For niogtres år siden, for tretten år siden og nu i dag.

Jeg har flere gange overvejet tage ud til de selvpensionerede skytsengle, der sidder i en lade på Skovbosvej. I mit liv som skytsengel har jeg set meget ulykke. Jeg har set det gennem et par hasselnødsformede brune øjne, der elskede den forkerte. En ung kvinde, der fik en datter, men aldrig blev mor. Og i Paris, hvor det kunstige lys fra gadelamperne, oplyste det der var tilbage af en kærlighed. Til sidst må man spørge sig selv, i døråbningen til opgivelse, om det er det hele værd.

32Likes
25Kommentarer
1457Visninger
AA

2. For niogtres år siden.

Det kan måske være svært at forstå, hvordan vi skytsengle bare uden videre kunne finde på at give op. Og hvorfor vi overhovedet kan blive så påvirket, af noget vi kun iagttager og ikke er en del af. I mange af mine første år som skytsengel, havde jeg det i hvert fald sådan. Det var længe før jeg blev spoleret, længe før jeg så virkeligheden i øjnene for første gang gennem en butiksrode, hvor jeg fik øje på en ung pige, der både havde høje hæle og høje kindben og en lille sensuel mund, som var tegnet op med bordeauxrød læbestift. Som skytsengel møder man selvfølgelig mange smukke kvinder, men lige netop hende, som jeg senere fandt ud af hed Marie, var anderledes. Hun havde en legesyg, næsten drillende, måde at skue ud til verdenen på.  Af nysgerrighed fulgte jeg med hende hjem gennem byen, til et råhvidt hus i midten af det hele. Hun hev de høje hæle af og erstattede dem med et par flade sorte sko, og læbestiften tørrede hun af i en serviet, inden hun gik ind i huset. Ude i køkkenet lavede hendes mor æblekage, og faren sad i sofaen, hvor han læste Ekstra Bladet, med en cigar balancerende i mundvigen. Ingen af dem sagde noget til hende og at dømme efter hendes ansigtsudtryk, var det mest af alt en lettelse.

Jeg vil ikke sige at jeg blev forelsket i Marie, måske nærmere betaget, for ligeså dragende jeg fandt hendes udseende, ligeså frastødende var hendes tilfældige måde, at behandle sin egen tilværelse. Hun var ikke en af den slags kvinder, der forelskede sig og listede ud af huset for at se sin udkårne. Hun havde flere elskere og flere af dem der var gift, hun holdt af at tage på værtshus, at stjæle sin fars Lucky Strike cigaretter, lytte til Jazz musik på grammofonpladen og gå klædt i sort fra top til tåspidsnegl. Men det var ikke så meget det jeg fandt så belastende ved hende, selvom hendes besættelse af at være ulykkelig kunne være svær at iagttage. Det værste træk ved Marie var at hun kunne skrive. Hun var især dygtig til at skrive digte og korte tekster, nok mest fordi det var det eneste hun havde koncentrationen til, men også fordi hun som regel skrev på toiletpapir fra de hotelværelser, hvor hun besøgte sine elskere. Jeg blev ved med at håbe, at hun en eller anden dag ville stoppe op og reflektere, men det skete aldrig. Til gengæld måtte hun en dag stoppe op og fortælle sin familie at hun var gravid.

Af alle de gange hun havde brug for, jeg holdt hånden over hende, var dengang alligevel allervigtigst. Jeg tør næsten ikke tænke på hvad der kunne være sket, hvis jeg ikke havde stået bag hende med hånden på hendes skulder. Der var råb, skrig, tåre og han slog ud efter hende, men ramte i stedet lampen. Til sidst blev kaosset erstattet med stilhed og selvom det sjældent skete i huset, var det en af de få gange, hvor både Marie og hendes forældre tænkte på det samme. Hvad nu?

”Hvem er faren?” spurgte hendes mor hende, to uger efter hun havde givet dem nyheden om barnet. De var ved at lave smørrebrød.

”Jeg har sagt at jeg ikke ved det.”

”Jeg har bare svært ved at forstå det. Hvordan kan du ikke vide det?”

