When Worlds Collide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2015
  • Status: Færdig
Den 17 årige Cayleb ser et meteornedslag og beslutter sig for at undersøge det. Men i stedet for en meteor, finder Cayleb noget helt andet; en engel faldet til jorden uden nogen anelse om hvorfor eller hvordan han skal komme hjem igen. Uden at vide det, er Cayleb spundet ind i et spil, et spil lavet af højere magter.

2Likes
11Kommentarer
741Visninger
AA

3. -1

Jeg gik gennem skoven, ude af stand til rigtig at se noget. Tågen smøg sig omkring trærødderne og mine ben på en rolig og uforstyrrelig måde, der gav mig lidt ro. Det havde været en forfærdelig dag igen. Om alle jeg kendte bare var dumme, kunne jeg ikke sige, men det føltes sådan. Jeg havde for længst vendt mig til deres undren, drillerier mod hvordan jeg så ud, men flere gange på en dag.. det giver en lidt hovedpine. 

Langt væk i mine tanker, observerede jeg noget lys i horisonten. Det fik mig til at vågne igen, for det var efter solnedgang, og langt fra solopgang. Der lå ikke nogle veje omkring. Efter få sekunder hvor himlen blev oplyst, forsvandt lyset bag træerne. En trykbølge ramte, og jeg blev skubbet tilbage mod en træstamme. Al luften blev slået ud af mine lunger og det mørknede for mine øjne. Jeg faldt ned på jorden og gispede desperat efter vejret i nogle øjeblikke, inden jeg genvandt evnen til at trække vejret ordentligt. Jeg rejste mig fortumlet op, børstede støvet af mig, og besluttede mig for at undersøge, hvad der var sket. En lille del af mit hoved sagde, det nok ikke var den bedste ide, men jeg ignorerede den, kvalte dens skepsis, og gik så hurtigt jeg kunne gennem skovbunden. Det var ikke ret langt væk fra hvor jeg blev slået omkuld, så jeg skulle ikke gå længe inden jeg så, hvordan flere træer var væltet. De lå bare ned. 

Hvordan..? tænkte jeg, inden jeg gik videre. Flere hundrede meter længere, var der endnu flere træer der lå ned, græs og mos flået af jorden, så der kun var bar jord. Og midt i det kaos, var et dybt hul. Jeg satte mig på knæ ved kanten af det og lænede mig forover. Gispende fór jeg tilbage;

Nede i bunden lå en lysende skabning. Min første tanke var aliens. Men der var kun en, og aliens kommer da altid i rumskibe. 

Forsigtig nærmede jeg mig hullet igen for at se bedre på skabningen. Stadig lysende, lå det krøllet sammen, helt nøgen. Jeg lænede mig længere ud over, men kom for langt, og gled ned. Der var intet, jeg kunne gøre for at stoppe. Jeg landede ved siden af skabningen, der ved nærmede eftersyn lignede foruroligende meget et menneske.

"Ha-Hallo," fik jeg frem over mine læber, lidt besværet. "Er du okay?" 

Selvfølgelig er den ikke det! brokkede min rationelle del af hjernen. Den er tydeligvis faldet ned fra himlen. Stadig med min rationelle del råbende efter mig, rakte jeg ud efter skabningen. Den var dækket af... af fjer? Lange, hvide fjer, for store til at være fra nogen fugl, jeg kendte. Jeg børstede et par til siden, og rørte skabningen. Den bevægede på sig, så jeg prøvede igen.

"Hallo. Er du vågen?" spurgte jeg. Den bevægede sig, lavede nogle mukkende lyde - ikke ulig en teenager, der ikke vil vågne - og vendte sig. 

Det var lidt.. underligt.

"Du kan altså ikke ligge her, du bliver syg!" sagde jeg så, og skubbede til den hårdt. Det lød vitterligt som om den knurrede efter mig, men jeg blev ved. "Kom nu!" 

Skabningen satte sig op, fjerene flyvende omkring sig, og vendte sig hurtigere end muligt om mod mig. Skinnende, glødende, og ikke mindst rasende, blå øjne stirrede direkte ind i mine. Jeg kunne ikke gøre noget. Øjnene afvæbnede mig med det samme. 

"Hvor vover du.." talte en hård stemme så. Den klingede, som om det var musik. "Ingen rør nogensinde mig!" Øjnene slog gnister.

"U-undskyld," hviskede jeg. Øjnene blev lidt mildere, men raseriet var stadig i dem, vildt og utæmmet. 

"Din undskyldning er godtaget. Fortæl mig så, dødelige, hvor er jeg? I hvilken del af De Befriedes Himmel er jeg?" spurgte skabningen så, meget forvirret. 

"Himlen?" spurgte jeg skeptisk. "Det her kan næppe kaldes himlen." Jeg fnøs. 

"Hvad kaldes det så?"

