On The Other Side

Siden tidernes morgen har Tuscola været omgivet af mure. Meterhøje mure, der beskytter dem mod omverdenen. Ingen ved, hvad der befinder sig på den anden side af de mørke mure, bortset fra de 14 unge piger og drenge, der hvert år lukkes ud i det gådefulde område efter lang tids optræning til netop dette. At finde liv på den anden side. Dog er ingen vendt tilbage, men det skræmmer ikke Cathryn Tunnell. Hun vil se, hvad der er på den anden side. Det hjælper bestemt ikke på hendes nysgerrighed, da hendes storebror heller ikke vender tilbage efter at være blevet udsendt. Hun må se, hvad der er derude: koste hvad det vil! ***Jeg deltager i The Maze Runner-konkurrencen / valgmulighed 1.***

29Likes
13Kommentarer
1509Visninger
AA

2. Kapitel 2: "Vi ses på den anden side."

"Vi ses på den anden side."

"Jeg synes ikke, det er fair," mumler jeg og ser over på Caden, der lyner lynlåsen på sin taske. Den er godt proppet, og jeg ved udemærket godt med hvad. Våben. 

"Hvad er ikke fair?"

"At jeg skal vente endnu et helt år," siger jeg, og et sted i mig mener jeg det. Hele min krop ryster bare ved tanken, men min nysgerrighed slår alt. Jeg vil derud og se de væsener fra Cadens tegninger. 

"Se det fra den lyse side: nu er der kun tre uger til din træning begynder," prøver Caden at opmuntre mig, men det mislykkes. Tre uger er lang tid, og derefter vil der går et helt år. Jeg vil derud nu!

"Jeg kan alt, jeg har brug for at kunne derude," siger jeg skarpt. "Jeg kan skyde med buen, jeg kan bruge min kniv, og jeg er ikke bange for at skyde, hvis noget kommer for tæt på."

"Du har meget at lære endnu," griner min bror og hanker op i sin taske. Uret på hans skrivebord viser halv tre, så vi kun lidt under en halv time tilbage sammen. "Pas godt på mor og Corrie for mig." Hans blik nagler sig til mit, og jeg står urokkelig midt på gulvet. Nu er det alvor. Jeg kan mærke alvoren i hans stemme og i hans blik, og jeg mærker kuldegysningerne ned over mine arme, mine ben og på min hals. Chancen for, at han ikke kommer tilbage er stor. Alt for stor. 

"Caden," smiler min mor, der pludselig dukker op i døren. Hendes stemmer er inderlig, og hun ser smuk ud. Hun har sikkert gjort sig ekstra umage i dag, da det er sidste gang, vi ser Caden. Det ved vi alle, men ingen tør sige det højt. Han kommer ikke tilbage. 

"Mor," gengælder Caden vores mors inderlige smil, og de omfavner hinanden. Jeg står lammet på samme sted - midt på gulvet - og glor på dem som et andet småbarn, der har tabt mælet. Kærligheden lyser ud af dem begge, og jeg tænker på, om min afsked vil være ligesådan. Vi har ikke snakket meget om min udsendelse, men mor var rasende, da hun fik brevet. Så rasende at hun brændte det i brændeovnen med det samme. Siden den dag nævnte jeg det kun to gange, og det var i forbindelse med, at Caden skulle af sted. 

"Cathrynskat, kom her," beder min mor og inkluderer mig i hende og Cadens tætte omfavnelse. Jeg kan mærke noget vådt, og der går ikke mange sekunder, før jeg opdager, at det er mors salte tårer, der væder min trøje på overarmen. "Pas nu rigtig godt på derude, ikke? Jeg vil gerne have dig hjem i ét stykke, skat." Jeg ved, hun snakker til Caden, men noget i mig håber, det også er til mig. "Og du skal ikke tænke på os; vi har i det mindste hinanden, ikke Cathryn?"

