When Worlds Collide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 17 årige Cayleb ser et meteornedslag og beslutter sig for at undersøge det. Men i stedet for en meteor, finder Cayleb noget helt andet; en engel faldet til jorden uden nogen anelse om hvorfor eller hvordan han skal komme hjem igen. Uden at vide det, er Cayleb spundet ind i et spil, et spil lavet af højere magter.

2Likes
11Kommentarer
738Visninger
AA

4. -2

Jeg klikkede med kuglepennen i bordet, og så for tredje gang i det minut, op på uret. Jeg var ikke helt glad for at lade Marael være alene hjemme, han vidste ikke hvor maden - eller noget andet - var henne i lejligheden. Så jeg blev hele tiden ved med at se op på uret, til min lærers store irritation.

Lige så snart jeg kunne slippe fra skole, skyndte jeg mig videre. Eftersom jeg lige havde fået kørekort og egen bil, kunne jeg køre længere væk for at skaffe tøj til Marael. Jeg kørte til Cork og parkerede den første og bedste herretøjsforretning jeg kunne finde. Jeg steg ud af bilen, låste den, og gik så ind i forretningen. Der var dejligt lunt derinde, når man kommer fra Irlands lidt kolde vejr. En ekspedient kom straks vimsende over til mig og smilte venligt.

"Godeftermiddag, hvordan kan jeg være behjælpelig?"

Jeg bed mig i læben.

"Jeg skal bruge tøj til en fyr på omkring to meter," svarede jeg. Ekspedienten strøg sig over sit fip-skæg  og så tænksom ud. 

"Er det en slank eller bred herre, vi har med at gøre?" 

Jeg trak på skuldrene og rystede tænkene på hovedet.

"Slank, tror jeg." Han så ud til at have fået nok informationer, for han vimsede hen i den anden ende af forretningen og viftede mig med. 

"Jeg har en masse. Har du nogle preferencer i forhold til tøj?" spurgte ekspedienten og så op og ned af mig. "Altså, hvis det er den stil, du går efter, er du nok nød til at gå et andet sted hen." Det var der nok noget om. Meget af mit tøj var special hentet fra udlandet, da ikke mange butikker generelt sælger tøj til min slags. Jeg rystede afvisende på hovedet.

"Nej nej, almindeligt tøj, helt normalt, men nok mest i lyse farver." 

Ekspedienten så lettet ud. "Hvor meget?" spurgte han så, og fiskede rundt på hylderne.

"Æææh, et par sæt, tror jeg." Jeg anede ikke hvor længe Marael ville blive.. eller hvor længe han ville blive ved med at vente på mig, jeg havde fundet ud af, at hans tålmodighed var ufattelig kort med "jer dødelige", som han selv sagde. 

Ekspedienten kom med nogle bekræftende lyde, et par utilfredse og så nogle, der indikerede, at det var simpelthen lige i skabet. Han tog jeans, t-shirts, langærmede, skjorter og shorts frem, ca. et par af hver, to par bukser og shorts*. Jeg nikkede bare, da han viste det frem, og fulgte så efter ham, da han gik til skranken, så jeg kunne betale for det. 

"Det kan byttes, hvis det ikke passer. Det er svært at finde tøj til så stor en person," fortalte ekspedienten mig hjælpsomt inden jeg gik ud.

Efter turen deri, gættede jeg på undertøj. Men.. Købe undertøj til en anden fyr? Jeg gik ud fra, det kun var mig der var så sippet, og gik ind i en undertøjsforretning. Der var faktisk også undertøj til mænd, så jeg gav den kvindelige ekspedient samme smøre, som ham i den sidste butik fik. Hun fandt hurtigt noget frem, uden andre spørgsmål, og jeg var hurtigt ude af den forretning. Sko blev jeg enig med mig selv om, at det blev han nød til at være med til selv, det kunne og ville jeg ikke gøre alene. Så med alle mine indkøb under armene, gik jeg tilbage til bilen, og kørte så hurtigt fartgrænsen tillod, tilbage til Unionhall. 

 

"Du tager dig god tid, hva?" sagde Marael irriteret, som det første, da jeg trådte ind af døren.

"Undskyld, men jeg går altså også i skole." Jeg satte poserne fra mig på bordet i køkkenet og pillede så mit overtøj af. 

"Skole.. Aah, ja, det. Lærer I også at flyve der?" spurgte han, oprigtigt nysgerrig.

"Flyve?" spurgte jeg med et smil. "Ser du nogle vinger på min ryg?" Jeg vendte mig fra ham, og gik i gang med at finde grøntsager frem til aftensmad, da han løftede min t-shirt og cardigan af mig, så jeg kun stod i bar overkrop. Marael rørte ved med ryg omkring skulderbladende. Jeg rødmede med det samme - forsinket reaktion fra tøj afpilningen - og rakte ud efter mine bluser. 

"Giv det tilbage, tak," bad jeg, og han droppede det ned i favnen på mig. 

"I er da triste væsner, sådan ikke at have vinger. Hvordan kommer I så sted til sted?" 

"Det kaldes en bil," sagde jeg irriteret, mens jeg tog mine bluser på igen. Han lavede et forvirret ansigtsudtryk og lagde hovedet på skrå. 

"Du kommer til at køre i en i morgen, jeg skal have købt sko til dig." 

Han rystede på hovedet. "Ikke helt nødvendigt, jeg har det bedst uden, ellers tak," mumlede han, og brugte for første gang en høflig tone. "Tak for tøjet, forresten." Jeg så over på ham med begge bryn løftet og opspilede øjne. 

