For niogtres år siden, for tretten år siden og nu i dag.

Jeg har flere gange overvejet tage ud til de selvpensionerede skytsengle, der sidder i en lade på Skovbosvej. I mit liv som skytsengel har jeg set meget ulykke. Jeg har set det gennem et par hasselnødsformede brune øjne, der elskede den forkerte. En ung kvinde, der fik en datter, men aldrig blev mor. Og i Paris, hvor det kunstige lys fra gadelamperne, oplyste det der var tilbage af en kærlighed. Til sidst må man spørge sig selv, i døråbningen til opgivelse, om det er det hele værd.

32Likes
25Kommentarer
1459Visninger
AA

3. For tretten år siden.

Jeg har det med at blive draget mod kreative mennesker. I mange år efter jeg holdt op med, at følge Ester var jeg forsigtig med ikke, at komme for tæt ind på de liv jeg hjalp, men da jeg mødte Josefine, en ung skuespillerspirer, kunne jeg mærke, at jeg begyndte at gentage de samme mønstre, som dengang med Marie. Jeg kom forbi og holdt øje med hende, selv på de dage, hvor der ikke var nogen grund til, at jeg var der. Som nittenårig fandt Josefine ud af, at hun var gravid og kun et halvt år efter boede hun i Dronninglund, var ringforlovet og i gang med at male børneværelset lyserødt. Hun drømte stadig om at blive skuespiller, men prøvede at lade drømmen om at være mor være nok for nu. Jeg besøgte dem regelmæssigt, selvom jeg må indrømme, at jeg havde mistet interessen for Josefine smule, i hvert fald, indtil hendes datter Paja begyndte at snakke. Paja var et usædvanligt barn lige fra hun var helt lille.  Som seksårig tapede hun papir rundt om toppen af et Ikea glas og klippede et lille hul i midten til penge. Når hun fik en tier eller gravede en enkrone op imellem fortovssprækkerne, lagde hun dem ned i sin hjemmelavede sparegris. Det var der ikke noget underligt ved, men da Josefine spurgte hende, hvad hun sparede op til, svarede hun ikke chokolademønter eller en vandpistol som andre børn. Hun sagde: ”Til København.”

”Hvad vil du i København, lille skat?” spurgte Josefine.

”Danse og være lyserød.”

Da hun blev ældre, fandt hun ud af, at hun hverken havde lyst til at danse eller være lyserød, men hun ville stadig til København. Og allermest ville hun væk. Hun var træt af de andre unge i Dronninglund, der nærmest virkede til at have følelser på kommando og var tilfredse med at køre rundt på scootere og tage til nye fester, for at snakke med de samme mennesker. Paja længtes efter noget mere. Og mest af alt længtes hun efter en der havde det på samme måde.

Næsten hver weekend var der nogen, der holdt fest og hvis ingen gjorde, mødtes de i skolegården, for at ryge og drikke øl. Paja var som regel ikke inviteret. Pigerne kunne ikke fordrage hende, fordi hun havde kysset næsten halvdelen af drengene i klassen. En enkelt af dem havde hun også haft sex med, på hans forældres badeværelse, mens hun kunne høre hans mindre søskende drillende bankede på døren og sang Kaj-sangen. Hun måtte bide læberne sammen, for ikke at komme til at grine, og tænkte at sådan noget her aldrig ville kunne ske i København, og at København måtte være sådan et sted, hvor man elskede på altaner med stilhed som baggrundsstøj.

Bagefter så de en film på hans værelse, og han lagde armen rundt om hende, hvilket hun tænkte, at han kun gjorde af pligt. Hun ville ønske, de kunne grine af det, men han virkede så alvorlig. Efter filmen kyssede han hende farvel, og hun fik fremmumlet: ”Så ses vi vel på mandag,” inden hun skyndte sig hjem.

Efter det var der nogle få drenge, men ingen af dem var fra skolen. Selvom Paja ikke ville indrømme det, brød hun sig ikke om at være den, der ikke blev inviteret til noget. Det eneste hun hadede mere end Dronninglund var at sidde alene på sit værelse, for det var altid når hun var alene, at hun blev mindet om at hendes drømme og den tid hun havde tilbage, var på vej i hver sin retning.