Marie hvilede en hånd på den stadig flade mave, og gjorde sit bedste for at undgå øjenkontakt med moren.

”Det er virkelig en skamplet det her. Og det er ikke kun dig, tænk på hvad folk vil sige om os som forældre, hvis …”

”De finder aldrig ud af det.”

”Nej, men vi ved det. Vi kommer til at leve med det her resten af vores liv.”

”Det ved jeg.”

”Det tror jeg ikke du gør. Men om nogle måneder finder du ud af, hvordan det er at have en datter og ikke være mor.” Hun rakte hende en stabel med tre tallerkner, og det arrige blik blev erstattet med et mildere et. ”Du kan bare dække bord. Far er hjemme om lidt.”

 Det foregik sådan at hendes forældre påstod, at Marie var rejst et halvt år hjem til sine bedsteforældre, for at hjælpe dem med de huslige gøremål, og imens gik hendes mor rundt i byen, med en gravid mave og pralede med den lille efternøler. Marie fødte sin datter i kælderen på en fuldmånenat. Jeg kan huske, at jeg efter fødslen gik ud i den friske luft, og tænkte over, hvor lidt jeg egentlig forstod verdenen og hvordan jeg fik mindre og mindre lyst til at forstå den, des mere jeg lærte den at kende. Jeg vidste at jeg var nødt til at forlade dem. Jeg var alt for involveret i Maries liv, præcis ligesom de skytsengle der sad i laden havde været.

Jeg gik tilbage i kælderen for at se hende en sidste gang, siddende med den lille pige i sine arme. Jeg forstod det allerede dengang, fra første øjekast, at hun elskede sin datter, selvom hun ikke nødvendigvis elskede at have hende. Inderst inde havde hun altid tænkt at der ville være mere cognac, flere mænd og flere servietter at skrive poesi på.

Der gik mange år, hvor jeg ikke så Marie igen, men efter næsten femten år, bragte tilfældighederne mig tilbage og jeg så hende siddende på en bænk, ved siden af en ung pige, med brune øjne formet som hasselnødder og langt mørkebrunt hår, der ligesom sin mor var smuk, men på en mindre insisterende måde.

Marie var aldrig blevet gift, og hendes tidligere elskere havde erstattet hende med yngre modeller, hun skrev lidt engang imellem og lyttede stadig til jazz, men kun i kælderen og altid lavt.

Hendes datter, som var døbt Esther, var ligeså nysgerrig og oprørsk som sin mor, men på en mere diskret måde. Hun havde set hvad et dårligt rygte kunne gøre, og hun tænkte tit at hun ikke ville ende alene ligesom sin storesøster.

Samtidig var Esther også alt det Marie ikke var. Hun var velovervejet, målrettet og spildte ikke sit liv på mænd og druk. Jeg havde svært ved at få øjnene fra hende, når hun kom gående. Jeg havde altid været så misundelig på de unge, fordi de kunne tillade sig at begå fejl og jeg besluttede mig for, at jeg vel også kunne tillade mig at begå et par fejl. Bare en eller to. For at få en bedre ide om hvordan det føltes at være menneske, fortalte jeg mig selv. Så jeg tillod mig selv at følge efter Ester og passe på hende, selv med små næsten absurde ting, som at snuble eller at miste noget. Jeg sørgede for at Esters liv foregik så problemfrit, som overhovedet muligt og når hun sov, stod jeg ved siden af hende og iagttog hendes ansigtsudtryk ændre sig i takt med drømmene, som var en af de få ting i hendes liv, jeg ikke kunne påvirke.

Ligesom sin mor holdt Ester af at skrive, og jeg elskede at kigge på hendes hænder glide over en tom blog og farve den med historier via kuglepindens spids. Jeg kan ikke sige hun var specielt dygtig. Men hun var bestemt mere dedikeret til historierne, end Marie nogensinde havde været.  Hun gik i seng om natten og tænkte: ”Det kunne blive.” Og så sparkede drømmende blidt indefra hendes mave, som et ufødt barn, der var på vej. Og jeg ville stryge hende henover håret og håbe at hun havde ret.

