When Worlds Collide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 17 årige Cayleb ser et meteornedslag og beslutter sig for at undersøge det. Men i stedet for en meteor, finder Cayleb noget helt andet; en engel faldet til jorden uden nogen anelse om hvorfor eller hvordan han skal komme hjem igen. Uden at vide det, er Cayleb spundet ind i et spil, et spil lavet af højere magter.

2Likes
11Kommentarer
735Visninger
AA

12. -10

Jeg åbnede omtumlet mine øjne og prøvede at fokusere. Mit baghoved gjorde ondt som en i helvede og de strammende fornemmelser fortalte mig, at jeg var bundet ved håndledene, armene og benene. Da mit syn endelig blev klart, var stedet, jeg var, for dunkelt til at se, hvad eller hvor jeg var. 

"Hvordan har du det?" stemmen der spurgte, var umiskendeligt Miss Nero's. Hun stod ikke langt fra mig, med et bekymret blik i øjnene. 

"Min Herre, du er gået for vidt!" sagde hun så, med blikket rettet bag mig. Hendes stemme var fuld at trusler, men den stemme, der svarede hende, virkede langt fra bange eller bekymret. 

"For vidt? Er han ikke stadig i live? Har han ikke alle sine lemmer i god behold? Har han nogen overstående psykiske traumer?" Personligt ville jeg sige noget om det sidste, men jeg kunne ikke rigtig. Den dybe og fyldige stemme, der talte bag mig, lo. 

"Han har det fint, Shagani," sagde han og jeg kunne høre puslen, der indikerede, at manden rejste sig. Jeg drejede mit hoved, og stirrede direkte ind i.. nogle knæ. Knæene bøjede sig, og jeg fik så øjenkontakt med en brystkasse. 

"Heroppe," blev der leet, og jeg så op i gyldne øjne. Venlige, gyldne øjne. Og rødt, rigtig rigtig rødt hår, skrigende rødt hår, der viftede roligt omkring øjnene og resten af ansigtet. Øjnene granskede mit ansigt tænksomt. 

"Alt det rod... bare for det her?" mumlede den store mand undrende. Det her? tænkte jeg irriteret. Og hvad mente han med "alt det rod"? Tch. 

"Hvorfor er jeg her?" Hvordan ordene kom ud af min mund, ved jeg ikke, men det gjorde det, og i to sekunder lynede de før så venlige øjne. Men de skiftede hurtigt igen. 

"Det ville ødelægge legen, hvis jeg sagde det," svarede manden mig bare, rejste sig, og vendte ryggen til mig. Mens jeg stirrede på mandens ryg, mærkede jeg hvordan mine reb blev løsnet en smule. Jeg kiggede overrasket på Miss Nero, der bare smilede undskyldende. 

"Du er blevet for blid overfor dem!" kom det fra manden, der slet ikke så på os. "Jeg er lærer," svarede hun mumlende. Et suk kom fra manden. Han vendte sig mod os, og jeg kunne se hele hans enorme krop. En ærmeløs kappe-agtig vest, store og lange støvler, langt, rødt hår, hvor noget af det bestod af to fletninger. Egentlig ligenede han mere en ung mand, et stykke ældre end mig. Men mest imponerende var den intensitet, de gyldne øjne udstrålede. 

I et par sekunder var hans ansigt stift, inden det ændrede sig til en triumferende grimasse. 

"Han er her," råbte han, og mørket, vi befandt os i, summede af liv. Det gibbede i mig, og hele min krop begyndte at ryste, da jeg kunne mærke, hvordan blodtørsten krøb frem som en tyk tåge af død. Det gik op for mig, at skyggerne havde forme, at mørket havde øjne, og at jeg var omringet af Helveds væsner, dem som Marael havde fortalt mig lidt om. Og den unge mand, de gyldne øjnes ejer, måtte være dæmon. 

Jeg ville gemme mig, løbe så langt væk jeg kunne fra det mareridt. Men min krop ville ikke lystre selv den simple kommando at trække vejret roligt. Jeg mærkede Miss Neros hånd på min skulder. Hendes påfugle grønne øjne var fyldt med medlidenhed. "Det er snart ovre," hviskede hun med et lille smil, inden hun gik over til den rødhåret mand. 

Sten og andet fløj imod mig, men Miss Nero stod på forunderligvis foran mig, og beskyttede mig fra murbrokkerne. En hale og sorte skæl var dukket frem på hende. Hvorfor jeg egentlig blev overrasket, ved jeg stadig ikke. 