Noget af det hun allerhelst ville nå var at blive forelsket, og helst på en måde der fik alle hendes følelser til at svulme op til dobbelt størrelse. Jeg nød at følge Paja i alle de år, fordi hun på en eller anden måde var så målrettet, at jeg tænkte: Hende her, hun bliver et eller andet. Et eller andet, hvor jeg stolt kunne tænke, at jeg var hendes skytsengel. Det var åndssvagt. Og jeg var åndssvag. Men udover det, holdt jeg også bare af hende. Måske mere end nogen anden, fordi jeg kunne se direkte ind i hendes hoved og vidste, at hun var harmløs mod alle andre end selv sig. Det var i hvert fald det, jeg tænkte dengang, men det var også før Kris.

Kris, der egentlig hed Kristine, kom oprindeligt fra hjertet af Århus, men hendes familie var netop flyttet til byen. Kris havde skulderlangt affarvet grønt hår, var socialist og holdt af at spille guitar, næsten ligeså meget som hun holdt af at fortælle, hun spillede guitar.

De mødtes til en introfesten, da de begge to netop var startet på gymnasiet. Paja havde danset det meste af aftenen og var gået ud for at holde en rygepause.

”Har du en lighter?” spurgte hun en pige, der sad alene på en bænk og røg. Pigen hev en grøn lighter frem og rakte den til hende uden at kigge op.

Paja tændte sin cigaret og satte sig ved siden af hende. ”1.g’er?”

”2.g’er,” sagde hun og tog imod sin lighter. ”Men tak.”

”Jeg så bare du sad alene og så tænkte jeg … ja.” Hun pustede røgen ud mellem læberne. ”Har du så nogle råd til at komme igennem det her?”

”Gymnasiet?”

Paja nikkede.

”Undskyld, jeg prøver ikke at snakke om skole udenfor skolen. Jeg lever lidt i den her illusion om, at det kun er et mareridt jeg har nogle timer om dagen, og så vågner jeg op.”

”Det er ikke helt dumt.” Paja hvilede hovedet mod undersiden af hånden, og balancerede neglene over læberne. ”Hvad så med lektierne?”

”De er en del af mareridtet. En ret voldsom del af det faktisk,” svarede Kris og drejede hovedet mod hende. ”Hvad hedder du egentlig?”

”Paja. Ligesom papaja … Bare kortere … Og du ved, til et menneske i stedet for en frugt.”

”Jeg er Kris.”

”Okay,” smilede hun. ”Med mindre du siger et eller andet vildt, har jeg nok glemt dig i morgen.”

”Noget vildt?”

Noget fuldstændig banebrydende vildt.”

”Beklager, jeg kan ikke komme i tanke om noget lige nu.”

”Kom nu, grønt hår. Find på noget.”

”Jeg kan hente en øl til os, så tænker jeg over det på vejen.” Hun rejste sig og tog sin flettede Coca-cola pung med. Jeg mener ikke Kris nogensinde, kom op med noget banebrydende at sige, men hun kom tilbage med en øl og et tomt plastiskglas. De drak, røg og snakkede indtil festen sluttede kl. 02:00, og efter det tog de hen til den nærmeste Shell, og købte en flaske billig hvidvin, som de rakte frem og tilbage imellem sig på de forladte togskinner.

”Det er lidt koldt, ikke?” sagde Kris.

”Lidt måske.” Paja tog endnu et sug af sin cigaret, som hun næsten havde røget ned til det lille stykke skrift, hvor der stod: Kings.

”Hvorfor er du egentlig ikke taget hjem endnu?” spurgte Kris, og lagde armen rundt om hende. ”Hvorfor sidder du klokken tre om natten og snakker med et salathoved?”

”Salathoved,” grinede hun og førte hånden op til munden. ”Lige der, der har du grunden. Fordi du er typen der kalder dig selv et salathoved..”

”Kun derfor?”

”Hvad vil du have jeg skal sige?” spurgte Paja. ”Du fisker efter noget helt bestemt.”

”Ikke noget, jeg siger bare jeg måske snart skal hjem og vande mit hår. Måske har du travlt.”