Jeg ved godt at mange nymoderne ungdomsromaner fortæller historier om skytsengle, der forelsker sig i mennesker, og jeg ville ønske jeg kunne sige, der bare var en lille smule sandhed i dem. Men i alle tilfælde, hvor en skytsengel har været uforsigtig nok til at forelske sig i et menneske er det endt på samme måde. Ensidigt. Nogle gange bildte jeg mig selv ind at Ester kunne mærke, at jeg var til stede og at hun måske ikke nødvendigvis følte den samme kærlighed, men i det mindste havde en vis fornemmelse af at jeg eksisterede. Det var selvfølgelig fjollet og det vidste jeg inderst inde også godt. Men nu har jeg været på jorden i mange dage og ikke en eneste af de dage, har kærligheden været fornuftig. Den har sine egne veje og nogle gange trækker den os med sig ned af de veje. Og jeg var allerede på vej ned af en, så hurtigt og voldsomt, at jeg ikke før langt senere opdagede, at Ester også var på vej ned ad en vej. En helt anden end min.

Meget af hendes ungdom foregik under besættelsestiden, mens der var tyske soldater i hverdagsbilledet og retfærdig kun var noget man hviskede om. Mange af Esters veninder sås ofte med tyskerne, især Inger, hvis forældre tit inviterede nogle officerer til at spise med. Jeg tror måske det havde noget at gøre med nogle forretninger. Ester var mere forsigtig. Heldigvis. Bare det at hun smilede til en mand, kunne gøre mig næsten syg af jalousi. Men det var ikke sjældent, at hun slæbte blikke efter sig, når hun gik en tur i byen og det kunne heller ikke undre nogen, at hun en eller anden dag, ville samle at af de blikke op og forelske sig.

Jeg havde inderst inde håbet at det ville blive Niels, skomagerdrengen der boede overfor deres hus. Han havde kort lyst hår og var en anelse ranglet, men der var ingen af de andre, der kiggede ligeså ømt på hende, som han gjorde og ingen der lyttede ligeså koncentreret til hendes ord.

”Min søster skriver også,” delte hun en dag med ham. ”Men hun skriver bedre end mig.”

”Det tvivler jeg på.”

”Men det gør hun.”

”Hvor gammel er din søster?

”Toogtredve.”            

Han smilede, så de små ungdomsrynker stod frem i hans pande. ”Du er så ung, Ester, du har masser af tid. Tiden er tålmodig … du må også være tålmodig.”

Men det blev ikke Niels der fangede hendes opmærksomhed. Det startede med uskyldige blikke, et lille smilende træk i mundvigen. Så subtilt at jeg slet ikke tænkte over det, og det gjorde Ester måske heller ikke. Ikke før Inger en kom løbende efter hende, lagde armen om hende og hviskede til hende: ”Jürgen spurgte efter dig i dag.”

”Hvem?”

”En af de tyske soldater.”

”Jeg tror ikke jeg ved hvem han er. Jeg har aldrig snakket med nogen af dem.”

”Han vidste heller ikke hvem du var. Han omtalte dig bare som min generte mørkhårede veninde.”

”Han mente sikkert ikke mig,” mumlede Ester. Hendes hjerte bankede en anelse hurtige end normalt, og hun gjorde sit bedste for at forestille sig sin søster Marie, der sad derhjemme ugift og uden børn. Der var ikke plads til fejl. Hun turde i hvert fald ikke begå dem.

”Jeg ved han mente dig, jeg har lagt mærke til hvordan han kigger efter dig. Og du kigger på ham.”

”Du ved hvordan jeg er, jeg smiler til alle.”

 ”Ester, hold nu op med at være kedelig, du er alt for køn til at være så kedelig.”

”Jeg kan ikke engang snakke tysk.”

”Det er ikke noget problem, jeg skal nok hjælpe dig.”

