When Worlds Collide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 17 årige Cayleb ser et meteornedslag og beslutter sig for at undersøge det. Men i stedet for en meteor, finder Cayleb noget helt andet; en engel faldet til jorden uden nogen anelse om hvorfor eller hvordan han skal komme hjem igen. Uden at vide det, er Cayleb spundet ind i et spil, et spil lavet af højere magter.

2Likes
11Kommentarer
738Visninger
AA

13. -11

"Uraziel." Den rødhårede mand bøjede hovedet mod Englen og de andre lys. "Gabriel, Mikhael, Raphael.. Moder Uriel.. Herre Cirazael." Den store mand lignede en lille dreng, der var blevet taget med hånden i kagedåsen. 

"Jeg mener ikke du blev bedt om at rekruttere den unge Marael," lød det bebrejdende fra en kvindelig stemme. Lysene formede sig som mennesker, og fem Engle kom frem, og stod ved den førstes side. De lignede alle hinanden... 

Marael, som stadig var på knæ, rejste sig og så forvirret på de andre, mens han greb min hånd. 

"Mester, hvad laver I her?" mumlede han, kiggende ned på sine fødder.

"Henter dig hjem," sagde en af de lysende skabninger. De lyste endnu mere, end da Marael var dumpet ned på jorden, da jeg fandt ham. Ubevidst strammede Marael grebet om mig. 

"Men I sendte mig herned! Og uden at fortælle mig hvorfor!?" Hans stemme skævlede fortvivlet, men jeg kunne ikke gøre noget for at mindske hans smerte. I stedet klemte jeg igen, og så på de lysende skabninger, som nødvendigvis måtte være ærkeenglene, givet navnene, den rødhårede mand nævnte. Den, der stod længest fremme, der talte til Marael, dæmpede sit lys - ligesom de andre - og smilte svagt til Marael. Han havde lyst, skulderlangt hår og gyldne øjne, i modsætning til Maraels blå. De andre engle havde lyst, gyldent hår - som Marael - på nær Mikhael og Cira.. den sidste engel, som havde mørkebrunt og hvidt. Alle med de samme, gyldne øjne.

"Din arrogance, din modstand mod menneskene, jeg frygtede, at du ville Falde," sagde englen Uraziel. Hans ansigt udviste en enorm sorg. "Du er en af mine mest elskede engle." 

Marael løsnede grebet om mig, og stirrede vantro på sin Mester. "Var han også en del af planen?" spurgte han, og nikkede mod den rødhårede mand. Manden løftede det ene øjenbryn irriteret. 

"Selvfølgelig. Hvorfor skulle jeg ellers trække halvedelen af Helvede med for at skræmme dig?" Manden sukkede hårdt,og tog sig til hovedet. "Desuden, hvorfor skulle jeg ellers kidnappe et menneske? Uden at dræbe ham?" Med et fnys rettede han blikket mod englen. "En tjeneste, Ciel. Du skylder."

Uraziel nikkede, og gik tættere på mig og Marael. Lidt væk fra os gik han på knæ og så mig i øjnene. "Jeg er inderligt ked af den fare, jeg har udsat dig for. Jeg anede ikke at Marael ville føle, som han gør, og ej heller at Balthael ville bruge jeres bånd.." Englen blev afbrudt af manden, der brokkede sig. "Til mit forsvar er det det, væsner som jeg, gør!" Engel ignorerede ham. ".. bruge jeres bånd til at få Marael på rette vej," sagde englen uden et strejf af irritation og så på den rødhårede mand. "Havde vi vidst det, havde du måske været unødvendig." 

Jeg synes egentlig englen virkede skamfuld, da han undskyldte til mig, men Maraels krop begyndte at spænde. 

"Mester.." begyndte han, men uden at slutte sætningen. Engel Uraziel så ud som han havde ondt, da han slog armene om min Marael. "Jeg ved det," sagde Uraziel med en stemme fyldt af smerte. "Jeg kender det.." 