”Skal vi nå noget?”

”Nej, nej, jeg siger bare og det her er virkelig noget jeg bare siger, så lad være med at lægge for meget i det. Plus, jeg er fuld, så det er virkelig bare … Men, der er ikke nogen grund til at være oppe klokken tre, næsten fire om natten, med mindre man enten fester, eller man skal til at forelske sig. Og jeg gentager, jeg siger det bare.”

”Du er skør.”

”Måske lidt.”

Paja smed sin cigaret fra sig, og trådte den ned i jorden med spidsen af sin slidte conversesko. ”Kan du så ikke bare enten kysse mig, eller holde kæft?”

Kris kiggede overasket på hende, men efter nogle sekunder smilede hun, satte vinen fra sig, og drejede hovedet en smule til venstre, og skulle til at kysse hende, men stoppede drillende få centimeter fra hendes mund, så hun kunne mærke varmen fra Pajas ånde mod underlæben. ”Du stinker virkelig af hvidvin.”

”Shh,” grinede Paja og lagde hovedet ind til hendes skulder. Kris duftede af en blanding af nikotin og alkohol. ”Se, nu fik du lige ødelagt øjeblikket.”

”Det er overhovedet ikke ødelagt.” Kris skubbede forsigtigt hendes hage opad og kyssede hende, så hun kunne mærke Pajas smil presset op mod sine læber. Efter et par sekunder trak hun sig tilbage, og de smilede til hinanden. Paja prøvede ikke at se genert ud, men hun følte sig pludselig utrolig bevidst, om hver bevægelse hendes krop gjorde. Måden hun træk vejret, og måden hendes hjerte hårdt slog, så hun kunne mærke efterskælvet gennem resten af kroppen. Hun kyssede hende igen. Og efter det igen. Hun kyssede hende på kinden, og hele vejen ned til halsen, hvor hun hvilede sit hoved og tog en dyb indånding.

Klokken nåede at blive næsten seks, før Paja tog hjem. Der var lyst, men på en blid måde, og fuglene, der for længst var stået op, sang løs. Hun fandt en pose sour cream chips i skabet, og tog en kande vand med op på værelset, som hun drak af i vindueskarmen, mens hun skiftevis røg og gumlede, på de chips med mest krydderi. Hun var træt, men kun i kroppen, hendes hoved var lystvågent, og hun havde ondt i kinderne af at smile, og følte sig anderledes og som den samme, og klokken var alt for mange til, at noget af det rigtig gav mening. Efter tre cigaretter gik hun i seng.

Dagen efter tog hun hjem til Kris, og de var sammen for første gang. Det var et i et walk in closet med madrasser på gulvet, regnbuefarvede puder og selvlysende stjerner i loftet. Hun kunne ikke huske præcist hvordan det startede. Kun at det gjorde. Kun at hendes lille svedige hånd bagefter lå på Kris’ bare maveskind, at hun kunne dufte hende, høre hendes åndedræt genfinde fatningen og den sædvanlige rytme. Og de så på hinanden. Kris, med sine blågrønne øjne og mascaradrys under dem. Paja smilede ind mod hendes skulderblade.

De næste par måneder var noget af det mest forvirrende og samtidig ubesværede, som Paja nogensinde havde oplevet. Hun havde lyst til at fortælle alle, at hun endelig var blevet forelsket, men hun holdt det alligevel tilbage. Hun havde altid forbundet forelskelse med en københavnerdreng, der havde langt hår, og som skrev sange om hende, og boede i en lejlighed, med en tilhørende smal altan, hvor de lige netop kunne ligge begge to. Det forvirrede hende, at han ikke var kommet, og at det ikke engang var en han, men en pige, der havde et lille mellemrum imellem tænderne og tre modermærker ned langs ryggen. Og at hun ikke var noget som helst af det Paja havde tænkt, men alligevel pludselig var det eneste hun ville have.

”Du tænker for meget,” sagde Kris til hende en dag, hvor de lå i ske under dynen i Pajas seng, mens de så et dokumentarprogram om 70’erne på DR2.

”Måske har jeg bare mange ting at tænke over,” mumlede hun.