Efter den dag skete der en langsom forandring. Når Ester vidste der var en chance for at hun ville passere Jürgen, brugte hun lang tid på at lægge makeup, med den smule hun havde tilbage og hun lånte et par af Maries nylonstrømper og var altid meget forsigtig med ikke at lave huller i dem. Under krigstiden var det tæt på umuligt at anskaffe sig et nyt par. Hun brugte lang tid på at stå foran spejlet og øve sit smil og undersøge sine ansigtsvinkler.

Efter et par måneder skete det uundgåelige, og sammen med Inger gik hun hen for at snakke med ham. Jeg kunne næsten ikke holde det ud. I så lang tid havde jeg forsøgt at være alt hvad jeg kunne være for hende, men det var aldrig nok. Det kunne aldrig blive nok. Den dag fulgte jeg ikke med hende hen til Jürgen, selvom jeg vidste hun kunne have fået brug for mig. I stedet gik jeg en lang aftentur og så op på stjernerne, mens jeg tænkte på dengang, hvor man på det her tidspunkt, ville kunne se børn være udenfor og suge den sidste dags leg til sig. Nu var der bare mørkt. Jeg kunne mærke den dårlige samvittighed begyndte at gnave. Mange skytsengle var for længst taget ud til koncentrationslejrene og så var der mig, der fulgte i hælene på en ung teenagepige, der var dum nok til at gå i sin mors fodspor og det allerværste var, at jeg ikke kunne vikle jalousien fra skyldfølelsen, så jeg vidste ikke engang hvad jeg følte mest.

Jeg havde håbet at Ester ville miste interessen for Jürgen, efter deres første møde, men sådan gik det desværre ikke. De begyndte at se hinanden regelmæssigt og det skete endda nogle gange at de mødtes på et værtshus og nogle dage også uden Inger. I den periode var jeg tæt på at forlade hende flere gange, for at tage til koncentrationslejrene og på de værste dage tog jeg næsten ud til laden, ligesom mange andre skytsengle havde gjort under besættelsen.

Men jeg blev. Jeg lod som om det med Jürgen ikke var en del af hendes liv og fulgte med hende alle andre steder, end når hun skulle være sammen med ham. Det var ikke let at fortrænge. Noget ved hende var forandret. Mest af alt det blik hun fik i øjnene, når hun gled væk i dagdrømmeri, det der før havde været så frit og kreativt, var nu alvorligt og bestemt. Hun drømte ikke længere om digte og noveller, der skulle skrives, men om Jürgen. Hun drømte om en fremtid med ham. Om tage til Tyskland en dag, blive gift og få børn. Jeg håbede hele tiden at hendes planer ikke ville blive til noget. Hun fortjente bedre end Jürgen og det var ikke kun fordi jeg var jaloux, at jeg mente det. Jeg havde bemærket at Ester ikke var den eneste unge pige han kiggede efter. Og jeg havde også lagt mærke til hvordan folk i byen med små kommentarer og spidse blikke var begyndt at chikanere Ester. Det gav mig en urolig fornemmelse.

En kold septemberdag blev Esters veninde Marianne skudt, efter at være blevet anklaget for at være stikker. Under hele besættelsen havde Ester ikke været en af dem, der havde råbt højst om hvor utilfreds hun var, men det var som om noget gik op for hende efter den dag. Hun gik ned i kælderen til Marie og lod hende lægge armene om hende, mens hun stille græd ind mod hendes skulder.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre,” hviskede Ester. ”Jeg elsker ham.”

”Hvem?”

”Det er lige meget.”

”Det er ikke lige meget.” Marie rakte hende en klud til at tørre øjnene i og smilede varmt.”Du kan altid snakke med mig om det. Det mener jeg virkelig.”

”Jeg er virkelig bange.”

”Det skal du ikke være, Ester, jeg tror ikke varer meget længe inden krigen er slut. Inden vi er frie.”

Den nat lagde Ester hovedet på puden og tænkte at hendes søster var blevet skør. Og at hun også snart ville blive det, hvis hun ikke passede på. 322 dage efter bekendtgjorde BBC over radioen at den tyske kapitulation i Danmark var slut. Over hele byen blev mørklægningensgardiner revet ned og erstattet med lys og for første gang i mange år kunne man hører livet i mørket gennem latter og råb. Jeg gik en lang tur og mødte mange andre skytsengle på vejen, der havde givet sig selv en friaften for at fejre befrielsen. Alle var lettede. Det var i hvert fald det jeg tænkte, indtil jeg kom hjem og fandt Ester grædende i kælderen med en sølvhalskæde presset mod læberne.