Marael gjorde sig fra af englen, og kiggede forvirret på ham. Det gjorde jeg også, men jeg var sådan set forvirret hele tiden, på det tidspunkt. 

"Jeg elsker også et menneske. Min Nathaniel går også her på Jorden," fortalte Englen. Alle de andre Engle lyttede i tavshed, men den store dæmon slog ud med armene. "Ja ja, buhuu, du har det så hårdt," sagde dæmonen irriteret. "Du ved jo han kommer op til dig senere, ikke?" Dæmonen rullede med sine gyldne øjne. 

"Kommer.. kommer op?" spurgte jeg vantro og så på dæmonen. "Ja!" Han satte hænderne i siden. "Hører du ikke efter, tungnemme menneske? Ciels lille menneske bliver Engel, når han dør.." Han stoppede med i en bevægelse. 

"Det skulle jeg ikke have sagt.. vel?" 

Dæmonen svar blev en lussing fra hver af de tilstedeværende kvinder. 

"Balthael!" sagde de vredt i kor, og jeg lyver ikke, men det store bæst så ud til at krympe betydeligt. Det så faktisk helt komisk ud, og havde situationen ikke været som den var, havde jeg måske også leet. 

"Undskyld," mumlede dæmonen og vendte ryggen til. Imens mærkede jeg Maraels arme omkring mig. 

"Så.. så Cayleb kan også komme i Himlen med mig?" spurgte min Engel håbefuldt. Jeg kunne føle hele min krop sitre. Tænk hvis jeg kunne leve sammen med Marael i evighed. Uraziel skar ansigt. 

"Nathaniel er.. speciel," blev der bare konstateret. 

"Men.. Måske," sagde den hvid håret Engel. Han havde en fyldig stemme, meget mere autoritær og ældre end nogle af de andres. Englen smilte venligt, og selvom jeg ikke kunne se hans øjne, der var skjult af håret, vidste jeg de også smilte.

Det beroligede mig, og jeg lænede mig mod Marael. 

"Nå," sagde den brunhåret Engel og klappede i hænderne. "Lad os se at komme tilbage til vores respektive hjem." De andre svarede enigt, og Engel vendte sig mod den rødhårede dæmon. 

"Herre, vi takker dig for din behjælpelighed." Dæmonen så på Englene. Med et blik på den hvidhåret Engel foran mig, bukkede dæmonen så. Han sagde noget på et besynderligt sprog, og skyggerne trak sig tilbage. Som de sidste, trådte dæmonen og Miss Nero igennem skyggerne, og forsvandt. Med det samme kunne jeg mærke Englenes lettelse, og Marael tog mig ind i sine arme. 

"Du er i sikkerhed, Cayleb," mumlede han taknemmelig ned i mit hår, og jeg krammede ham hårdt. Da vi havde siddet sådan lidt, hostede en af Englene. Marael løsnede sit greb, og så på ærkeenglene. 

"Skal jeg hjem nu?" spurgte han trist og glad på samme tid. Uraziel nikkede og rakte en hånd for at hjælpe os op at stå. 

Marael slap mig, og skulle til at gå mod Ærkeenglene, men vendte sig om og tog mig i sine arme igen. 

"Jeg.. Jeg elsker dig, Cayleb," sagde Marael blidt, mens han kiggede alvorligt ind i mine øjne. En klump i min hals forhindrede mig i at svare ham, så i stedet trykkede jeg mine læber mod hans. I et kort øjeblik stivnede min Engel, men kyssede mig så igen. Hele min krop koncentrerede sig om vores læber, og mit hjerte bankede hurtigere, mine kinder rødmede. 

