When Worlds Collide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 17 årige Cayleb ser et meteornedslag og beslutter sig for at undersøge det. Men i stedet for en meteor, finder Cayleb noget helt andet; en engel faldet til jorden uden nogen anelse om hvorfor eller hvordan han skal komme hjem igen. Uden at vide det, er Cayleb spundet ind i et spil, et spil lavet af højere magter.

2Likes
11Kommentarer
730Visninger
AA

6. -4

Jeg vågnede ved der var ukendte lyde i lejligheden. Jeg skyndte mig ud af sengen, greb den nærmeste bog - Ringenes Herre, den tykkeste, jeg kunne finde - og gik langsomt ud i stuen, og derfra ud i køkkenet, hvor lydene kom fra. Min eneste tanke var indbrudstyve... Men sandheden var noget helt andet.

Marael. 

Han stod midt i en dynge glasskår og så yderst brødbetynget ud. 

"Hvad i..?" startede jeg og sænkede bogen ned igen. Marael gik over mod mig - over glasskårene, som om de ikke var der - og bukkede hovedet.

"Jeg beklager virkelig, det var aldrig i min mening at ødelægge noget. Men jeg var sulten, og ledte efter mad, og lige pludselig faldt det bare ned i hovedet på mig." Han så virkelig rystet ud. Jeg kom til at smile og sukkede lettet.

"Jeg troede du var en indbrudstyv." Jeg kiggede på skårene. Det var kun et par tallerkener.. men hvordan havde han fået den ide, at maden var der? Nåh, jeg var nød til at rydde op, inden jeg lavede morgenmad. Jeg beordrede Marael ind i stuen, selvom han beklagede sig meget over ikke at være i stand til at hjælpe, og fandt så håndkosten og fejebakken, så jeg kunne få det væk. Da skårene var smidt ud, hentede jeg støvsugeren for at sørge for, ikke nogle små stumper blev efterladt. Det kunne godt være han helede, selvom han blev såret... men det gjorde jeg altså ikke!

 

Mens vi - i tavshed - spiste morgenmad, så Marael ud til at have noget, han ville sige. Men han sagde intet, hver gang han priøvede, sænkede han hovedet igen og spiste videre. Til sidst lagde jeg min gaffel og så på ham.

"Har du lyst til at tage til stranden?" spurgte jeg. Maraels ansigt lyste op, og han nikkede.

"Det vil jeg meget gerne," sagde han ærbødigt. Jeg fniste svagt og lagde hovedet på skrå.

"Tror du vejret holder?" spurgte jeg og han trak bare på skuldrene.

"Vejret er ikke noget, vi har kontrol over. Herren skabte vejret til at kontrollere sig selv." Han tyggede på et stykke pandekage. "Han er selv irriteret over det engang imellem," sagde han så og rystede på hovedet. Jeg smilede lidt større.

"Jamen, så tager vi af sted, når jeg kommer hjem fra skole, okay?" sagde jeg. Marael så trist ud.

"Er det nødvendigt.. at du går?" spurgte han lidende. Det var lidt sødt, og jeg fik ondt af ham.

"Hvis det er fordi du føler dig ensom og keder dig, så gå ind på mit værelse, og læs alle de bøger du kan," sagde jeg og rejste mig. Endnu engang fik jeg fornemmelsen af, der var noget, han ville sige, men uanset hvad det så end var, sagde han det ikke. Jeg tog min taske og gik mod døren.

"Vi ses senere!"

 

 

Skolen var utrolig trist. Vejret var elendigt, det regnede bare hele tiden, så hvis det fortsatte, ville turen til stranden med Marael. Udsigten til det, gjorde mig lidt små sur. Marael så ud til at han blev glad, da jeg spurgte om vi skulle til stranden.

Sierra satte sig ved siden af mig til frokost.

"Er hottien stadig derhjemme?" spurgte hun nysgerrigt. De andre ved bordet - goth'en Micheal, scene kid'en Jamie (pige) og så den anden emo, ud over mig, Nathan - stirrede på mig som om, jeg var en forræder.

"Hvilken hottie?" spurgte Jaime og spidsede munden og rynkede panden. Sierra tog straks chancen og fortalte om Marael.

"Sierra, stop!" sagde jeg irriteret. "Der er en grund til, jeg ikke fortæller om ham til alle!" Jeg bed mig i læben og spiste. De andre stirrede på mig igen.

"Ser han virkelig så godt ud, som Sierra siger?" spurgte Nathan så. Jeg sukkede og nikkede.