”Kærlighed skal ikke overtænkes.”

”Hvor har du læst det? En Gajol pakke?”

”En Gajol pakke,” smilede Kris, og blottede det lige mellemrum i sine tænder. ”Du er dejlig.”

”Er jeg?”

”Meget. En eller anden dag, bliver jeg nok nødt til at putte en ring på den der lille tykke finger.”

Paja drejede hovedet, så hun kunne se hende i øjnene, og sagde med en hæst: ”Hvad?”

”Slap nu af, jeg mente det ikke. Din finger har en fin størrelse. Det var bare en joke.” Kris kyssede mellemrummet imellem hendes øjenbryn, så hun kunne mærke de skrøbelige små hvide hår bukke sig, under sine læber. ”Jeg er ikke engang sikker på om jeg skal sove her i nat, eller om jeg skal ringe til en anden.”

Paja klaskede blidt til hendes kind, og rystede på hovedet.”Hold nu op, med at sige ting du ikke mener.”

”Undskyld, det er en dårlig gammel vane.”

”Var hende du kom sammen med før meget sarkastisk?”

”Det var et af hendes flydende sprog. Men vi var aldrig sådan rigtig kærester.”

Paja fugtede læberne og før hun kunne nå at gennemtænke ordene, var de allerede røget ud af hendes mund. ”Er vi kærester?”

”Det ved jeg ikke,” sagde Kris, og samlede en jordbærpude op fra gulvet, som hun lagde under sin hage. ”Dine forældre ved ikke engang jeg eksisterer.”

”De ved godt, jeg har en veninde der hedder Kris.”

”Det er ikke det jeg mener … og det ved du også godt.” Kris vendte sin opmærksom tilbage til 70’er dokumentaren, hvor en kvinde var ved at berette om sin første sommer i Thylejren.

”Men virkelig … har du lyst?”

”Jeg forstår ikke, hvorfor du overhovedet vil være sammen med en, du er flov over.”

”Jeg er ikke flov over dig, hvorfor skulle jeg …”

”Men du er flov over at være sammen med en pige,” afbrød hun.

”Forvirret,” hviskede hun ind mod hendes hals. ”Ikke flov.”

”Okay, så siger vi det. Men jeg kan heller ikke være sammen med en, der er forvirret.” Kris tog fjernbetjeningen, og skruede op for lyden. ”Det er faktisk ret interessant det her.” 

De snakkede ikke mere om det, men efter Kris var taget hjem dagen efter, kiggede Paja op i loftet, og tænkte at hun blev noget til at gøre noget. Hendes forældre var støttende, men de tænkte også mest, det var en periode. En lesbisk periode med en grønhåret pige, det var bare var noget, der skulle afprøves. Sådan var Paja. Det var først da deres datter, havde været sammen med Kris i næsten et år, og efter Kris fik farvet sit hår mørkebrunt, så hun for alvor lignede en ung voksen, at blev overbevidst om at Pajas fase, måske nok nærmere var et liv. 

På trods af det, var ikke altid let for dem at være sammen, og især ikke for Paja, der midt i alle sine drømmerier om kærlighed og forelske, havde glemt hvor meget hverdag og gentagelser, der egentlig er i et forhold. Hun lod i stedet sine nye drømmerier være om gode gamle ven København, som hun efter et stykke tid ændrede til Paris eller Berlin, fordi København alligevel var for tæt på Dronninglund. Hun ville bo et sted, hvor alle hun mødte sagde: ”Hvor?” når hun fortalte hvilken by hun var vokset op i.

”Tager du så væk fra mig, i næste måned, når du får huen?” spurgte Kris.

”Nej, selvfølgelig ikke, jeg kan ikke undvære dig.”

”Du bliver bare ved med at snakke om det, som om det kommer til at ske.”

Paja sukkede. ”Det er ikke dig jeg forlader, Kris, det er det her sted, jeg kan ikke holde det ud, det er ligesom …” Hun kunne ikke komme på en god sammenligning, og rystede på hovedet. ”Men bare rolig, jeg skal nok tage dig med. Jeg har pengene til det. Og en børneopsparing. Vi skal nok klare os.”

