede ansigtet i hænderne, indtil hans tårer ikke længere dryppede og gjorde papiret vådt.
”Hvad laver du?”
Michael stod i døråbningen, og hans gyldne morgenhår strittede ud til alle sider, men det klædte ham alligevel. Han havde kun underbukser på.
”Ikke noget,” svarede Vincent, og det kom nærmest ud som en hvisken.
Michael så uforstående ud. ”Er der noget i vejen?”
Vincent rystede lidt for ivrigt på hovedet og begyndte at skrive videre på sedlen. Til mor…
”…Går du?” spurgte Michael, da hans øjne faldt på tasken og campingteltet. Vincent svarede ikke, og Michael satte sig ned på stolen ved siden af ham. Vincent ville ønske, at han havde haft tøj på.
”Hvorfor?” Michaels ansigt så blegt ud i det grå morgenlys.
Vincent trak på skuldrene og vidste ikke, hvad han skulle svare. Hvad kunne han svare? Han vidste ikke engang, hvad han skulle skrive til sin mor. Hvordan skulle han nogensinde kunne forklare hende, at hendes ene søn betragtede hendes anden søn som mere end sin bror?
”Du ville ikke forstå det,” sagde Vincent, og han satte det sidste punktum og tog sin oppakning over skulderen.
”Jamen, Vincent, du kan ikke bare gå…” protesterede Michael, og da de mødte hinandens øjne, var hans fuldstændig våde af tårer. Pludselig så han ikke voksen ud længere. Pludselig lignede han den samme, gamle Michael, som han havde været, da de var små.
Vincents hånd hvilede på dørhåndtaget. ”Jeg sender et brev, når jeg er nået frem.”
Så åbnede han døren og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...