When Worlds Collide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 17 årige Cayleb ser et meteornedslag og beslutter sig for at undersøge det. Men i stedet for en meteor, finder Cayleb noget helt andet; en engel faldet til jorden uden nogen anelse om hvorfor eller hvordan han skal komme hjem igen. Uden at vide det, er Cayleb spundet ind i et spil, et spil lavet af højere magter.

2Likes
11Kommentarer
736Visninger
AA

7. -5

Vi pakkede badetøj trods vejret. Marael var begejstret og spændt, så jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre med ham. Jeg fik ham til at lave noget mad - almindelige sandwichs kunne han godt finde ud af - mens jeg fandt noget tøj vi kunne bade i. Håndklæder, shorts, t-shirts, lidt af hvert. Jeg tænkte solcreme nok ikke var nødvendigt.

Han så skeptisk på bilen.

"Er det sådan.. i kommer rundt?" spurgte han meget lidt glad. Jeg nikkede og låste den op.

"Ja, sæt dig nu ind i den." Jeg satte mig ind på førersædet og tændte den.

Stadig utilpas steg han ind i bilen, og lukkede døren. Han gav et forskrækket hvin fra sig, da jeg kørte ud af indkørslen og greb fat i min arm. Jeg lo og satte bilen i gear.

 

"WAAUH!!" gispede Marael med store øjne og åben mund. "Er det her virkelig havet?" 

Altså... teknisk set var det vel lidt af det, selvom vi sagtens kunne se over fjorden. Men Marael var imponeret og glad. Også selvom bølgerne var høje, vinden var kold og bidende, ingen sol, og det første strejf af vinter var på vej. Marael smed sin t-shirt i retningen af mig (den t-shirt som så var den eneste form for overtøj, han havde taget på  -.-" ) og styrtede ud i bølgerne. Bare synet fik mig til at fryse mere, end jeg i forvejen gjorde, og jeg havde endda til hue, halstørklæde og stor jakke på. 

"Kommer du i?" Vinden bar Maraels stemme op til mig. Jeg tog resten af vores oppakning og gik tættere på vandet.

"Neej, jeg klarer mig." 

Marael trak på skuldrene og dykkede ned under. Kort tid efter kom han op igen, han slyngede sit våde hår væk fra ansigtet. Han vinkede mig ned til ham, men igen rystede jeg på hovedet for at sige nej. I stedet foldede jeg det tæppe ud, jeg havde medbragt, og kiggede så på Marael, der legesygt plaskede rundt. Han dykkede, blev nede i lidt tid, længere af gangen, kom op, og fortsatte så. 

Efter godt en halv time kom han op igen. Vandet drev ned af ham, fik hans muskulatur til rigtig at blive vist frem. Jeg så rødmende væk fra ham, distraheret af at finde ham et håndklæde. Han tog takkende imod det, og satte sig ved siden af mig.

"Det var altså dejligt," grinte Marael og gned sit hår. Endnu en rystelse af kulde gik igennem mig, og jeg smilede tænderklaprende. 

"Du har heller ingen sans for temperaturer," svarede jeg. Han lagde hovedet på skrå og løftede et øjenbryn. 

"Synes du, det her er koldt?" spurgte han, oprigtig forvirret. Jeg nikkede. Han lagde en arm omkring mig, en handling jeg slet ikke havde forudset, så jeg stivnede fuldstændigt, og rødmede endnu engang. Endnu en arm lagde sig om mig, og til sidst omsluttede Maraels lange krop min. Presset mod hans bryst, kom jeg til at grine.

"Gisp, jeg kan ikke få vejret," lo jeg. Det rykkede i hans krop, da han også lo, og han gav slip på mig. Så kiggede han ned af sig selv. 

"Nu jeg jo våd," konstaterede han nøgternt. Jeg rystede på hovedet.

"Havde du nu ventet i to sekunder, havde du opdaget, jeg havde taget badetøj med til dig," sukkede jeg. Marael trak bare sorgløst på skuldrene og smilede drenget. Smilet gav mig en kildrende fornemmelse maven på mig, som jeg ikke helt kunne bestemme. Jeg kiggede ned på mine tæer og snøftede. Marael lagde sine fingre omkring mit hoved og drejede det, så jeg kunne se ind i hans øjne. 

"Er du ved at blive syg?" spurgte han bekymret. Jeg rystede på hovedet og nøs. "Nej, jeg har det bare koldt," svarede jeg, selvom det godt nok føltes som om, jeg var ved at blive syg. Marael lagde armene omkring mig igen for at varme mig. Så hørte vi en rumlen, og han trak sig pinligt berørt tilbage. 

