On The Other Side

Siden tidernes morgen har Tuscola været omgivet af mure. Meterhøje mure, der beskytter dem mod omverdenen. Ingen ved, hvad der befinder sig på den anden side af de mørke mure, bortset fra de 14 unge piger og drenge, der hvert år lukkes ud i det gådefulde område efter lang tids optræning til netop dette. At finde liv på den anden side. Dog er ingen vendt tilbage, men det skræmmer ikke Cathryn Tunnell. Hun vil se, hvad der er på den anden side. Det hjælper bestemt ikke på hendes nysgerrighed, da hendes storebror heller ikke vender tilbage efter at være blevet udsendt. Hun må se, hvad der er derude: koste hvad det vil! ***Jeg deltager i The Maze Runner-konkurrencen / valgmulighed 1.***

29Likes
13Kommentarer
1510Visninger
AA

3. Kapitel 3: "Hold kæft og kæmp."

"Hold kæft og kæmp."

"Slå hårdere!" råber Lucy, og jeg slår så hårdt, at mine knoer bløder. Den mørke, hårde boksepude foran mig får nogle røde prikker, der efter endnu et slag bliver tværet ud. Mit åndedræt er hårdt og besværet, og jeg har lyst til at stoppe, men Kates hårde stemme i mit øre får mig til at blive ved. Jeg slår igen og igen mod boksepuden, og jeg kan høre, at jeg ikke er den eneste. 

"Kristopher, tag dig sammen!" råber Lucy pludselig, og vi stopper alle sammen op. Kristopher er søn af Ale, og han er hele Tuscolas kæledægge. Alle steder han går, får han særbehandling. Dog ser det ud til, at træningslokalet er en undtagelse. Lucy forlader min side og krydser lokalet. Kristopher er også stoppet og og glor vredt på hende. Ved hans fødder triller en bold væk fra ham. Lucy er rasende. 

"Hvad er der?"

"Hvad lavede du med den bold?" spørger hun og ser ned på bolden, som Kristophers tvillingesøster -  Kristina - samler op. 

"Spillede med den." Hans flabede svar runger i det store lokale, og vi andre forholder os helt stille. 

"Bad jeg jer om at spille med bolden, Kristopher?" spørger Lucy og læner hovedet til den ene side. Kristopher ryster på hovedet. "Hvorfor spillede du så med den?"

"Fordi jeg ikke gider slå på en sæk med ris," svarer han og lægger armene over kors. "Det her er jo ikke ordentlig træning."

"Ikke ordentlig træning?" måber Lucy og sukker dybt. "Vil du måske overtage træningen?"

"Ja," griner han og læner sig op af muren bag ham. Han er flabet. Pludselig står Kristina ved hans side, og hun hvisker noget i hans øre. Med ét ændres hans ansigtsudtryk, og han bider tænderne sammen. Lucy smiler tilfreds, som om hun ved, hvad Kristina lige har sagt. 

"Kan vi fortsætte undervisningen?" spørger Lucy skadefro, og Kristopher ser væk. "I skal være sammen i par! Tunnell, Tuscola!" Hendes opråb får min opmærksomhed, og jeg ser på Kristina og Kristopher. Jeg har ikke synderligt lyst til at være sammen med nogen af dem, men deres efternavn blev råbt op. "Kristopher."

"Helt ærligt!" brokker han sig, men Kristinas blik får ham til at lukke munden igen. Der er noget, hun har på ham, og han ved, at det er slemt. "Hvem er Tunnell?"

"Mig," siger jeg og rækker hånden op. Alle laver en slags bane, så jeg kan komme hen til ham, og jeg tøver ikke et sekund. Han er bare en forkælet møgunge, og han skal bestemt ikke stå i vejen for mig. 

"I skal sparre sammen, og jeg vil ikke se nogle brækkede lemmer eller blod!" råber Lucy, da hun har fået parret os alle sammen. "Er det forstået?"

"Ja!"

"I gang!"

"Tunnell..." Kristopher kredser om mig, og jeg fæstner mit blik på væggen foran mig. "Hvad er du så for en?"

"En, der kan slå dig i gulvet," siger jeg roligt, og han stopper op foran mig. 

"Hvad?"

"Jeg kan slå dig i gulvet, inden du overhovedet får hævet armen."

"Bevis det," siger han meget tæt på mit ansigt, og han når dårligt at sige det første ord, inden jeg fanger begge hans håndled og fejer begge ben væk under ham. Grundet mit greb om hans håndled, rammer han ikke gulvet hårdt. Ikke så hårdt som han ellers ville. "Det må jeg sige, Tunnell..."

"Hold kæft og kæmp," hvæser jeg og stiller mig i angrebsposition igen. Langsomt - alt for langsomt efter min mening - kommer han på benene igen, og jeg betragter ham indtage stillingen magen til min. 

"Tror du, jeg er bange for en tøs som dig?" spørger han og begynder at cirkle omkring mig igen. Denne gang følger jeg ham, og da han slår ud efter mig med en knyttet næve, undviger jeg. Smilet på hans læber bliver større, da han slår ud efter mig med begge hænder, og hans venstre næve rammer min kæbe. Det gør ondt, men jeg lader ikke smerten gå mig på. I stedet slår jeg efter ham, først med højre mod hans købe, og derefter venstre mod hans ribben, og jeg rammer perfekt ind i hans ribben. Det tager luften fra ham, og jeg slår mod hans anden side. Dog er han hurtig og fanger min hånd. Han er stærk, og han strammer grebet om min lukkede hånd. Smerten, da min fingre knækker, er ulidelig, og jeg hvæser i smerte. Han skal ikke vinde! Jeg drejer min arm rundt, så han er tvunget til at slippe, og hurtigt sparker jeg efter hans ribben. Sparket får ham ud af kurs, og da jeg sparker igen, falder han ned på siden. Jeg tøver ikke ét sekund, inden jeg sætter mig på ham, fanger hans arme under mine knæ og læner mig over ham. 