Men frem fra hullet, der var dukket op i muren, skinnede lys ind, og midt i det lys, stod Marael. Tårer kom frem i mine øjne og jeg kaldte på ham. Marael så hurtigt på mig og smilede, inden han igen rettede blikket mod manden med det røde hår. 

"Slip ham fri," sagde Marael med høj og klar stemme. Han var iført en form for rustning og hans kridhvide vinger strålede. Omkring hans hoved strålede en glorie. Mit hjerte bankede pludseligt hurtigere, den samme følelse som da jeg lå og så på at han sov. 

Manden med det røde hår slog en mægtig latter op. "Tag ham da endelig!" sagde han, og slog ud med armene. Med det samme samlede mørket sig, og Helvedsbæsterne gjorde sig klar til kamp. "Hvis du da endelig kan!" 

Det næste stykke tid foregik i en sløret tilstand; Marael kæmpede mod skyggerne, Miss Nero stod foran mig,.. og den rødhårede mand var væk...

 

Jeg fik endelig øje på Marael igen. Helvedsbæsterne havde trukket sig tilbage, men der var stadig en, stor forhindring tilbage: den rødhårede mand, der stod med en to-hovedet økse og svingede den omkring sig, mens han stirrede ufravent på Marael, der kiggede tilbage med tvivl og beslutsomhed i sit blik. 

"Marael!" kaldte jeg, og hans ansigt blødte op i et par sekunder, inden det blev hårdt igen, og han kastede sig mod sin rødhårede modstander. De udvekslede nogle slag, med gnister flyvende omkring sig. Den rødhårede mand lo højt. 
"Du kæmper godt!" grinte han, mens han svingede den store økse. Marael undveg yndefuldt og slog ud efter ham med sit sværd. Jeg gispede og bed mig i læben, så der gik hul. Det var en smuk dans, Marael og den rødhårede mand dansede, men farlig og blodig. Det var et spørgsmål om tid, inden Marael gav op af blodmangel, for han var blevet såret igen og igen af den frygtindgydende økse. På et tidspunkt skreg jeg, kastede mig rundt, prøvede at frigøre mig selv, så jeg kunne komme til Maraels side. Men Miss Nero holdt mig fast med sin skællede hale, og jeg kunne igen ikke andet end at overvære den forfærdelige leg.

"Slut dig til mig, engel!" overraskede den rødhårede mand mig så ved at sige til Marael. De stoppede begge op. "Bliv dæmon, bliv en af mine, og du vil få større frihed end Himlen nogensinde kan give dig."

Marael kiggede forundret på manden for så at se over på mig. Manden lo højt. "Ja, du kan blive hos din jordling, dit menneske. Eller du kan tage ham med, og leve for evigt!" 

Jeg kunne se hvordan Marael overvejede tilbuddet. "NEJ!" skreg jeg. "Lad vær, du må ikke!" Jeg ville ikke kunne tåle at se min smukke engel blive til et bæst. Tårerne trillede ned af mine kinder. Maraels øjne fangede mine.

".." I det samme nu splintrede taget, murere fløj væk og lys strømmede ind. Helvedbæsterne, der var gemt i skyggerne, skreg af smerte og forsvandt. 

"Tch," hørte jeg manden mumle og han sænkede øksen. "Selvfølgelig.." 

"Slip mennesket!" lød en ordre. Stemmen lød som om den kom alle vegne fra, og jeg kunne ikke identificere kilden. Miss Nero's hale slap sit tag i mig, og hun bandt rebene omkring op. Jeg vaklede med det samme over til Marael, der greb mig og trykkede mig hårdt ind til ham. Han kyssede mig på panden og sukkede lettet. "Du er okay," hviskede han taknemmeligt, og de tårer, der før trillede i en moderat strøm, blev til en syndflod. 

Lyset samlede sig, og en mand omspundet af det, trådte frem. Han havde de venligste, gyldne øjne, og et smil hvilede på hans læber. Marael slap mig og knælede for manden, der blot lagde en hånd på Maraels hoved. Med det samme forsvandt alt blodet og alle sårene fra Maraels krop. 

"Mester.." mumlede Marael. Den lysende mand smilede og lo. Så rettede han blikket mod den rødhårede mand. 

"Min kære, gamle ven!" sagde han højtideligt. Ærbødigt nikkede den rødhårede mand mod ham.

"Uraziel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...