To og en halv måned senere befandt de sig i Paris, efter en del overtalelse, fordi Kris faktisk var begyndt at føle sig hjemme i Dronninglund. De boede på et vandrehjem, hvor alt på værelset enten var gråt, hvidt eller sort. Kun et par skriggule gardiner, med grums for neden, brød mønsteret, på en så iøjefaldende måde, at det var det eneste man så, når man var på værelset.

For Paja var mødet med Paris kærlighed ved blik, og især det at hun kunne kigge ud af vinduet, og betragte de mange fremmede mennesker, som hun ikke var nogen for, og derfor endelig havde chancen for at være hvem som helst for. Hun drømte om at blive poet, kunstner, danserinde og en enkelt dag også avissælger på torvet, fordi hun mødte en ældre mand, der solgte aviser, mens han smilede på en måde, hun aldrig havde set et andet menneske smile. For Kris var byen nærmere en begrænsning. Hun havde ikke lyst til at være hvem som helst. Hun ville være sygeplejerske, det havde hun fundet ud af, efter at have brugt sit sabbatår på at scanne dåsetun og toastbrød i Netto, mens hun sagde: ”God dag,” så mange gange at det mere blev en lyd, end noget hun mente. Hun forsøgte at få tiden til at gå, med halvhjertet at skaffe sig et job, men det var svært, når hun ikke snakkede fransk og hjemveen tydeligt havde groet sig fast i hendes kropsholdning og måden hun langsomt talte.

I den periode gik de fra hinanden og tilbage igen næsten hver uge. De talte om at have et langdistanceforhold, men det var mere symbolsk, end noget nogen af dem mente. Ingen af dem var lykkelige. Ikke engang Paja.

Selvom hun prøvede at benægte det, havde højdepunktet på hendes tur været, da hun kiggede udover byen for første gang, som det legeland, hun havde stået i kø til hele sit liv. Men hendes forhold var ved at falde fra hinanden, antallet af bekendte hun havde i byen kunne tælles på fingre og vennerne kunne tælles i hænder. Der var ikke meget at blive for. Det vidste alle andre end Paja selv.

”Hvornår tænker du så vi tager hjem?” spurgte Kris, en dag hvor de som aftensmad spiste flute med Nutella og drak lunkne dåsecolaer i sengen. På det tidspunkt havde de været i Paris i næsten fem måneder.

”Hold nu op med at plage mig.”

”Svar på spørgsmålet.” Tonen i hendes stemme var neutral. Det var et skænderi de havde haft så tit, at hun ikke orkede at hæve stemmen for det.

”Jeg forstår ikke spørgsmålet.”

”Det er et ret simpelt spørgsmål, Paja.”

”Men, hvad er hjem? Jeg ved ikke engang om jeg nogensinde har haft et hjem, eller om der bare var nogen, der sagde til mig: det her er dit hjem og så er det ligesom sådan.”

Kris kiggede irettesættende på hende. ”Jeg er virkelig virkelig træt af den her diskussion, men nu siger jeg det en gang til. Du har en mor og far der elsker dig, de gav dig et tag over hovedet og mad hver dag. Du har kraftedme et hjem, du har mere et hjem end mange jeg kender!”

”Det var ikke det jeg ville have.”

”Jeg orker næsten ikke, hvis du har tænkt dig at være så overdramatisk igen. Men hvis du ikke selv kan høre, hvor latterligt det der lyder, så ved jeg ikke engang hvorfor jeg stadig er her. Jeg gider ikke have en eller anden dum tøs, der brokker sig over, at der ikke var nok sukker på hendes cornflakes, da hun var barn.”

Paja tog sig selv i at gennemsøge rummet, efter noget hun kunne kaste efter hende, men før hun så dåsecolaen i vindueskarmen, skammede hun sig allerede over tanken. Næsten ligeså meget som hun skammede sig over, at have en kæreste, der kunne finde på at tale til hende på den måde.

Kris rejste sig fra sengekanten og satte sig i stedet hen i vindueskarmen, hvor hun kunne ryge. Det sidste vandrehjem de boede på var de blevet smidt ud af, fordi man kunne lugte røgen i hele opgangen. Nu var de i stedet havnet på et sted med orange vægge.

