For niogtres år siden, for tretten år siden og nu i dag.

Jeg har flere gange overvejet tage ud til de selvpensionerede skytsengle, der sidder i en lade på Skovbosvej. I mit liv som skytsengel har jeg set meget ulykke. Jeg har set det gennem et par hasselnødsformede brune øjne, der elskede den forkerte. En ung kvinde, der fik en datter, men aldrig blev mor. Og i Paris, hvor det kunstige lys fra gadelamperne, oplyste det der var tilbage af en kærlighed. Til sidst må man spørge sig selv, i døråbningen til opgivelse, om det er det hele værd.

32Likes
25Kommentarer
1457Visninger
AA

1. Prolog.

Jeg har kendt det her sted længe.

Alting var lettere og lykkeligere, før jeg vidste det fandtes. Dengang jeg ikke vidste at det var en mulighed at give op, fordi jeg ikke anede, at opgivelse lå på Skovsbosvej 43 og at der altid er plads til en mere.

Udefra ligner det en hvilken som helst anden forladt lade, men det er det indeni der gør forskellen. Det er der de sidder. De selvpensionerede skytsengle, der har limet vingerne fast og stille fordriver hver dag med at stirre ligeud. Deres hud er grå, og man kan se hvor mange år, de har siddet der alt efter, hvor meget huden i deres ansigter hænger. Nogle har limet sig fast til gulvet, andre loftet, nogle væggen og så er der de der har limet sig fast, så de sidder på skulderne af en anden skytsengel. Det var et ret bizart syn, da jeg så det første gang. Jo længere man står det, jo mere normalt ser det ud. Men følelsen i maven er altid den samme når man ser det første gang. Den slår knuder på sig selv i spørgsmålet: hvorfor? Lige indtil man en dag står der igen med svaret i maven.

Efter at have besøgt stedet første gang var jeg flov, fordi den følelse jeg kunne mærke mest var forståelse. Jeg tror at det var det øjeblik, jeg virkelig indså, hvor skrøbelige vi skytsengle også er og at vi måske endda er mere følsomme end menneskene. Det gør det nok lettere for os at opfange deres følelser, men det gør det også sværere for os at have vores egne.

Det er ikke første gang, jeg har stået her, med limen i hånden og overvejet hvor mit sted skal være. Første gang var for niogtres år siden, så tretten år siden og sidste gang i dag. Der er altid den sidste tøven. Den sidste tro på at livet er mere værd end intetheden. Den tøven har jeg efterhånden levet på i mange år. Og jeg ved ikke om den kan bære flere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...