When Worlds Collide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 17 årige Cayleb ser et meteornedslag og beslutter sig for at undersøge det. Men i stedet for en meteor, finder Cayleb noget helt andet; en engel faldet til jorden uden nogen anelse om hvorfor eller hvordan han skal komme hjem igen. Uden at vide det, er Cayleb spundet ind i et spil, et spil lavet af højere magter.

2Likes
11Kommentarer
744Visninger
AA

8. -6

Et par varme arme havde mig i en skruestik. Marael lå med armene omkring mig og sov tungt. Jeg havde sovet så godt, med ham i min seng, med  ham i nærheden. Jeg følte mig ikke så alene, som jeg normalt gjorde, når han var sammen med mig. Det føltes rigtig. Jeg lå og tænkte længe, mens jeg lå hos ham. En dag skulle han hjem. Hjem, hvor jeg ikke længere kunne se ham igen.. Og jeg ville måske, kun måske, komme i Himlen, hvor han var, og selv hvis det skete, ville det kræve et mirakel større end alle Jesus' for at jeg kunne blive hos ham. Tårer kom frem i mine øjne, selvom de sved fra dagen før, og jeg klyngede mig ind til Marael. Tanken om at han ikke ville være hos mig... Mit hjerte gjorde ondt aller inderst inde. 

"Cay?" mumlede Marael søvndrukken. Jeg smilede ind i hans brystkasse.

"Jeg skal i skole inden så længe," sagde jeg. Han kom med en utilfreds lyd og klemte mig hårdere i et sekund eller to, inden han så løsnede sit greb og gav slip.

"Kom så af sted, så du kan skynde dig tilbage til mig," mukkede han med smil i stemmen. Jeg strakte mig, og kom ud af sengen, om end det var modvilligt.

Jeg åbnede døren ud af lejligheden og råbte tilbage til Marael.

"Der er mad i køleskabet til når du bliver sulten!" 

En bekræftende lyd kom fra mit værelse og jeg lukkede leende døren og låste den. 

 

***

 

Nathan kastede sig ind på sædet af min bil, efter vi havde været i skole. 

"Nåh, lad os komme af sted!" sagde han spændt. Jeg stirrede forvirret på ham.

"Hvorhen?" spurgte jeg. Han var bare pludseligt dukket op. 

"Hjem og se den fyr, du så desperat gemmer!" Jeg så væk og rødmede. "Aaah, jeg har fat i noget!" jublede han lalleglad. Jeg lænede mig tilbage i sædet. 

"Hvordan vidste du, du var til drenge?" spurgte jeg. Nathan blev stille lidt tid. 

"Jeg opdagede da min bedste ven fik sin første kæreste.. min verden brast sammen, idet jeg opdagede, jeg tænkte på ham, på en helt anden måde." Jeg så på ham. Han kiggede bare tomt ud af foruden. "Jeg holdt det inde meget længe.. men da ham og hans kæreste slog op.. jeg kunne ikke styre mig.." Han kløede sig i håret. Så lo han trist. "Min ven.. blev meget.. ja.."

Jeg lagde en hånd på hans arm og smilte til ham. 

"Det okay," sagde jeg. Et tomt smil svarede tilbage. Så kom der lidt liv tilbage i øjnene. 

"Så du er på vej over til det andet hold?" grinte han. Jeg smilte og rødmede. 

"Well... nej, jeg tror ikke jeg som sådan er til drenge..." Jeg gik død i sætningen.

"Det kun én speciel dreng?" afsluttede Nathan med et spørgsmål. Jeg nikkede. 

"Og denne dreng.. Det skulle vel aldrig være...?" 

Min rødmen svarede for sig selv og Nathan lo. Han åbnede bildøren.

"Hvad?" spurgte jeg undrene, hvorfor gik han dog ud? Nathan smilede et lettere pint smil tilbage.

"Tag hjem til din prins, ikke?" Han lukkede bildøren. Jeg mærkede hvordan min dårlige samvittighed blussede på. Jeg styrtede ud af bilen og løb efter Nathan. 

"Vent..!" pustede jeg og greb fat i ham. "Kom med hjem! Du min ven, du skal se ham an, ikke?" 

Nathan smilede og gav mig et kram. 

"Men ikke noget med at blive vild med ham, okay?" formanede jeg. Marael var kun min. Den tanke undrede mig lidt, men så alligevel ikke. Nats grinede og lavede en af sine sædvanlige teatralske ansigter.

"Jeg lover intet!" sagde han.

 

Jeg låste døren op - hvilket i teorien var unødvendigt, siden Marael altid var hjemme - og råbte: "jeg er hjemme!" Nathan og jeg smed vores jakker og tasker, og sjokkede ind i stuen. 

