When Worlds Collide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 17 årige Cayleb ser et meteornedslag og beslutter sig for at undersøge det. Men i stedet for en meteor, finder Cayleb noget helt andet; en engel faldet til jorden uden nogen anelse om hvorfor eller hvordan han skal komme hjem igen. Uden at vide det, er Cayleb spundet ind i et spil, et spil lavet af højere magter.

2Likes
11Kommentarer
743Visninger
AA

5. -3

Det var lørdag. Lørdag betød ingen skole. Lørdag betød FRI fra alle. 

Eller næsten alle.

"Cayleb! Kom nu, Cay, luk nu op!"

Jeg åbnede træt mine øjne og gned dem. Så kiggede jeg over på uret. Klokken sagde 05:07. Jeg gav en frustreret lyd fra mig, og hvilkede mine dyner omkring mig, mens jeg vaklede ud til døren. 

"Gå hjem, Sierra. Klokken er tidligt," brokkede jeg mig, da jeg låste døren op. Sierra så ud, som hun altid gjorde: Lyserødt hår, der var bobbet, og som kontrast til håret, sort korset-kjole, cyanblå gamacher, hvid skjorte ud over kjolen, og et vandfald af farveringe smykker. Hun var speciel, selv i vores omgangskreds, men hendes humør var lige så prangende som hendes udseende. Hun var min bedste veninde og faste støtte. 

"Tch, Cay, du ligner et lig. Hvem holdt dig oppe i nat, en tøs?" Hun løftede mistænksomt et øjenbryn. "Og hvis det var... hvorfor har jeg så ikke fået noget af vide?" Inden hun ville begynde på noget mere langt ude, stoppede jeg hende med et hovedryst. 

"Du ved godt der ikke er andre piger i mit liv end dig, ikke også min kære?" smilede jeg, mens hun gik ind, og jeg lukkede døren.

"Morgenmad, min elskede?" fortsatte jeg så. Sierra satte sig på en af køkkenstolene og nikkede. 

"Selvfølgelig, kæreste, du ved de aldrig giver mig mad. Godt at være hjemme, hvor jeg bliver fodret." 

Sådan lød mange af vores samtaler. Vi var mere eller mindre tvillinger, trods vores ellers ægteskabelige omgangstone. Folk blev generelt forvirret, når vi kom gående sammen.

Jeg gik rundt i køkkenet for at lave morgenmad, da Sierra gispede. 

"Hvem.. er han?" spurgte hun. Jeg vendte mig for at se, hvem hun mente, og så en surt udseende Marael stå i dørkarmen. 

"Lad mig stille dit spørgsmål tilbage, men på en anden måde; hvem og hvad er du?" spurgte han tilbage, og så forventene på mig. 

"Ehm. Marael, det er min veninde, Sierra. Hun er menneske, bare speciel, ligesom mig," sagde jeg. "Sierra, det er Marael. Han kommer... et eller andet sted fra." Jeg vendte tilbage til morgenmadslavningen, da Marael stille sagde:

"Jeg troede det var normalt at se ud som dig." Både Sierra og jeg lo, til hans store irritation. 

"Jeg ved ikke hvor du fra, skatter," sagde Sierra og løftede en finger, "men her er vi unormalen, det som andre folk undgår." Han så forvirret ud, men jeg kunne ikke forklare det bedre end hun havde gjort. 

"Vi går ud senere i dag, okay?" sagde jeg. Han nikkede, og gik så igen.

"Han er sindsygt lækker!" hvinede Sierra og viftede sig teatralsk. "Og så du de mavemuskler? Uh, jeg kunne spise is af dem!" Jeg lukkede af for Sierra-talestrømmen og satte mad på bordet. 

 

Sierra var fast besluttet at bruge resten af dagen sammen med mig - dermed også Marael - så jeg besluttede, vi skulle ud at gå, mest for at Marael kunne komme ud og se ting. Vi stod i gangen og tog overtøj på, da jeg fik kigget ned på Maraels fødder. 

 

"Skal du ikke have sko på?" spurgte jeg. Han kunne passe min fars sko, havde vi fundet ud af. Men han rystede bare på hovedet.

"Jeg har aldrig noget på mine fødder derhjemme," mumlede han og gik ud af døren. Jeg vidste ikke hvordan det var i Himlen, men hernede var det altså ikke godt at gå uden sko. Jeg fulgte efter ham ud på gaden.

"Du kan komme til skade, der ligger glasskår og alt muligt!" sagde jeg, men han lagde bare hovedet på skrå. 

"Og hvad så?" Han tog et af de førnævnte glasskår og trykkede det ned i håndfladen. Blod begyndte at rinde, og jeg greb skåret fra ham, så jeg selv blev skåret, men det bekymrede jeg mig ikke om. Jeg tog hans hånd.. men.. såret.. det var der ikke.

"Det heler jo igen," sagde Marael med et skuldertræk. Han helede seriøst? Han.. han.. Min hjerne blev blank, og jeg følte det som om, jeg skulle besvime. Jeg faldt ned på asfalten, uden at slå mit hoved, men resten af min krop gjorde ondt. 

