For niogtres år siden, for tretten år siden og nu i dag.

Jeg har flere gange overvejet tage ud til de selvpensionerede skytsengle, der sidder i en lade på Skovbosvej. I mit liv som skytsengel har jeg set meget ulykke. Jeg har set det gennem et par hasselnødsformede brune øjne, der elskede den forkerte. En ung kvinde, der fik en datter, men aldrig blev mor. Og i Paris, hvor det kunstige lys fra gadelamperne, oplyste det der var tilbage af en kærlighed. Til sidst må man spørge sig selv, i døråbningen til opgivelse, om det er det hele værd.

32Likes
25Kommentarer
1460Visninger
AA

4. Og nu i dag.

Den sidste tøven har mange former.

For niogtres år siden var det tanken om Esters smil, og det blik hun kunne få i øjnene, når hun tænkte på Jürgen. Det mindede mig om, at selvom kærligheden ikke er for mig, så fandtes den i hvert fald mindst i et sæt brune øjne og sikkert også i flere. Og det var noget værd.

Da jeg stod her for tretten år siden, havde kærligheden vist sit grimme ansigt og jeg var ikke ligeså naiv. Jeg havde allerede fundet mit sted, da jeg kom i tanke om, at alting stadig kunne nå at ordne sig. På et eller andet tidspunkt ville Paja løbe tør for sprut og penge i Paris, og så kom hun hjem igen af sig selv. Måske var jeg for hurtig.

Nu stod jeg igen i ladens døråbning, og forsøgte at finde den sidste tøven. Men der var ikke nogen.  Og selv hvis der var, så havde jeg mistet lysten til at finde den.

Det hele startede for et års tid siden, hvor jeg tilfældigvis så Paja i Rema 1000. Hun havde en stor ternet sweatshirt på, der gik hende til knæene, og rullede en rød indkøbskurv efter sig, hvor der lå en pakke barbecuepomfritter, tre flasker rødvin og en bunke blomstrede postkort, der var sat ned til en tier.

Kassedamen scannede tingede ind og mumlede: ”Ellers andet?”

”En pakke Prince og et femkroners frimærke,” sagde hun og hev en krøllet tohundredekroneseddel op af sin taske.

Jeg fandt ud af at hun boede i en etværelseslejlighed i Assens sammen med sin kæreste. Det var tydeligt ingen af dem elskede hinanden. Måske havde han elsket hende engang, men jeg tror ikke på hun havde. Jeg tror hun valgte ham, fordi hun ikke orkede det. Lejligheden lugtede af gammel mad og der var støv på alt andet end Tv-skærmen. Hun satte sig hen til spisebordet, og bladrede i de postkort, hun lige havde købt, indtil hun til sidst valgte billedet af en rose. Hendes hænder rystede så meget, at det var svært at læse hvad hun skrev og til sidst opgav jeg at afkode det.

Jeg blev hos hende i lejligheden i en uge, hvor hver dag næsten var det samme. Hun gik og små drak af rødvinen fra hun stod op, til hun gik i seng og imens sad hendes kæreste indeni stuen, og spillede og stoppede op engang imellem for at ryge. Jeg ville gerne have hjulpet hende. Selvfølgelig. Det var Paja. Men det virkede som en uoverskuelig opgave, og efter en uge kunne jeg ikke holde ud at være der længere. Jeg tænkte jeg tit på, om hun stadig boede i den lejlighed, om hun stadig drak af rødvinen, om hun var lykkelig, eller i det mindste glad nok til at komme ud af sengen om morgenen. 

Jeg fik først svar på mine spørgsmål, da jeg så Kris, en solskinsdag i Dronninglund. Der gik et stykke tid, før jeg genkendte hende og selv efter jeg genkendte hende, havde jeg svært ved sådan rigtig at kende hende. Hun var blevet korthåret, havde en neutral grå kjole på og i hun holdt en lille pige, der højst kunne være to år. Det var svært at se den unge grønhårede socialist, jeg mødte for seksten år siden, i den kvinde der stod overfor mig nu. Men jeg var sikker på at det var hende. Jeg kunne kende hendes smil.

Jeg fandt hurtigt ud af at hun var blevet sygeplejerske og gift med en humørfyldt kvinde, med tykke kinder og rødblondt hår, som hun sammen med havde datteren Silje og de snakkede om at få en til. Så det hele var egentlig godt og fint og næsten perfekt, men alligevel føltes jeg nærmest, at jeg blev kvalt af at være i deres hus. Kontrasten imellem det liv Paja havde og det her, var så stor at jeg havde svært ved at forstå det. Der var ingen spor af Paja i huset, ligesom der havde været i hendes, hvor der hang billeder af Kris og loftet var tilklistret med gamle kærlighedsbreve og de gaver som Kris havde givet hende, stod på en række i vindueskarmen. Selv dem der ikke længere gav mening, som ringbindet til noter Kris havde købt til hende i gymnasiet og overtegnet med hjerter og små beskeder.

Kris havde ikke gemt en eneste ting. Og det gjorde mig en smule sorgmodig, fordi jeg engang havde kigget på de to og tænkt at det var kærlighed i den reneste form. Den form jeg længtes efter og som Ester troede hun havde.