"Marael?" kaldte jeg, men han var ingen steder at se. Det var efterhånden ved at blive normalt for mig, at han dukkede op ud af det blå.

"Jeg ser altså ikke nogen stjernelækker fyr nogen steder," sagde Nathan skuffet. Jeg vendte mig om mens jeg trak på skuldrene. "Han kommer frem.. før eller siden.." 

Jeg kiggede over mod altandøren, men den var lukket. Han lod den altid stå open, når han var derude, så, hvor var han så? 

Vi satte os i sofaen og tændte for fjernsynet. Nathan snakkede om Sierras tøj, og jeg svarede, selvom jeg kun tænkte på, hvor Marael var henne. 

Lige pludselig, som dukket frem af den tynde luft, hørte jeg Maraels stemme bag mig. 

"Cayleb?" spurgte han. Der var en klang i hans stemme, som jeg slet ikke genkendte. "Du hjemme. Og det er?" Det var tydeligt at han mente Nathan. Vi rejste os op fra sofaen. 

"Nathan, det Marael. Marael, det her er min bedste ven, Nathan." Nathan løftede en hånd hilsende og Marael bøjede hovedet - noget han ellers aldrig gjorde med mennesker, andre end Sierra.. jeg tror så heller ikke han rigtigt så hende som menneske - og kiggede så direkte ind i mine øjne. Noget vildt hærgede dem, de brændte. Hans krop var anspændt som en bue, og det var tydeligt, han var på vagt over for et eller andet. Det kunne umuligt være Nats, han var aldrig sådan i nærheden af Sierra, og hun var den mest.. et eller andet, han havde mødt.

"Er du okay?" spurgte jeg bekymret, mens jeg gik over mod ham. Han trådte lidt væk, men tog sig så i det, og blev stående. Jeg rynkede panden og følte mig såret.. Hvad var der med ham? Langsomt tog jeg hans hånd. Han skar ansigt og kiggede mod altandøren med et plaget udtryk. Så lignede det, han tog en beslutning, og trak mig ind i sine arme. 

"Aie ono Emao," hviskede han så lavt,  at jeg slet ikke var sikker på, om han rent faktisk sagde noget.

Efter lidt tid, rømmede Nathan sig. 

"Ææh, Cay.. Jeg er her stadig.." 

Rødmende skubbede jeg mig væk fra Marael, skyndte mig over til Nats. Marael klukkede og forsvandt ind på sit værelse. Imens havde Nats plantet sig på sofaen og så på mig med skinnende øjne. 

"Hvor har du fundet ham?" spurgte han, næsten savlende. Jeg satte mig ved siden af ham og rødmede - lidt mere. "Jeg gik en tur.. og så var han der, manglede et sted at være," forklarede jeg, så sandt jeg kunne. Jeg brød mig ikke om at lyve, og slet ikke for Nathan. Så derfor fortalte jeg hvad jeg kunne, uden at afsløre Maraels.. hjemsted.

"Har Sierra ikke lært dig, at du ikke må slæbe folk med hjem?" spurgte han "formanende", men det mistede effekt, da han smilede. 

"Jeg tror mor har nævnt det," indrømmede jeg. Mor = Sierra. Hun tager sig af alle i vores gruppe. Så hun er mor, min tvilling og min ægtefælle.. sådan cirka. Nathan brød ud i endnu en latterbølge, og det meste af aftenen, sad vi bare og grinte over forskellige ting, mens Marael en gang imellem kom ud. 

 

***

 

Nathan var nød til at gå, ikke ret lang tid før aftensmad. Hans søster hentede ham foran lejligheden, så jeg skulle ikke køre ham, og han slap for at gå. 

Marael sad i sofaen og holdt øje med altandøren.. igen.. 

"Hvad er der galt?" spurgte jeg. Stadig med blikket mod døren, svarede han.

"Ikke noget specielt." 

Jeg blev irriteret. Han skulle ikke sidde der og lyve, så jeg tog en bog fra bordet - de var alle steder, bøgerne, altså - og kastede den efter ham. Han greb den, uden overhovedet at kigge. Men han drejede dog hovedet og så på mig. 

"Fortæl mig det så!" forlangte jeg og stampede i gulvet. Han sukkede irriteret og kiggede så ned på sine hænder. 

"Det er ikke noget, du skal bekymre dig om," sagde han, og rejste sig. Han gik over til mig, og lagde hænderne på mine kinder. "Det er bare.. jeg føler, jeg bliver holdt øje med. Det er nok bare min fantasi." mumlede han, og lagde sin pande mod min. Jeg lukkede øjnene. Slappede af. Åbnede dem igen. 

