Vi Spiser Ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2014
  • Status: Igang
// Vi spiser ikke, før Herren er ved bordet. Vi drikker ikke, før djævlen er blevet til støv.

27Likes
9Kommentarer
1036Visninger
AA

5. Vincent 11 år

 

Vincent slog Jørgen hårdt i ansigtet, og Jørgen faldt til jorden med blod sprøjtende ud fra sin næse. Han begyndte at græde.
”Vincent, hvad er det dog, du gør?” råbte gårdvagten, og hun stavrede over til ham og greb ham hårdt i armen.
”Han kaldte Michael grimme ting,” sagde Vincent og så sig over skulderen, hvor Michael stod med snot og tårer løbende ned over sit ansigt.
”Derfor må man stadig ikke slå,” skældte gårdvagten. ”Gå op på kontoret.”
Gårdvagten hjalp Jørgen op at stå, og han begyndte at hyle endnu højere, selvom det umuligt kunne gøre særlig ondt.
Vincent så ned i jorden og gjorde, som han fik besked på, og Michael tørrede øjne og næse i sit skjorteærme, mens han fulgte ham med øjnene. Da Vincent næsten var nået ud af skolegården, kom Michael løbende og tog hans hånd.
”J-jeg går med,” snøftede han, og de fulgtes op ad trappen til kontorbygningen, hvor Michael gav slip og ventede uden for døren, mens Vincent gik indenfor.
Kontoret lugtede af kaffe og tobak, og væggene var malet i en grumset, grøn farve. Der var brune fliser på gulvet, og det larmede, hver gang Vincent tog et skridt. Sikkert så man ikke kunne ombestemme sig og flygte, når man først var trådt ind.
Vincent spurgte høfligt sekretæren, om han måtte se skoleinspektør Nielsen, og hun tastede et nummer ind med sine lange, rødmalede negle. Hun havde en cigaret i mundvigen, og hendes hår brusede omkring hendes rynkede ansigt som en grå løvemanke.
”Du kan gå op til Hr. Nielsen nu,” sagde hun, og Vincent lagde mærke til, at hendes tænder var gule, og hendes ånde lugtede af fisk. Det var sikkert al den kaffe og al den tobak. Hans far havde også gule tænder, men hans ånde lugtede for det meste af øl.
Vincent trådte op ad trappen, og på etagen ovenpå var der næsten ingen vinduer, og der var mørkt og støvet. Han gik hen til døren for enden af gangen og bankede på. En stemme kaldte ham ind.
”Er det nu dig igen?” spurgte Hr. Nielsen, og Vincent nikkede lydløst. Hr. Nielsen gestikulerede til, at han kunne tage plads, og Vincent satte sig ned.
”Hvad har du nu lavet?” spurgte Hr. Nielsen. Der stod tre tomme kaffekopper ved siden af hans papirer. Ved siden af kaffekopperne lå spanskrøret.
”…Jeg kom til at slå Jørgen,” forklarede Vincent, og han prøvede at lyde som om, at han var ked af det. Men det var han ikke. Jørgen havde selv været uden om det.
”Hvordan kan man komme til at slå nogen?” spurgte Hr. Nielsen og lænede sig ind over bordet. Hans skæg var klippet ujævnt, og han havde en bussemand siddende i næsen.
”Jeg blev sur, fordi han sagde nogle dumme ting,” fortsatte Vincent. Hr. Nielsen sukkede og lænede sig tilbage i stolen.
”Hvad sagde Jørgen?” spurgte han.
”Han kaldte Michael en horeunge og sagde, at han ikke var min rigtige bror,” svarede Vincent, og tanken gjorde ham næsten vred igen.
”Men Michael er heller ikke din rigtige bror. Jørgen har jo ret,” sagde Hr. Nielsen.
”Derfor er han en idiot alligevel!” sagde Vincent. Nu var han også vred på Hr. Nielsen. Det var ikke retfærdigt. Måske havde Michael ikke de samme forældre som ham, men han var vokset op i samme hus. Michael var hans bedste ven. Han var den bedste bror i verden, og ingen skulle sige det modsatte.
”Vincent, vi kan ikke tolerere den opførsel på skolen. Du har allerede fået mange advarsler. Dette er din sidste chance. Forstår du det?” spurgte Hr. Nielsen bestemt.
Vincent nikkede sammenbidt og så ned i bordpladen. Den var ikke lavet af mahogni, ligesom den var derhjemme.

Da Vincent fik lov til at forlade kontoret, gjorde hans fingre ondt, og de havde tre røde streger over sig. Han havde også fået en seddel med hjem.
Michael stod og ventede på ham udenfor, selvom hele klassen havde fået fri for over en time siden. Han skævede ned mod Vincents hånd.

”Gør det meget ondt?” spurgte han. Michael var aldrig blevet slået før. Ikke på skolen, i hvert fald.
Vincent løj og rystede på hovedet, og så gik de hjemad.

Da Vincent gav sedlen til sin mor, kaldte hun på hans far, og sedlen blev først underskrevet efter fem lussinger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...