”Jeg er altså ikke overdramatisk,” mumlede Paja. Kris svarede ikke. ”Jeg er bare ærlig og siger hvordan jeg har det og det er præcis derfor jeg kan ikke være i Danmark, jeg føler mig kvalt, jeg føler mig anderledes og …”

”Du er forkælet,” afbrød Kris, med den samme neutrale tone, hun havde indledt skænderiet med. ”Det er dit eneste problem. Det har intet at gøre med ærlighed.”

”Du behøver ikke være en idiot. Eller ondskabsfuld. Det er det der ordet, ondskabsfuld.”

”Det var ikke ondt ment. Jeg er bare ærlig.”

Paja satte sin tallerken fra sig i vindueskarmen, og gik hen til knagerækken, hvor hendes oversize deminjakke fra genbrugen hang. Hun skulle til at gå, men kiggede sig over skulderen først, på Kris der sad i vindueskarmen og kiggede udover kærlighedens by, med sådan en ligegyldighed i blikket, at Paja næsten ville ønske hun gad kalde hende forkælet igen.

”Du kan bare bestille den der flybillet,” sagde Paja og åbnede døren. ”Jeg er færdig med det her.”

 Der kom ingen reaktion. Ikke så meget som en trækning i ansigtet, kun cigaretten der som nærmest på kommando, skiftevis blev flyttet op til hendes mund og væk igen.

”Jeg mener det. Jeg sover et andet sted i nat og når jeg er kommet hjem, så er du skreddet, ude af mit liv!”

Paja blev ved med at se afventende på hende, indtil hun til sidst blev utålmodig.”Gider du godt sige noget!”

”Hvad skal jeg sige, Paja? Jeg …” Kris tog sig til hovedet og skubbede så håret tilbage bag ørerne. Paja havde aldrig rigtig brudt sig om det brune hår, mest fordi det fik Kris til at se så voksen ud og på en eller anden måde mindede det hende om, at det vel var den retning de var på vej mod nu, uanset om de gik til venstre, ligeud eller tilbage. Sammen eller hver for sig. Det var uundgåeligt. 

Til sidst mistede Paja tålmodigheden, smækkede med døren og gik ned i byen.

Og det skulle man tro var det. Men jeg vidste bedre. Efter at have været i Paris med dem i så lang tid, vidste jeg udmærket at Kris stort set hver aften tjekkede flyafgange, og næsten hver morgen i det mindste stod op, med et ønske om at have lyst til at få lyst til at blive. Det her var ikke nogen usædvanlig aften.

Tre timer efter deres skænderi fandt jeg dem også siddende på kantstenen udenfor en lukket kiosk, med en flaske hvidvin imellem sig. Lyset i byen var dæmpet og kunstigt, og livet gik videre, mens de tidlige nattevandrere passerede dem med et kort spidst blik. Paja lagde hovedet mod Kris’ skulder.

”Du burde gå mere i kjole,” hviskede Paja ind mod hendes øre. ”Det er pænt til dig.”

”Synes du?”

”Mmm.”

”Jeg kan faktisk ikke så vild med det. Jeg føler mig sådan lidt mærkelig i kjoler.” Hun tog en tår af hvidvinen, og mærkede hvordan en dråbe gled ned langs hendes mundvig og videre nedover halsen.

”Du ser ikke mærkelig ud. Du ser sød ud.”

Efter en lille pause kyssede Paja hende. Som regel er de ellers forsigtige med at kysse i offentligheden, når det først var blevet mørkt, men Kris lod hende gøre det. Der var intet smil presset op mod hendes læber. De kyssede på sådan en alvorlig måde nu.

De gik tilbage på værelset, og lagde sig ind til hinanden under de tynde dyner. Der lå de indtil himlen rødmede i en orange farve, indtil Kris som den første slog øjnene op, og kiggede rundt i værelset, hvor der stod gamle beskidte tallerkner, lå undertøj på gulvet og ved siden af hende, sovende op ad hendes arm, lå Paja i en T-shirt med et afskallet print, der for lang tid siden havde været en blomst og for endnu længere siden havde tilhørt Kris. Hun rejste sig forsigtigt fra sengen og gik hen til vinduet, hvor regnperlerne sad klistret til ruden og solen afgav det sidste af sit orange skær fra solopgangen. Hun kunne stadig mærke deres skænderier i rummet. Alle skænderierne. Fra alle dagene.