"Jeg er tydeligvis sulten.." sagde han i en mærkelig tone. Jeg grinte og tog fat i tasken, rodede rundt i den, og fandt en sandwich frem til ham, som han grådigt gnaskede i sig. Synet af det himmelske væsen med krummer omkring munden fik mig til at klukle. Han kiggede forvirret på mig men smilte så tilbage. 

Marael fortærrede de andre sandwiches på vej hjem i bilen, selvom jeg protesterede ved tanken om krummer overalt på mine sæder.. 

Jeg parkerede bilen og fik alle vores tasker med ud. Marael gik forrest mens vi gik op til lejligheden.

Jeg fik øje på den pakke, der lå der. Jeg genkendte skriften på den.

Tjekkede min telefon. Intet.

"Penge for de næste par måneder" stod der kun, underskrevet de normale to navne. Taskerne, jeg havde haft i favnen, gled fra mig og landede med tunge dunk på gulvet. 

Gjort opmærksom over larmen, kom Marael ud fra sit værelse.

"Noget galt, Cayleb?" spurgte han og kom tættere på. 

Jeg var mundlam. Følelserne hvirvlede omkring inde i mig, og mine øjne løb i vand. 

"..Igen.." hviskede jeg, kæmpede med ikke at lade tårerne løbe over. Jeg lagde hånden over min mund og vaklede tilbage. Marael greb mig. 

"Igen hvad, Cayleb? Hvad går det ud på?" Han pegede på pakken og kiggede så tilbage på mig med bekymrede øjne, der afsøgte mine for svar. Min vejrtrækning blev hurtigere. 

"De ringede ikke engang.." Jeg bed mig i læben, og mærkede hvordan den vamle smag af varmt, metallisk blod fyldte min mund og løb ned over mine læber. "De ventede ikke..." 

"Mine forældre," fik jeg hvisket, inden tårerne begyndte. Marael trykkede mig ind mod sit bryst og rokkede os frem og tilbage. 

"Sch.." tyssede han og strøg mig over håret. Han tog mig op i sine arme, og bar mig ind på mit værelse, hvor han satte sig på sengen, og lod mig græde ud hos ham. 

 

"Det har altid været sådan," forklarede jeg. Jeg lå og kiggede ind i Maraels alvorlige øjne, mens han igen og igen lod sin hånd glide over mit hår. 

"Lige siden jeg blev gammel nok, har de bare efterladt nogle penge, og så forsvundet igen." Irritationen var tydelig i min stemme, men det samme var sorgen. "Jeg kan ikke rigtig huske min mors ansigt... Og jeg fik kun et enkelt billede, da min bror blev født." 

"Jeg har ikke en mor," konstaterede Marael med et smalt smil. "Men hvis jeg havde, skulle det være Uriel, Moder af Engle." 

Jeg rynkede mine øjenbryn sammen og bed mig i min sårede læbe. Hans fingre stoppede det dog, med en blid berøring, let som fjer. 

"Hvordan bliver I så til?" spurgte jeg nysgerrigt og tørrede mine våde øjne en gang til. At høre Maraels stemme fik mig til at tænke på andet end min lortede familie. 

"Gud skaber os.. på en eller anden måde." Han lagde sig om på ryggen og lavede fagter med sine hænder. "Han tager noget lys, lidt lykke, et par flere ting, og så har du en engel. Vi bliver lært op i Englekundskaberne, og når vi er gamle nok, viser vores kald sig." 

"Hvad er dit kald?" afbrød jeg ham og han grinte sin specielle latter. 

"Jeg hører under Mester Uraziel. Mester Uraziel er Ærkeenglen over livet, Skytsengle. Moder Uriel er kærligheden og familie. Mester Raphael er Dødens Engel. Mester Mikhael er lederen af vores Hær, så Krigerenglene, Beskytterne hører under ham.  Mester Gabriel har alle Vogterne. Og Herre Cirazael.. Selvom han ikke rigtig har et embede, har han alle andre engle under sig. Men Herren har tildelt ham Lysets Engle, de engle, der giver glæde. Herre Cirazael er sådan en mild sjæl, kærlig, venlig.. Ufatteligt han har været i Helvede.." 

Jeg lyttede til Maraels forklaringer længe, til alle mine sorger var glemt. Mit hjerne kæmpede for at forestille sig alle de vidundre, Marael fortalte mig om. Og mit hjerte brændte inderligt efter at se dem. Da jeg fortalte ham det, smilte han kærligt.

"Måske er det muligt. Når du kommer op til Os, vil jeg bede Herren om at gøre dig til en af Os." Hans stemme var fyldt med noget, jeg ikke kunne tyde, men jeg rødmede ikke desdomindre af det. Jeg puttede mit hoved ind mod hans bryst og smilte for mig selv.

"Det ville ikke være så slemt at kunne se dig i al evighed," mumlede jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...