Vi Spiser Ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2014
  • Status: Igang
// Vi spiser ikke, før Herren er ved bordet. Vi drikker ikke, før djævlen er blevet til støv.

27Likes
9Kommentarer
1026Visninger
AA

4. Vincent 10 år

 

”Vincent, gør som Michael og sig din bordbøn.”
Hans mor så afventende på ham, og Vincent lagde sin gaffel ned på dækservietten. Der stod en flaske vin på mahognibordet, og spisestuen duftede af kogte ærter og kylling. Michaels, farens og morens hænder var sammenflettede i hinanden, og deres øjne var lukkede. Michael åbnede forsigtigt det ene øjenlåg og skævede over mod ham.
”Jamen, mor, jeg forstår ikke hvorfor,” sagde Vincent. Hans mor forblev stille, som om hun var i tvivl om, hvorvidt hun kunne give slip på de andres hænder og åbne sine øjne. Hun sukkede utålmodigt.
”Vi spiser ikke, før Herren er ved bordet, Vincent,” forklarede hun, selvom det stadig ikke gav særlig meget mening for ham. Hvor var Herrens stol? Hvor var hans tallerken?
”Men…” begyndte Vincent, men hans mor kom ham i forkøbet, og stadig med lukkede øjne og sammenflettede hænder sagde hun: ”Vincent. Sig din bordbøn.” Vincent lod være med at komme med flere indvendinger.
”Jeg tror på Gud, den almægtige Fader, Himlens og jordens skaber. Jeg tror på Jesus Kristus, hans… hans…”
”Enbårne søn,” sagde moren.
”…hans enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, har lidt under Pontjus Palitus-”
Pontius Pilatus.”
”…Øh, Pontius Pilatus, blev korsfæstet, døde og blev begravet, nedfor til Dødsriget, opstod på den tredje dag fra de døde, opfor til Himlen, sidder ved Gud, den Almægtige Faders højre hånd, for at dømme-”
Moren sukkede igen. ”Hvorfra han skal komme.”
”…Hvorfra han skal komme for at dømme de levende og de døde. Jeg tror på Helligånden, den hellige katolske Kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”
Bordet var stille, før hans mor endelig åbnede sine øjne og kiggede på ham. ”Hvad mere?” spurgte hun. Vincent svarede ikke.
”Du mangler at sige Amen,” hviskede Michael.
”Michael, lad være med at hjælpe Vincent,” advarede faren, der ellers sjældent sagde noget.
”Øh, Amen,” mumlede Vincent som afslutning, og han greb fat i sin gaffel igen. Hans mave knurrede. Der var ingen, der snakkede. Hjemmets eneste stemme var stemmen af Gud.
Vincent havde aldrig forstået Gud. Han havde intet imod ham, for han havde aldrig mødt ham, så det var ikke logisk at hade ham. Men Vincent vidste ikke, hvordan hans mor kunne elske Gud så meget. Han havde engang spurgt, om hun da havde snakket med Gud, og hun sagde, at Gud talte til hende hver dag. Vincent spurgte, om det var det, man kaldte en åbenbaring, men så rystede moren på hovedet og sagde, at hun slet ikke var værdig nok til den slags besøg. Det gjorde Vincent meget forvirret.
I deres hjem bad man bordbøn tre gange om dagen, så Vincent og Michael skulle også gøre det, når de var i skole, selvom de altid plejede at springe over, fordi de andre i klassen syntes, at det var underligt. Men da moren havde spurgt deres klasselærerinde, om de bad før frokost, havde hun undrende rynket øjenbrynene og svaret nej, og siden da lod Vincent og Michael altid som om, at de bad, hver gang klasselærerinden var ansvarlig for dem under frokost.
Vincent og Michael skulle også bede aftenbøn sammen, men Vincent nåede dog tit at falde i søvn, før de var blevet færdige. Heldigvis sladrede Michael ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...