Kiggede i retning af altandøren, uden at vide hvorfor. 

Og fik øje på et sæt flammende røde øjne. Jeg skreg, og Marael blev straks alarmeret. Han fik mig ned på gulvet, og sprang over mod altandøren. Han flåede den op, undersøgte altanen nøje, og kom så ind igen. Han hjalp mig op, satte mig i sofaen, og gik så i gang med at trække gardiner for over alt i lejligheden. Der blev raslet i køkkenet, og et par minutter efter kom han ind med to kopper varm kakao. Jeg tog taknemmeligt imod den han rakte mig. 

"Hvad var det?" hviskede jeg forpint. Han sukkede tungt og kiggede ud i intetheden.

"Djævel," svarede han og knyttede hænderne. "Eller, det tror jeg kun. Det kan have været en Falden engel på afveje. De bliver tiltrukket af Ufaldne." 

Jeg gøs igen, og han så på mig med et kærligt glimt i øjnene. "Jeg passer på dig, Cayleb," sagde han så, lovede han. En varm følelse gik igennem kroppen på mig, og jeg lænede mit hoved mod hans skulder. 

"Hvad hvis det var en djævel?" spurgte jeg. Han lagde sin arm omkring mig. 

"Hvis det var en djævel, så er det også normalt. Det kan være en temptan, en frister. De prøver at lokke mennesker i uføre," sagde han. 

"Findes der mange former for djævle?" spurgte jeg. Jeg kunne mærke en kuldegysning gå gennem hans krop, og fortrød jeg stillede spørgsmålet, men han svarede alligevel. 

"Der findes et væld af dem, Cayleb. Djævle er laverestående. Dæmoner er Helvedes version af Engle. Mange af officererne var højerestående Engle inden Faldet." Jeg nød at lytte, mens Marael fortalte, også selvom det var noget så fjernt og farligt som Helvede. 

"Hvad med Lucifer?" spurgte jeg så. Hans krop blev helt stiv. 

"Lucifer... er ikke længere," svarede han så, efter lidt tid. Jeg så op på ham med et forvirret ansigtsudtryk. 

"Er han død? Det kan da ikke passe!?" sagde jeg. Han så ned på mig med et lille smil. 

"Lucifer er... Det er en helt anden historie, Engel, men den får du ikke. Men Lucifer er ikke længere, og en anden er Konge over Helvede." Derefter nægtede han at fortælle mere om Helvede. Kun at der var 72 Dæmonhærfører.

"Har I så også en hær?" spurgte jeg, nysgerrig efter at vide mere om hans verden. Han nikkede. 

"Ja. Mester Mikhael er den Øverste Hærfører." 

"Er du en af de andre hærfører?" 

Endnu engang nikkede han. "Den 61'ende." 

Vi var stille lidt, mens vi drak vores kakaoer. Så kiggede jeg op på ham igen. "Har du nogensinde været i krig?" 

Et spjæt gik igennem Maraels krop, og kakaoen skvulpede over. "Ja," sagde han så, og tog en dyb indånding. "Jeg er for ung til at være med i Faldet, men jeg har været i krig.. Mod Helvede.." Jeg ventede spændt på han fortsatte, men han gav mig et forpint smil og nussede mig på hovedet. "Det er også en anden historie, du må få en anden gang." 

Det måtte jeg jo leve med, at han havde en del hemmeligheder. Men der var en sidste ting, bare en. 

"Hvem vandt?" 

"Der er aldrig vindere i en krig, Engel, kun sejrherrerne," sagde han og nussede mig i håret. "Ingen vinder en krig. Men den krig, vandt vi begge." Det lød ret kryptisk... Begge sider vandt.. Nå, jeg fik ikke historien, så jeg borede ikke mere i det. Jeg smilede til Marael, der gav mig et kærligt smil igen. 

 

Vi lå i min seng - jeg var blevet meget glad for ikke at ligge alene. Marael sov allerede, selvom han havde været så anspændt, siden jeg så øjnene udenfor. Hans vejrtrækning var rolig, det krøllede hår lå som en rodet glorie omkring hans hovedet, hans læber var let skilte, og de vidunderlige øjne var gemt bag øjenlågene. Forsigtig, i frygt for at vække ham, rørte jeg hans læber med fingerspidserne. Så gled de op til kinden, hvor de for en kort stund fandt hvile, inden de blev først op til virvaret af hår. Det var utroligt blødt, til trods for hvor uglet det var. Et lille smil gled over mine læber, og mine øjne vældede over med vand. 

Jeg var forelsket i ham.

Dette smukke væsen. Og kun ham.

Tanken fik mig til at smile endnu mere, mens jeg snøftede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...