When Worlds Collide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 17 årige Cayleb ser et meteornedslag og beslutter sig for at undersøge det. Men i stedet for en meteor, finder Cayleb noget helt andet; en engel faldet til jorden uden nogen anelse om hvorfor eller hvordan han skal komme hjem igen. Uden at vide det, er Cayleb spundet ind i et spil, et spil lavet af højere magter.

2Likes
11Kommentarer
731Visninger
AA

14. Epilog - For "sidste" gang

Jeg vågnede op, gjorde mig klar, og gik ned i min bil, som jeg gjorde hver dag. Sølvkorset, der lå om min hals morgenen efter Marael forsvandt, hang sikkert om min hals. 

Der var ikke nogen der kunne huske Marael. Nathan kunne kun huske, at der havde været en lyshåret dreng, jeg var forelsket i, men resten var blevet fjernet. Mr. Jonah var igen vores lærer, og ingen syntes at kunne huske Miss Nero. Jeg havde ikke anet helt hvad jeg skulle fortælle flokken, om hvorfor jeg var ked af det, men ingen stillede spørgsmål, i stedet fik jeg kæmpe krammere. Nats forklarede senere, at han havde fortalt dem, at jeg var blevet vild med en fyr, der var skredet lige så snart jeg fortalte om mine følelser.. Hvilket jo næsten passede, bortset fra Marael ikke gik frivilligt.

Jeg så uinteresseret op på læreren. Sølvkorset knugede jeg i min hånd, for at aflede mine tanker fra Marael. Jeg så ned på det, og læste igen inskriptionen bag på:

Som den sidste fjende, tilintegøres døden

Cirazael

Jeg tror Englen var bekymret for at jeg skulle glemme hans besværlige navn, hvilket var en meget venlig tanke. Nathan puffede til mig, og mine tanker vendte tilbage til skolen. 

Da jeg trådte ind i min lejlighed, brød jeg ud i gråd. Det var blevet rutine, næsten. Jeg åbnede døren, råbte "Marael, jeg er hjemme!" og når den rungende stilhed svarede, græd jeg igen. Jeg satte mig på sofaen og tørrede mine øjne, blot for at tårerne igen gjorde dem våde. Jeg kunne næsten føle Maraels arme omkring mig, hvilket blot gjorde mere ondt. 

"Shh," blev der hvisket bag mig. "Det var ikke sådan, jeg havde håbet du så ud." 

Jeg vendte mig om. Der, lige bag mig, stod min lysende Engel. Marael stod omgivet af lys og med vingerne foldet på ryggen. Jeg rakte hånden op, og nev mig i kinden.

"Av.." konstaterede jeg, og Marael kiggede underligt på mig. "Du er virkelig.." bævede jeg, og rejste mig. "Du er her virkelig?" Jeg lod min arm glide frem foran mig, og mine fingre rørte ved Maraels ansigt. 

"Ja, Cayleb." 

Jeg sprang i armene på ham, og græd endnu mere end før. Han trykkede mig ind til sig og rokkede os frem og tilbage. Sådan stod vi længe, ingen af os havde lyst til at flytte os fra hinanden. Vores læber skiltes ikke, andet end for at trække vejret. Mine fingre flettede sig ind i hans fine hår og trak mig endnu tættere på ham. Mine ben stoppede så med at virke, og jeg begyndte at glide, men Marael holdte fast i mig og lo, mens han fik mig bugseret tilbage på sofaen. 

"Hvad laver du her?" spurgte jeg vantro. "Er sammen med dig." Maraels blå øjne gnistrede lykkeligt, mens han strøg min kind. "Jeg spurgte, jeg bønfaldte Mester Uraziel om at gøre mig til din Skytsengel. Herre Cirazael fik ham og Vor Herre overtalt til at jeg måtte gå på Jorden med dig." 

Hmm. Jeg undrede mig over hvor stor en indflydelse den hvidhåret Cirazael egentlig havde, siden han kunne få sådan noget igennem. Men den samme Engel havde jo også lovet mig i Himlen. "Og de gav dig lov?" spurgte jeg. Marael behøvede ikke at svare, hans smil sagde det hele. Mit hjerte smeltede simpelthen ved synet af denne kærlige skabning, der nu ved Herrens lov var min. Det var ikke til at tro på. 

"Men siger Gud ikke at mænd ikke må være sammen?" spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Marael kiggede forvirret på mig. "Eh?" Han lagde hovedet på skrå, men fik så en åbenbaring, der ledte til et forstående ansigtsudtryk. 

"Ah, du mener jeres Bibel siger det forbudt? Biblen er altså menneskets påfund, er jeg nød til at fortælle dig, Engel," smilte han forklarende og nussede mig. "Det eneste forbud ala det, er at Engle og Menneske ikke på være sammen.." Hans stemme sagtnede og han gned sine hænder. 

"Men alligevel fik du lov?" Han nikkede. 

"Så du er min helt alene nu?" Han nikkede endnu engang, med et stort smil.

"Din, til den dag du trækker dit sidste åndedræt, og selv derefter." Han lænede sig mod mig, og placerede sine læber på mine. 

 

***

Uraziel lo højt. Cirazael havde overgået sig selv, havde han fundet ud af. 

"Hvad bringer dig så meget morskab, min kære?" spurgte den kvindelige Ærkeengel Uriel. Han kiggede på hende, og så hende forbrændte arme. 

"Du skulle ikke have haft lov til at overtage hans straf," sagde han fortrydende. "Det burde have været mig, Moder." Uriel lo hjerteligt. 

"Åh min kære," sagde hun og slog ud med de forbudne armene. "Jeg er Ild her, dette er intet. Nyd i stedet din morskab. Du ved jeg kan klare disse små forbrændinger. Da jeg tog straffen for dig, var det langt værre. Og min Synd.." Hun tav og smilte så igen. 

"Dit barn klarer sig nu meget godt. At kunne få Cirazael til sådan noget." Hun lavede et imponeret ansigtsudtryk, men Uraziel skar ansigt. "Det var nu mennesket, vil jeg tro. Cirazael syntes åbenbart godt om ham." Uriel lo og baskede med vingerne i morskab. 

"Så endte det hele jo lykkeligt," klukkede hun, og så på den skærm, der viste de to unge i en varm omfavnelse. 

"Som den sidste fjende, tilintetgøres døden," sagde hun og rystede på hovedet. "Det burde hedde tilintetgøres ulykke." Uraziel nikkede enigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...