"Mere endnu," hviskede jeg og de andre måbede. "Han er en engel på jord!" Hvilket ikke var ret lang fra sandheden, vel? Nathan viftede sig lige så teatralsk som Sierra gjorde, første gang hun mødte Marael. Han var fuldt ud homoseksuel og skammede sig ikke ved det. At det gjorde os andre lidt bekymret, da han sprang ud, var så en anden side af sagen, men han forsikrede os hurtigt for, at INGEN i vores gruppe var hvad han gik efter. (Nathans kravspecifikationer: høj, smuk, sexet, fremmedartet... Med andre ord, Marael) Af den grund havde jeg af selviske grunde ikke lyst til at nogen af dem skulle møde ham. Jeg følte mig virkelig egoistisk, ville bare have ham for mig selv. Jeg bed mig i læben igen og ignorerede de andre.

Hvad er der galt med mig? tænkte jeg resten af dagen. Marael hærgede mine tanker, der var altid en eller anden del, der spekulerede over, hvad han lavede, om han var okay. Når jeg bare sad for mig selv, kom jeg til at tænke på, da han stod på altanen, oplyst af måneskinnet. Jeg rødmede hver gang det gik op for mig, jeg tænkte på Marael.

 

Jeg parkerede bilen og skyndte mig op i lejligheden. Jeg låste døren op.

"Marael, jeg er hjemme!" råbte jeg. Han svarede ikke, så jeg kiggede på det værelse, han havde fået. Der var han ikke. Jeg kiggede rundt i lejligheden, men uanset hvor jeg kiggede, var han ikke. Jeg trak på skuldrene og gik ind på mit værelse. Jeg begyndte at grine, for der, i min seng, omgivet af bøger, lå Marael og sov. Han så virkelig sød og kær ud.. og glad. Jeg satte min taske ned og gik tættere på. Jeg satte mig ved siden af ham på sengen, og kærtegnede hans ansigt. Han reagerede ikke. Igen rørte jeg ved ham, men denne gang rykkede han sig. Han strakte armene ud, tog fat i mig, og hev mig ned på brystet af sig, så jeg ikke kunne komme fri. Til min.. overraskelse bankede hans hjerte. Det var lidt sådan "nåh" følelse, men jeg gættede på, at engle vel også havde nogenlunde samme kropsfunktioner som mennesker. Han var meget varm, lagde jeg mærke til. Varmen og lyden af hans hjerteslag beroligede mig forunderligt nok.

Han lå og mumlede, men hvad forstod jeg ikke. Han blev ved med at holde krampagtigt fast i mig, og ville ikke give slip, selv da jeg prøvede at komme fri. Det eneste jeg formåede med det, var jeg nåede op omkring hans kraveben og at hans greb om mig strammedes.

"Marael, hvis du bliver ved med at sove, kommer vi ikke af sted," sagde jeg blidt. Ingen respons, som forventet.

"Marael." Mine hænder var låst fast på min mave, så det eneste jeg kunne bevæge.. var min mund, for han havde viklet sine ben omkring mine. Jeg bed ham blidt på kravebenet, og jeg kunne mærke, han rykkede sig.

To nanosekunder senere lå jeg under ham.

De lysende, glødende øjne fyldte det hele. Det gyldne hår hvirvlede omkring som en lysende glorie. I et par sekunder holdt Marael mig nede, men så blev lysene svagere, og han blinkede et par gange.

"Cayleb?" spurgte han forvirret. "Er du allerede kommet hjem?"

"Allerede og allerede," sagde jeg. "Det føltes som en evighed."

Marael slap mig og satte sig på knæene. "Undskyld," sagde han og så ned i sengen. "Jeg-jeg blev grebet af den der.." han pegede på Game of Thrones, og trak på skuldrene. "Da jeg så nåede igennem den," han pegede på den sidste i serien, "faldt jeg i søvn," fortalte han. Jeg rynkede panden og kneb øjnene sammen. Havde han lige læst alle de bøger, der havde ligget i en cirkel omkring ham.

"Læste du..?"

Han nikkede. Jeg.. anede ikke hvad jeg skulle tænke. Så jeg lod vær. Jeg bed mig i læben, men da Marael løftede et øjenbryn, stoppede jeg.

"Undskyld," mumlede jeg, og kæmpede for at se væk fra de altopslugende øjne, uden at rødme. Han løftede den ene hånd og lagde den på mine brændende kinder.

"Hvorfor ser de sådan ud?" spurgte han, men det lød drillende.

"Det-det en-n fysisk reaktion p-p-p-å-å.." stammede jeg. Marael begynde at le - en lyd, som himmelske klokker, som sødeste musik, vandfald på krystaller - og min rødmen blev en tand dybere. De kirsebærrøde læber skiltes så de hvide tænder blev synlige.

Bløde øjne så ned på mig med et kærligt glimt i, og Marael strøg mig over kinden.

"Godt at du er hjemme igen, jeg begyndte at blive ensom," sagde han. Jeg smilte genert og kiggede væk. Alle andre steder end Marael.

"Skulle vi ikke på stranden?" spurgte jeg, i et forsøg på at snakke om noget andet. Hans ansigt lyste straks op og uden at vide det, kom jeg til at smile. Marael rejste sig fra sengen, og hjalp mig op også.

"Lad os tage til stranden."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...