Vi Spiser Ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2014
  • Status: Igang
// Vi spiser ikke, før Herren er ved bordet. Vi drikker ikke, før djævlen er blevet til støv.

27Likes
9Kommentarer
1032Visninger
AA

7. Vincent 13 år

 

Fuglene kvidrede, og Vincent havde allerede lukket sine øjne og lænet havestolen helt tilbage. Ved siden af ham sad hans far med en øl og en cigar i hånden.
”Nå, Vincent, hvordan går det i skolen?” spurgte han. Faren plejede ikke at sige så meget andet. Generelt sagde han ikke rigtig noget.
”Det går fint,” svarede Vincent og trak let på skuldrene. Faren tog en slurk af sin øl. Hans skæg var begyndt at gro ud, fordi han ikke havde barberet sig i lang tid.
”Er der nogle søde piger?” spurgte han. Spørgsmålet kom bag på Vincent. De plejede ikke at snakke om den slags.
”De er da meget flinke,” sagde Vincent.
”Er der en, der er pæn?” spurgte faren.
”De ser da alle meget fine ud.”
Faren sagde ikke noget i lidt tid. Vincent skiftede stilling for ikke at få solen i øjnene.
”Kan du lide nogle af dem?” spurgte hans far så.
”Næh,” svarede Vincent. Han kunne godt lide pigerne i klassen, men ikke på den måde, som faren mente.
”Er der da slet ikke nogen i klassen, du kan lide?” spurgte faren. Vincent vidste ikke, hvorfor det var så vigtigt, men idet mindste snakkede de rigtigt sammen, hvilket de ellers aldrig gjorde.
”Jonas er meget sød,” indrømmede Vincent. Det var rigtigt nok. Jonas hjalp ham altid med matematik, og han sagde altid noget smart, når Jørgen sagde noget dumt. Jonas’ hår var også rigtig flot, og Vincent havde aldrig set øjne, der var så blå.
Faren kiggede over mod ham. ”Hvordan mener du?”
Vincent tænkte over det. ”Det kilder sådan i maven, når vi snakker sammen,” forklarede Vincent. Hans far rejste sig op så brat, at havestolen væltede, og ølflaskens indhold gled ud over dens kanter.
”Vincent, hvad er det dog, du siger?” spurgte han, og hans ansigt var blevet rødt.
”Jeg forstår ikke…” mumlede Vincent, og han følte sig ked af det. For første gang havde de haft det hyggeligt sammen, og så blev faren pludselig vred.
Faren stormede mod terrassedøren, og han tabte sin flaske i farten, så den gik i stykker mod stenene. I nogle sekunder kiggede faren på den, og Vincent havde aldrig set nogen så ulykkelig.
Faren lod den være og fortsatte indenfor i huset, og Vincent fulgte efter. Han forstod ikke, hvad han havde gjort.
”Nå, der kommer I,” smilede moren, og det så helt forkert ud blandt den anspændte stemning. ”Vi skal spise nu… Sig mig, er der noget i vejen?” Hun kiggede uroligt på faren, der hvilede armene på køkkenbordet og tog en dyb indånding.
”Vores søn…” mumlede han, men så rystede han på hovedet og sagde ikke mere.

Den aften var hans far den første til at bede bordbønnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...