Så var kysset forbi. Han kærtegnede min kind, og smilte kærlig til mig, og jeg kunne mærke hvordan tårerne løb til mine øjnene. Modvilligt gav vi slip på hinanden, og Marael gik mod de andre Engle ind i en lysende flænge. Med et sidste blik på mig, gik han igennem sammen med sin Mester. Lyset slukkede igen, og jeg var efterladt alene i det tomme hus. 

Eller, det vil sige, næsten alene. Den hvidhåret Engel var blevet tilbage og kiggede nu på mig. Han gik hen mod mig, og tørrede tårerne af mine kinder, de tårer jeg faktisk ikke havde opdaget var begyndt at trille. 

"Kom," sagde han med den imponerende stemme, og tog min hånd. "Jeg får dig hjem." 

 

Englen landede på min altan. Han havde fløjet med mig i armene hele vejen, men det virkede som om, at jeg slet ikke vejede noget. Blidt satte han mig ned på mine fødder. Så lænede han sig op af gelænderet og smilede. 

"Du har spørgsmål, har du ikke?" spurgte han. Jeg nikkede, men jeg kunne ikke få formuleret en ordentlig sætning, og på trods af det, stod Englen tålmodigt og ventede. 

"Hvem var dæmonen, der bortførte mig?" spurgte jeg så. En ansigtstrækning løb over Englens tidsløse ansigt, og han sukkede. 

"Hans navn er Balthael, medmindre du mener," her udstøtte Englen en række gutterale lyde, der åbenbart forestillede et ord, "som hedder Shagani. Balthael havde titlen Første Konge af Helvede, men nu er han Helvedes Hersker." 

Det undrede mig, for jeg havde jo altid lært af Lucifer var Satan, ham der ledte Helvede og sådan, men jeg huskede godt Marael fortælle at Lucifer ikke længere var til. 

"Hvorfor bortførte.. Balthael mig?" spurgte jeg, selvom jeg havde hørt noget af forklaringen. Her grinte Englen så. 

"Fordi Skytsenglen Marael var kommet på vildspor, og frygten for at han skulle falde, var Uraziel for stor. Så han bad Balthael om hjælp, da de er gamle venner." Det med vennerne havde jeg hørt, eftersom Maraels mester kalde dæmonen for gamle ven. Men det virkede alligevel lidt voldsomt at bruge Helvedes konge for én engel. "Balthael havde til opgave at banke fornuft ind i knægten, " Englen fnøs lettere irriteret, "men ingen, måske ud over Baltha, havde forudset dig." 

Jeg lagde mærke til det næsten kærlige udtryk Englen fik, da han omtalte dæmonen, som om Englen elskede ham. Jeg slog armene om mig selv, fordi jeg frøs, og Englen lagde hovedet på skrå. 
"Jeg beklager, det havde slet ikke slået mig, at du var kold," undskyldte han, og åbnede min ellers låste altandør. Han gennede mig indenfor og bukkede så i et farvel.

"Vent!" kaldte jeg. "Ser jeg nogensinde Marael igen?" Mine øjne sved af tårer og min stemme rystede. Englen lavede et blidt smil, gik helt hen til mig, og satte sin mund ved mit øre. 

"Hvis du på din dødsdag," hviskede han lavt, "ønsker at se Marael af hele dit hjerte, så hold om et sølvkors og kald Cirazael, så vil jeg høre dig, og hente dig op til Himlen. Men husk," hans stemme ændrede sig, "ikke snyde." Og så var Englen væk. Der var intet spor af ham nogensteder. Selv altandøren var lukket og låst, da jeg ruskede i den. Jeg gik ind på mit værelse og lagde mig på sengen. Den føltes så stor og tom uden Marael. Hulkende og med tårerne trillende, lagde jeg mig om på siden, og græd. 

Selv med hvad Englen havde sagt, ville der går årtier før jeg så ham igen. Ikke snyde gik jeg ud fra betød at selvmord ikke virkede. Så jeg græd, og håbede blot på, at årene ville gå, uden at mit hjerte gik i stykker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...