"Unionhall," fortalte jeg tørt. Skabningen trak sig lidt væk, så jeg kunne se, hvor skeptisk den så ud. 

"Og hvor er så det?"

"Omkring Cork."

"Og det er?"

"I Irland." Jeg trak på skuldrene. "Du er tydeligvis ikke herfra. Hvor kommer du fra?" spurgte jeg nysgerrigt. Skabningen smilede stolt og arrogant.

"Fra Himlen!" 

Jeg løftede et øjenbryn og rystede på hovedet. "Du er kommet til skade." Jeg så mig omkring. "Jeg ved ikke hvordan vi kommer op herfra, men vi må se at få dig i noget tøj, du må fryse! Og så skal jeg se om du har taget skade fra faldet." Jeg håbede der ikke ville blive stillet spørgsmål, og til mit held nikkede skabningen enigt. 

"Du har ret, dødelige." Den rejste sig, i fulde højde, og jeg så, at den  virkelig var han. Forelegen så jeg væk. Han strakte sig og gav mig så - modvilligt, lagde jeg mærke til - sin hånd. 

"Hold fast," var det eneste, han sagde, inden han sprang. Han klemte mig mod sin brystkasse, så jeg ikke blev revet væk af vinden. Jeg borede mine negle ned i hans hud, men hvis det gjorde ondt, lod han det ikke vise. 

Han landte trygt på toppen af hullet og satte mig ned. Forskræmt og rystende rørte mine fødder jorden, men benene knækkede sammen, det øjeblik jeg stod selv.

"Tch, dødelige," fnøs han, da han greb mig. "Lucifer havde da ret på et par punkter; I kan da ikke noget selv." 

Hvordan skulle jeg svare på det? Blev jeg virkelig talt ned til af et splitternøgent, overjordisk væsen? 

"Vil du ikke med hjem?" spurgte jeg så istedet - hvilket fik mig til at lyde som om, jeg prøvede at score ham. "Det er ikke så forfærdeligt langt væk." 

 

✝ ✝ ✝

 

Han så sig skeptisk og med løftede øjenbryn sig omkring i den lille lejlighed, jeg var blevet efterladt i. Jeg kom ud med en stak tøj i armene, selvom han tydeligvis var for høj til det. 

"Prøv det," sagde jeg og gav ham stakken, for så at gå ud i køkkenet. 

"Hvad er det?" kunne jeg høre ham mumle. Jeg stak hovedet ud af dørkarmen. 

"Tøj," svarede jeg. "Til at have på kroppen." Han så om end endnu mere skeptisk ud end før, men trak så på skuldrene. Jeg vendte tilbage til at lave varm kakao til os begge.

Efter lidt tid gik jeg ind i stuen med et fad med to kopper varm kakao. Han sad i sofaen, iført noget af mit fars gamle tøj, der så ud til at være en del numre for små. 

"Hm," sagde jeg, og bed i min læbe. "Jeg må finde noget du kan passe i morgen." Han så tilfreds ud. 

Jeg satte fadet på sofabordet, og satte mig så ved siden af ham for at observere ham. Han havde gyldent, krøllet hår, der så ret ustyrligt ud - eller var det fordi han var faldet ned af himlen? - de glødende, himmelblå øjne, der ikke var til at tage blikket fra, kirsebær røde læber, der var formet i en amorbue, en lang, slank krop med muskuløse aftegninger. Han var tæt på de to meter, hvilket var ret voldsomt for mig med mine 1.65. Alle bevægelser han lavede, var graciøse og elegante. Hans attitude var voldsomt anderledes fra folk jeg normalt omgik; arrogant, alt for selvsikker på sig selv og sine evner. Han var så fremmedartet, så smuk, at han kun kunne være taget ud fra en eventyrhistorie eller et af de store kunstneres værker. 

Han bemærkede jeg undersøgte ham, og et selvsikkert smil gled over hans læber. Han løftede dovent et øjenbryn. 

"Noget du kan lide?" spurgte han. Jeg så ned i gulvet med det samme, mine ørespidser og kinder brændte. Jeg stammede et svar, som ikke gav ret meget mening. Det så ud til at more ham.

"Du er en sjov dødelig, du er," grinte han. Det lød som klokker, konstaterede jeg. 

"Dit navn," beordrede han så. "Jeg kan ikke rende rundt og kalde dig dødelige i en verden befolket af dødelige.. medmindre jeg bare kalder dig slave." Af en eller anden grund morede det ham mere end min stammen..

"Cayleb, jeg hedder Cayleb," sagde jeg, og kiggede op fra gulvet. "Hmm, Cayleb." Han lød som om han smagte på det. 

"Besynderligt navn," sagde han så. Jeg kneb øjnene sammen.

"Og hvad hedder du så?" spurgte jeg. "Dit navn er sikkert mere underligt end mit." Han så stødt ud og fnøs så irriteret. 

"Marael," svarede han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...