"Det.. det var så lidt," svarede jeg forvirret og vendte tilbage til mit arbejde. "Prøv forresten lige tøjet, jeg skal se, om der er noget af det, der skal byttes." Jeg hørte en puslen og så et par klask, og det gik op for mig, Marael smed tøjet bag mig. Jeg vendte mig mod ham og rystede på hovedet.

"Ikke herude," forklarede jeg, og undgik for alt i verden at se på hans - igen - nøgne krop. "Gå i soveværelset, og vis mig hvert set."

"Vil det så ikke være nemmere jeg bliver herude?" 

Den måtte jeg lige tænke over. Det var det jo, men.. "Man smider ikke tøjet i køkkenet," sagde jeg bare. Færdig. Bum. Basta. 

 

Det var rart, for en gang skyld ikke at spise alene. Marael sagde ikke noget om maden, spurgte kun om, hvad nogle af de forskellige dele var. 

Da vi havde spist i et stykke tid, spurgte han så:

"Jeg har altid lært at dødelige er i flok, en familie. Hvor er din?"

Jeg sank og sukkede. "Væk." 

"Væk?" 

"Væk." Mere ønskede jeg ikke at sige om det emne. Han fornemmede det, og lod det ligge. 

"Er det normalt for jer at have.. ringe i læberne?" spurgte han så, lidt mere forvirret end det første spørgsmål. Jeg klukkede og rystede på hovedet.

"Nej. Det er kun nogle få ud af alle, der har det. Der findes forskellige typer af det, du mener, altså piercinger. Det jeg har, hedder spiderbite," forklarede jeg, og skød den del af læben, de to ringe sad i, frem. Han rynkede panden. "Har I dem andre steder?" spurgte han mistænkeligt. 

"Jaeh.." Skulle jeg fortælle alle stederne? "I næsen, ørerne.. brystvorterne.. eehm, mange forskellige steder.." min stemme døde ud. 

"Ooh.. og du har alle af.."

"Nej! Absolut ikke!" slog jeg fast. "Kun øreringe og i læben." Han så tydeligt beroliget ud. 

"Er det ikke noget man gør, der hvor du kommer fra?" spurgte jeg. Han sænkede sin gaffel mod tallerkenen igen. 

"I ørerne jo. Alle navngivne engle får sådan en," han trak håret ved venstre øre væk, og viste sit øre med en kæde, hvor et kors hang nede i bunden af, og dinglede, "som tegn på, vi er.. hvad vi er." Han tog noget mere mad. 

"Og hvor er det du er fra?" spurgte jeg.

Han himlede med øjnene. "Fra Himlen, dødelige, det har jeg jo sagt." Han sagde det som om, det var noget alle burde vide. Jeg nikkede bare langsomt og fortsatte med min mad. Det gav ikke meget mening, det der med Himlen. Eller engle. Jeg begyndte at tro, han havde slået hoved og mistet forstanden, da han faldt ned. Hvad han så faldt ned fra, kunne jeg ikke forklare.

 

Da natten faldt på, var jeg lige blevet færdig med lektier, og Marael var ingen steder at se.

"Marael?" kaldte jeg. Intet svar. "Marael!" gentog jeg højere, mens jeg gik rundt i lejligheden. Et vindpust gik gennem stuen, og jeg så, altandøren ikke var lukket. 

"Marael, er du udenfor?" spurgte jeg, og gik ud på altanen. Han stod og stirrede sorgmodigt op i himlen.

"Er det alt, I ser?" spurgte han, næsten ikke hørligt. "Ser I ikke alle haverne, alle vidunderne, Herren har skabt sig til vores hjem?" Jeg stilte mig ved siden af ham, og kiggede samme vej.

"Nej. Vi ser kun en lille del af det univers, vi befinder os i." 

Han kiggede ned på mig med morskab i øjnene. "Herren skaber det hele, vandrer gennem alle kroge af Universet. Ved hans side, går den Enbårne, Hans Søn. Og efter dem," han fik et drømmende udtryk i øjnene, "går de Højeste af de Højeste; Ærkeenglene; Gabriel, Budbringeren; Mikael, Han Som Beskytter Alle; Raphael, de Dødes Engel; Uriel, Den Guddommelige Ild; Uraziel, Nøglen til Portene; og den største af dem alle, Morgengryets Søn, Cirazael, Den Største af Alle." Længsel fyldte hans stemme, og lyset i hans glødende øjne slukkede. "De er, som vi vil være, og som vi ikke kan blive. Ærkeenglene er dem de er, ikke flere bliver tildelt det pivilegie og den ære, der følger med at være Ægte Ærkeengel."

Jeg lyttede henført til hvad han fortalte. 

"Hvem af dem, kan du bedst lide?" spurgte jeg.

"Uraziel er min Mester, idet jeg er under ham. Men Uriel, hun er som alles Moder, lytter til os, får os til at føle, vi alle har en del i hendes hjerte." Endnu engang blev længslen tydelig, og han knyttede hænderne. Så kiggede han op på himlen igen. 

"Det var nok fortællinger. Du er træt." 

Jeg følte mig ikke træt, ikke så længe Marael talte; hans stemme charmerede mig, lurede mig ind, holdt mig fast. Det var forvirrende og underligt. Men han havde ret, jeg skulle i seng. Jeg gik ind mod stuen igen, men i dørkarmen vendte jeg mig mod ham, og blev forstummet af synet, der ramte. Han var svagt oplyst i måneskin, med det sorgfulde ansigtsudtryk. Han var.. smuk, så vidunderligt smuk... som en engel. 

"Godnat Marael," sagde jeg blidt. Han kiggede mod mig og bukkede hovedet.

"Godnat Cayleb. Må Cirazael våge over dig." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...