Men efter en måned fandt jeg ud af at jeg tog fejl. Og selvom jeg troede det ville gøre mig lettet, så gjorde det mig kun endnu mere trist. Jeg fandt ud af det på en dag, hvor Kris var alene i huset.  Hun gik og ryddede op. Hev skuffer ud og sorterede. Indtil hun kom til en kasse, som hun tøvede med at åbne i lang tid, mens hun gled hænderne henover kassens låg. Til sidst åbnede hun den alligevel forsigtigt. Og der var det. Den sidste del af Paja. Den del hun havde gemt.

Nede i kassen var der flere hundrede kuverter, med flere hundrede breve. Jeg genkendte blomsterpostkortene, så var der postkort med hjerter og postkort, der slet ikke var postkort, men avispapir, som der var blevet skrevet henover. De var alle sammen forskellige og havde en ting til fælles. Der var frimærker på alle kuverterne, men der stod ikke skrevet adresse på og i de fleste af brevene, stod der den samme sætning: ”En eller anden dag finder jeg dig. Det lover jeg.”

Pajas forældre havde fundet brevene i lejligheden og kontaktede Kris. Kris tog alene til begravelsen og hun sad der, bagerst i kirken og tænkte på hvordan det kunne have været, hvis hun ikke havde forladt hende den regnvejrsdag i Paris. Om det havde været noget andet. Om Paja stadig havde taget det valg. Om der overhovedet ville være en begravelse at gå til. Efter begravelseskaffen hjalp Pajas far hende med at bære kassen hen til hendes bil. De sagde ikke et ord til hinanden.

Kris sad der på gulvet i lang tid og læste brevene med tårer ned ad kinderne, blodsprængte øjne og indimellem noget, der også kunne minde om et smil. Der sad hun indtil hun kunne høre bilen køre ind i ind i indkørslen. Så lagde hun brevene tilbage i kassen, puttede låget på og skubbede den tilbage under sengen.

Og det er nu præcis tolv timer siden det skete nu. Det er mørkt. Jeg har været ude ved havet og lyttet til bølgerne, der slog mod strandkanten og set solen gå ned ligesom den gør hver dag. Hele dagen har jeg ikke kunne få tanken om, at Paja endte med at dø i den lejlighed, ud af hovedet og jeg så hende for mig som barn og som ung og tænkte igen at jeg forstod livet så lidt, at det ikke var noget jeg kunne holde ud, at være en del af længere.

Og det forklarer hvorfor jeg er her nu. I døråbningen til laden og leder efter en plads. Der var mange flere pladser første gang jeg stod her. Nu kan man ikke være kræsen længere. Alle pladserne op ad væggen er optaget, der er et par stykker tilbage på gulvet og i loftet er der stadig en del, men det er udelukket. Jeg forsøger at genkende nogle af de andre skytsengles ansigter, men det er umuligt. Der er så mange og de fleste har lukkede øjne og ligner væsner, der nu er halvt levende, halvt døde.

 Limen står ved siden af døråbningen og jeg samler den op. Den føles foruroligende let. Jeg piller låget af og kigger ned i. Den er tom. Og den smule lim der havde været tilbage er tørret ind nu. Jeg kigger desperat rundt i laden efter en anden lim, men der er ikke flere. Jeg føler mig svimmel og på en eller anden underlig måde snydt.

Jeg går fra laden igen på udkig efter lim. Jeg leder hvor som helst og ender med at finde det i en lokal lukket byggeforening, der kun ligger fem minutters gang fra laden. Og så går det op for mig. Da jeg står og kigger på limen, der kostede 70 kroner, hvor fuldstændig vanvittigt det er. Og absurd. Jeg havde tænkt mig at lime mine vinger fast til en lade. Det er så dumt at jeg næsten får ondt i hovedet af at tænke på det. Det er så permanent. Så dramatisk. Og meningsløst. Endnu mere meningsløst end de liv jeg forstår så lidt af. Jeg kommer i tanke om et digt, som Marie engang skrev om natten i vindueskarmen til et hotelværelse. Det hed: ”Om døden.”

 

”Der sidder pigen

ved bredden af søen

og skriver den sidste linje

i et aldrig færdigt digt.”

 

Jeg kigger på limen og så tilbage på mine vinger. Det er et valg. Og jeg vælger at tage tilbage til laden. Jeg tager noget med fra byggemarkedet, men ikke lim. Ikke i dag. Ikke nogensinde.

Det er en varm sommernat og jorden er tør og knaser under mine fødder, mens jeg går rundt om laden og hælder benzinen ud. Det er underligt at tænke på alle skytsenglene derinde, men samtidig også svært at tænke på dem som værende levende. De er det eneste der får mig til at tøve et øjeblik, da jeg tænder tændstikken, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på det, som en barmhjertighedsgerning. Selv døden må være bedre end den lille stump af et liv de har tilbage derinde.

Der er noget smukt over ilden. Smukt på en forfærdelig og insisterende måde, der gør det umuligt at se væk. Alting brænder, bortset fra de hvide fjer, som ilden ikke kan fange. Og jeg tænker på Marie. På Ester. På Paja og Kris.

Jeg ved at opgivelse vil komme tilbage. At det er en følelse, der ikke går væk. Men det hjælper at tænke på at den ikke længere ligger og venter på Skovbosvej 43.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...