Jeg satte mig ved siden af hende, og lagde armen rundt om hende. Hun var stadig så ung. Kun seksten år. Der gik flere timer inden hun faldt til ro, og så drejede hun ansigtet mod mig og kiggede mig direkte i øjnene og i et øjeblik havde jeg det som om hun kunne se mig. Og så gjorde jeg det jeg havde drømt om at gøre, lige siden jeg så hende siddende på den bænk for to år siden. Endelig trykkede jeg forsigtigt mine læber mod hendes. Og hun kunne intet mærke. Ligesom mig. Jeg græd stille med hende og det er først nu efter, at jeg kan se vi græd over det samme den nat. Vi havde begge to nået enden af den vej kærligheden ville have os ned af, og sad nu kun tilbage med de hudafskrabninger og blå mærker vi havde fået undervejs.

Næste dag blev de mærker fysiske for Ester. Det skete som noget af det første om morgenen, at frihedskæmpere og en stor menneskemængden stod ved dørtrinnet til deres hus og hamrede løs. ”Luk op! Deres datter skal til afhøring!”

”Min datter er ikke nogen tyskertøs!” råbte faren ud til dem.

”Far, det er okay. De har ikke tænkt sig at gå uanset hvad,” sagde Ester med en rystende stemme. Hun tog sin halskæde af og lagde den på bordet. Hun havde siddet i kælderen hele natten og vidste at de ville komme, for hun var flere gange blevet set med Jürgen, og hun havde hele natten samlet mod til bare at gå med dem. Hun kunne ikke undgå det uanset hvad. Og der var ingen grund til også at blande resten af familien ind i det.

”Du går ikke ud til dem,” sagde Marie bestemt. Tilråbene udenfor blev stadig højere og de var begyndt at sparke til døren. ”Det gør du ikke.”

”Enten går jeg ud ellers kommer de ind … det er vores valgmuligheder. Hvem skal beskytte os? Der er ingen.” Hun gik hen mod døren og lagde hånden på dørhåndtaget. ”Det kan være det ikke er så slemt.”

Og så åbnede hun døren og de trak hende med ud på gaden. Jeg ville så gerne have gjort noget, men så voldsom en gerning er umulig for en skytsengel alene at stoppe. Vi skulle have været flere hundrede. Jeg vil helst ikke gå for meget i detaljer, for jeg tror I kender historierne og jeg får det dårligt af at tænke på det. Jeg stod ved siden af, mens de trak tøjet af hende, sparkede til hende, klippede hendes smukke mørkebrune hår af og tegnede hagekors henover hendes krop.

I det øjeblik havde jeg lyst til bare at forsvinde og aldrig skulle blive konfronteret med mennesker. Under krigen var det hele tiden svært at se alle de ugerninger der fandt sted, men jeg vidste at det gode også var der i det skjulte. Nu havde det gode vundet og det her var fejringen af deres sejr. Det var ikke til at holde ud. Og især fordi det var Ester. Min elskede Ester.

Det var første gang jeg nogensinde overvejede at tage ud til laden og ikke skulle forholde mig til noget af alt det her. Jeg var tæt på at gennemfører det, men da jeg stod foran laden, kunne jeg alligevel ikke. Ikke så længe der var så meget ondskab i mennesker derude. Jeg var nødt til at blive. At holde det ud.

Men jeg vidste også at jeg ikke kunne se Ester mere. Det gjorde for ondt. Det gjorde mig for sårbar. Hvorfor jeg så seksoghalvtreds år senere endte foran laden igen er en helt anden historie. Jeg lærte mange ting af at følge Marie og Ester i de år og også mange ting jeg ville ønske, jeg ikke havde lært. Men der var en ting jeg aldrig lærte. Ikke at blive for involveret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...