"Nej, jeg tror ikke, du er bange," hvisker jeg gennem min hårde vejrtrækning. Min kæbe skriger af smerte, da jeg snakker, men jeg er ligeglad. Jeg har ham under mit greb. "Men jeg er heller ikke bange for dig, og bare fordi din far er den, han er, skal du ikke tro, jeg vil behandle dig anderledes. Respekterer du mig, respekterer jeg dig."

"Fair nok," siger han, og jeg kan høre på hans stemme, at slaget i hans ribben kan have ramt ind i hans lunge. "Du er okay, Tunnell."

"Jeg hedder Cathryn," mumler jeg og kravler af ham.

"Kristopher."

"Det ved jeg," smiler jeg skævt og børster mine knæ. Han bliver liggende i nogle sekunder, inden han sætter sig op. Raspende hiver han efter vejret, og jeg bliver pludselig helt febrilsk. Har jeg punkteret hans lunge?! "Lucy!" Min stemme skær gennem lyden af lemmer, der slår mod hinanden, og hurtigt er Lucy henne ved os. Salen bliver øjeblikkeligt stille. 

"Kristopher," siger hun og rusker let i ham. 

"Hvad har du gjort ved ham?" råber Kristina og skubber til mig. 

"Jeg har ikke gjort noget," siger jeg og skubber tilbage. 

"Du har punkteret hans lunge!" skriger hun og skubber igen. Jeg siger ikke noget. Jeg gør ikke noget. Jeg glor bare tomt på Kristopher, der sidder og kæmper efter at få vejret. Så hårdt sparkede jeg jo heller ikke, og i sidste uge blev jeg også ramt ret hårdt i ribbenene, men ikke så jeg fik punkteret min lunge. "Din... din!" Kristina farer pludselig hen imod mig og vælter mig i gulvet. Smerten i mit baghoved får mig til at skrige, mens jeg prøver at få hende af mig. Dette lykkes ikke, og efter noget tid må jeg give op og give efter for hendes knytnæver. Min kæbe gør mere og mere ond, og da det sorter det sted bag øjnene, lukker jeg dem bare i og lukker alt ude. Og pludselig er Kristinas vægt på min mave væk. 

 

"Hun er i live," hører jeg en grinende stemme sige, og jeg prøver at strække mig. Alle mine lemmer gør ondt, og jeg stønner irriteret. "Jep, hun er helt sikkert i live." Stemmen tilhører Kristopher i sengen ved siden af mig, og han smiler stort til mig. 

"Hvad?"

"Kristina slog dig vist ret hårdt, hva?" Jeg er forvirret. Hvor er jeg? Jeg ser rundt, og salen, vi ligger i, ligner en sygestue eller sådan noget. I hvert fald er der flere senge med hvidt sengetøj, adskillelige apparater og sådan noget. 

"Hvor er vi?"

"På en eller ande sygestue," siger han og sætter sig op i sengen. Et øjeblik lyder hans vejrtrækning raspende igen, men da han får sat sig ordentligt, bliver hans åndedræt normalt igen. 

"Hvordan har dine ribben det?"

"De er ikke så hårdt ramt, som de kunne have været" griner han, og jeg rynker brynene. Hvorfor synes han, det er sjovt? "Min lunge til gengæld..."

"Den er ikke punkteret, vel?"

"Næsten, men det går nok. Sygeplejersken sagde, at jeg nok er klar i morgen," siger han og læner hovedet tilbage. "Noget andet er; hvordan har du det?"

"Jeg føler mig gennembanket," sukker jeg og kigger ned af mig selv. Mine underarme er prydet med store, blå mærker, og jeg kan mærke, at det ikke er det eneste sted, hvor der er blå mærker. 

"Kris gik også ret hårdt til den," siger han og rynker brynene. "Hun troede, du havde punkteret min lunge, hvilket næsten skete."

"Undskyld."

"Det er okay," smiler han. "At se dig ligge her er lidt som et plaster på såret." Pludselig kan jeg genkende den flabede Kristopher, og jeg griner. Jeg stopper dog hurtigt igen, da smerten i min brystkasse nærmest lammer mig. "Du fik også lidt slag i brystet og i maven." Jeg kan se medfølelsen i hans blik, og jeg sukker. 

"Hvor længe skal vi være her?"

"Jeg skulle gerne være på benene i morgen, men jeg ved ikke med dig," siger han og rækker sin venstre hånd over mod mig. "Jeg må hellere lige hilse ordenligt: Kristopher Tuscola." Jeg smiler og rækker min højre til ham. Vores fingre fanger lige akkurat hinanden, og jeg tager fat om hans hånd. 

"Cathryn Tunnell." Et ægte smil finger vej til mine læber, og jeg kan se, han gengælder det. I stedet for at slippe min hånd igen, fletter han langsomt sine fingre ind mellem mine, og vi lader vores hænder hænge og dingle mellem os. "Du er god nok, Tuscola." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...