Da Paja vågnede næste morgen, lagde hun først mærke til kufferterne, der stod pakket på skrivebordet. Kris lå ved siden af hende i en sort T-shirt, nogle mørkeblå blondeshorts og et par hvide strømper, med en frynsekant og hendes læber var knaldrøde. En tåre gled nedover hendes næse, læberne og blev hængende under hendes hage.

”Du vil ikke mere.”

Hun tørrede sig om øjnene med siden af hånden.  Hun skulle til at sige noget, men ordene klumpede sig sammen i hendes hals og i stedet nikkede hun bare. Hun ville ikke mere.

Jeg ville gerne have påvirket Kris til at blive, men det føltes for påtrængende. Hun havde pakket sin taske. Hun havde lagt læbestiften, så bestemt indenfor mundens kurve, at det var tydeligt hun ikke ville have den tværet ud. Ikke i dag. Det var en anelse koldt på værelset, og vinduet stod åbent på vidt gab. Paja gnubbede søvnen ud af øjnene med håndryggen. Hun rejste sig fra sengen og tog den hvide kjole på, der lå på gulvet, og tændte en smøg, mens hun kiggede ud af vinduet. ”Det er ellers fint vejr.”

”Det regner.”

”Jeg har altid elsket regnvejr.”

”Ja … det ved jeg,” sagde Kris, mens hun svagt smilede og tørrede sig om øjnene igen. Hun fugtede læberne og kunne svagt smage sin egen saltede gråd. 

”I det mindste forlader du mig da på en regnvejrsdag i Paris. Det er mere end de fleste mennesker får,” sagde Paja og skævede hen mod hvidvinsflasken, der stod på skrivebordet, ved siden af de pakkede kufferter. Kris svarede ikke, men hun syntes det var noget vrøvl. I Paris eller Dronninglund. Det ændrede ikke på noget.

Kris ringede efter en taxa, og Paja fulgte hende med ned. Hun havde svært ved at få sat en følelse på noget som helst af det der foregik, selv da Kris krammede hende farvel og græd ind mod hendes skulder, mens hun hviskede noget uforståeligt. Selv da forstod hun det ikke. Selv da Kris hviskede: ”Pas godt på dig selv,” selv da taxaen kørte, selv da den drejede ud af hendes synsvinkel, forstod hun det ikke. Hun tænkte på sin mor og det blik hun fik i øjnene, når hun snakkede om sine unge skuespiller år og de måneder hun boede i København. Og Paja smilede for sig selv, og vidste at det var rigtigt at blive. Det krævede sine ofre at være lykkelig.

Da Paja kommer op på værelset igen, smed hun sin kjole og tog et langt bad. Hun brugte al sæben og efter den også al shampooen til at vaske sin krop og hun stod under vandets stråler, indtil det blev koldt. Så lagde hun sig ind på sengen, lagnet klistrede sig til hendes mave og ben og i vinduet stod deres Nutella tallerkner stadig. Hun tændte en cigaret, og hentede resten af hvidvinen, der stadig næste var fuld.  På gulvet fik hun øje på sin hvide kjole og ved skulderen lagde hun mærke til et rødt læbeaftryk.

Den aften, mens Paja lå beruset og nøgen på sengen, kom jeg til at tænke på pigen, der allerede som seksårig sparede op til at flygte til København og jeg tænkte at der er børn i den her verden, der begår de samme fejl, som deres forældre og så er der børn, der så ihærdigt forsøger at undgå lige netop de fejl, at de ender med at leve et helt liv efter hvad de ikke vil. 

Jeg forsøgte at blive hos hende i Paris, for jeg vidste hun havde brug for mig. Men efter en uge, hvor Paja brugte alle dagens timer på at drikke og glemme, besluttede jeg mig for at tage hjem. Hjem til laden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...