"Jo," hvisker jeg og trækker mig væk fra omfavnelsen og min mors tårer. Det er for meget for mig. Uheldigvis for mig lider jeg af klaustrofobi, så det med at stå tæt er ikke ligefrem min kop te. I stedet sætter jeg mig på Cadens seng, der er pænt redt med det tykke, grå sengetæppe bredt ud over hans dyne og puder. Caden reder aldrig sin seng, men jeg gætter på, det var for at glæde mor. Vores dejlige, skønne mor. 

"Jeg bliver nødt til..." begynder Caden, men synet af mors grædende ansigt får hans eget til at fortrække sig i en smertelig grimasse. Jeg forstår ham godt. Det er sjældent, mor græder. 

"Caden!" udbryder Corrie, der beslutter sig for at deltage i afskeden. Pludselig virker Cadens værelse ikke så stort, som det plejer, da vi alle fire er i rummet. Jeg på sengen, Corrie i Cadens arme og mor ved deres side. Corrie kysser Caden på kinden og siger, han ikke skal være bange. Far holder hånden over ham. Når jeg prøver at overbevise mig selv om, at det nok skal gå, tror jeg ikke på mig selv. Men så snart Corrie siger ordene højt, tror jeg på hende. Caden skal nok klare den. 

 

Der er fyldt med mennesker på pladsen foran portene. Den store, grå dobbeltport leder ind til en slags sluse, og så snart de store porte er lukkede, åbner et sæt identiske på den anden side, og de udsendte bliver lukket ud i det mystiske område, der er på den anden side af muren. Ingen - ud over de udsendte - har set, hvad der er på den anden side. Dog fortæller en gammel vandrehistorie, at verdenen udenfor er fyldt med store skove, åbne marker og forskellige former for natur, vi ikke har indenfor murene. Her er kun bygninger og beton. 

"Beth," hilser vores nabo og giver min mor et klem. Hendes øjne er røde, for hendes datter skal også udsendes. Hende og Caden er vokset op sammen, har været i træning sammen og skal nu udsendes sammen. "Modtag mine dybeste kondoler." Det er tydeligt vores nabo tror, mor er ked af det. Det er hun også, men hun er mest stolt. 

"I lige måde." Mor giver hende et smil, og i samme øjeblik hører vi portene åbne. Den rustne lyd af kæder, skrabende beton og et hyl fra de begejstrede udsendte. Os andre - de efterladte - forholder os stille. Der er ikke noget at juble over. Så snart portene lukker i, er det højst sanssynligt sidste gang, vi ser vores elskede bror eller søster, ven eller veninde. Det er sidste gang, jeg ser Caden. 

"Velkommen," lyder en høj røst, og vi ser alle op på en stor skærm, der er sat op i dagens anledning. En ung kvinde smiler til kameraet, der sender billedet til den store skærm. "Velkommen til jer udsendte, men også til jeres familier, venner og bekendte. Det er mig en glæde at præsentere: Ale Tuscola!" Vi klapper alle sammen høfligt, mens den unde kvinde forlader talerstolen og en middelaldrende mand træder frem. 

"Tak. Som Joy sagde, er det os en glæde at byde velkommen til jer alle," siger han, og jeg kan netop se ham på talerstolen, når jeg står på tæer. Han står nede foran porten. "I år er det tyve år siden, vi sendte de første 14 unge mennesker ud på den anden side af disse porte, der beskytter os mod de ukendte, mystisk væsener på den anden side. Det er med stort stolthed, jeg endnu et år åbner disse porte og sender fjorten unge, stærke, modige mennesker ud i den verden, vi alle frygter." Folk jubler og hujer, - mest de udsendte - og jeg sukker. Et helt år endnu. "Nu er det jo ikke en hemmelighed, hvorfor vi alle er samlet her, så lad os sende de unge mennesker af sted. Held og lykke!" Endnu engang bryder de udsendte ud i jubel og hyl, mens de løber ind i slusen. Jeg når netop at få et glimt af Cadens lyse hår, inden han forsvinder ind i mængden af piger og drenge, der hopper op og ned. De kan ikke vente. 

"Vi ses på den anden side," hvisker jeg for mig selv, mens jeg betragter de store porte gå i. Nu er det sidste gang, jeg ser ham. Det er jeg sikker på. For hvad der end er derude, lader ikke nogle komme levende tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...