"Hvad laver du dernede?" spurgte Marael med afsky. "Kom op derfra." Han rystede hovedet og gik væk fra mit synsfelt. Sierra hjalp mig op, og børstede mig af. Jeg kiggede vantro på Maraels skikkelse, der gik foran os. 

"Undskyld, men jeg troede, at hvor du kom fra, er man god!" råbte jeg. Jeg kunne mærke tåre i mine øjne på grund af smerten, og jeg snøftede. Marael vendte sig om.

"Ikke mod sådan nogen som dig." 

 

Vi gik mod parken, et af mine yndlingsteder i Unionhall. Vinden bar lyden af børnelatter, og jeg blev straks i godt humør, trods smerterne fra mit fald. Nogle af dem fik øje på os, og løb skringende mod os, mens de råbte mit og Sierras navn. Før jeg fik set mig om, havde jeg et barn om hvert af mine ben og en lille pige, der var på vej op på ryggen af mig. Resten hev mig med mod legepladsen, hvor alle ville lege med os. 

Det slog mig, efter lidt tid, jeg ikke anede hvad Marael lavede, så jeg fik kæmpet mig væk fra børnene, og hen til hvor jeg kunne se ham sidde. Jeg dumbede ned ved siden af ham og smilte. 

"Hvorfor sidder du her alene, kom med ned og leg!" grinte jeg. Marael så på mig med et underligt glimt i øjet. 

"Hvorfor gør du det?" spurgte han bare. Jeg trak på skuldrene og grinte endnu mere. 

"Det sjovt for både mig og ungerne. Nogle af deres forældre har ikke altid tid til at lege med dem, så det gør vi." Jeg trak på skuldrene og lukkede jakken tættere om mig. Endnu engang lagde jeg mærke til Maraels påklædning, han havde kun en langærmet t-shirt på og jeans, intet anden. Det var koldt så hvorfor så han ikke ud til at fryse. Men jeg turde egentlig ikke spørge ham om det.

"I leger.. med andres børn.. Hvad får I ud af det?" Det var et mærkeligt spørgsmål. 

"Deres latter," svarede jeg forvirret. "Skulle der være andet?" 

Han så væk og trak på skuldrene. "Burde der ikke være det? I tager jer af andres unger." 

Jeg så på ham, kunne ikke tro hvad jeg hørte. 

"Du er en engel, du burde forstå glæden ved at glæde andre," sagde jeg og bed mig nervøst i læben. Han fnøs bare og fortsatte med at kigge væk. 

"Du er en ret sørgelig engel, du er," konstaterede jeg tørt. "Jeg forstår hvis de har smidt dig ud, hvis det er grunden til, du er havnet her." Jeg rejste mig hurtigere end jeg burde, men jeg var skuffet og vred. Marael fnøs igen og jeg stak ham en på toppen af hovedet. 

"Du en idiot," sagde jeg bare, inden jeg gik.

 

Resten af den dag, snakkede jeg ikke med Marael. Eller den næste. Eller den efter den. Faktisk talte jeg ikke til ham i lidt over en halv uge, ud over fornærmelser og påkrævet høflighed. Hans ord havde været forfærdelige, for en der kommer fra Himlen, for en, der skulle forestille at være en engel!

Jeg sad stadig og skumlede, mens jeg lavede lektier, da jeg kunne mærke noget bag mig. Jeg kiggede bagud og så Marael stå med hovedet nedad. 

"Moder Uriel ville have sagt det samme. Jeg beklager, jeg talte uden at tænke mig om," sagde han brødbetynget. Dårlig samvittighed ramte mig; han havde tydeligvis tænkt over sin handlinger, mens jeg ikke havde gjort andet end at svine ham til. 

"Det okay," sagde jeg og rejste mig op. Jeg gned mig på den ene arm og bed mig i læben. "Jeg skulle ikke have sagt alt, hvad jeg gjorde." Jeg kiggede ned i gulvet. Lige så stille, blidt som et snefnug, der lander, mærkede jeg hans fingre mod min underlæbe.

"Hvorfor gør du det?" spurgte han blødt og rørte mit spiderbite. "Du kunne komme til skade, hvis du bider i den forkerte side." 

Jeg blev forvirret over hans handlinger, hvor venlig og sød han var. De blå, glødende øjne havde igen låst mit blik fast. Jeg havde intet svar til hans spørgsmål, men kiggede bare ind i de afgrundsdybe øjne.

"B-bare en dårlig vane," mumlede jeg, men var ikke sikker på det, alt mistede mening, så længe jeg så ind i hans øjne. Han rynkede panden og rystede på hovedet. 

"Dårlige vaner er til for at brydes.." Han stoppede, som om han huskede noget vigtigt, han havde glemt. Hans fingre gled ned fra min læbe, og et plaget udtryk gled over hans ansigt. Han bukkede hovedet, vendte sig om og gik tilbage på det værelse, han havde fået. Jeg kiggede forvirret efter ham, men anede ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg satte mig ned og fortsatte med mine lektier. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...