On The Other Side

Siden tidernes morgen har Tuscola været omgivet af mure. Meterhøje mure, der beskytter dem mod omverdenen. Ingen ved, hvad der befinder sig på den anden side af de mørke mure, bortset fra de 14 unge piger og drenge, der hvert år lukkes ud i det gådefulde område efter lang tids optræning til netop dette. At finde liv på den anden side. Dog er ingen vendt tilbage, men det skræmmer ikke Cathryn Tunnell. Hun vil se, hvad der er på den anden side. Det hjælper bestemt ikke på hendes nysgerrighed, da hendes storebror heller ikke vender tilbage efter at være blevet udsendt. Hun må se, hvad der er derude: koste hvad det vil! ***Jeg deltager i The Maze Runner-konkurrencen / valgmulighed 1.***

29Likes
13Kommentarer
1508Visninger
AA

1. Kapitel 1: Prolog

Prolog

"... og hvert år udvælges syv piger og syv drenge til at begive sig ud på den anden side af muren." 

De ord står som printet i mit hoved. Som en stor tavle, der blinker med neon, når jeg lukker øjnene. Jeg husker vores leders ord, fra hans tale til befolkningen på tiårsdagen for udsendingerne. Hvert år bliver 14 unge mennesker udvalgt til at komme i træning til derefter - et år senere - at blive sendt ud på den anden side af muren. Ud i det uvisse. Ingen er vendt tilbage igen. Ikke én eneste er set i live. 

Jeg er ikke bange. Jeg har været kandidat til træningen, siden jeg var helt lille. Ligesom min bror Caden. Han er halvandet år ældre end mig, og syv et halvt år ældre end Corrie, vores lillesøster. Hun er kun ti år, så hun har endnu ikke forstået, hvad der foregår. Til sommer skal Caden udsendes. Kun få uger efter hans 18-års fødselsdag. Mor bekymrer sig meget om ham, men jeg er helt rolig. Caden skal nok klare sig. 

"Hvad laver du?" Jeg læner mig op ad Cadens mørke egetræsdør og hviler kinden mod det kølige træ. Han sidder med ryggen til mig ved hans brede, rodede mahogniskrivebord, mens han skriver en masse ned på papirer, der ligger foran ham. 

"Skriver," mumler han distræt. Jeg tager et tøvende skridt ind i hans værelse, men han ser ikke op. Endnu et skridt - gulvet knirker - men han reagerer ikke. Til sidst når jeg at tage tre mere, og jeg står ved hans side ved skrivebordet. Spredt ud ligger utallige papirer, der fortæller side op og side ned om væsener på den anden side af muren. Væsener, der har sorte huller, hvor hjertet normalt sidder. Væsener, der ikke har øjne, men igen bare tomme huller, der gaber tomt ud i ingentingen. Jeg ser væk. Jeg er ikke bange, men billederne minder mig om, at han snart skal af sted. Vi har ikke mere end to måneder tilbage med ham. Det er måske sidste gang, jeg ser ham. 

"Hvad er det her?" spørger jeg og hiver et papir op med tegningen af et væsen med et hjerte tegnet på brystkassen. 

"Jeg tror ikke på, at de ikke har noget hjerte," siger Caden, læner sig endelig tilbage i stolen og ser på mig. Jeg er enig. Jeg tror ikke på, at de ikke kan føle noget. Det går historier om, at de flår hjertet ud på hinanden, æder dem, og deres offer bliver et monster, ligesom dem. Bare tanken giver mig kuldegysninger. At noget så barbarisk og dyrisk potentielt kan foregå på den anden side af muren... At de kan forvandle mennesker fra søde, godhjertede personer til dyriske væsener, der ikke tænker på andet end blod, forekommer mig helt unaturligt. Jeg tror ikke på det. 

"Cathryn, det er din tur til at synge for mig." Corries blide barnestemme afbryder mig i at kigge på de tomme, sorte huller, der før i tiden havde været øjne på væsenet på tegningen i min hånd. Jeg lader det falde ned på bordet til de andre tegninger og tekster, og forlader Cadens værelse. Corrie følger mig ind på hendes værelse, hvor lyset fra hendes lyserøde sengelampe kaster et blødt skør ud i rummet. Da hun er kravlet under dynen, sætter jeg mig på kanten af hendes seng og putter dynen godt omkring hende. "Er du bekymret for Caden?"

"Nej," lyver jeg og stryger en tot af hendes blege hår om bag hendes øre. "Han skal nok klare sig."

"Far holder hånden over ham," smiler Corrie og tager min hånd. "Han er herinde." Hun placerer min hånd over sit bryst, og jeg hiver efter vejret. Det er længe siden, nogen i huset har snakket om ham. Corrie er den eneste, der rigtig tør bringe ham på banen. Vi andre slår det let hen. 

"Hvilken sang skal jeg synge?"

"Den med hende med håret," beder hun, og jeg ved med det samme, hvad det er for en sang, hun vil have mig til at synge. 

"Lys nu, gyldne blomst

Vis din kraft, min ven

Stil vort ur tilbage

Giv mig min tid igen

Hel de åbne sår

Før nu skæbnens pen

Red det der blev tabt

Giv mig min tid igen

Min tid igen..." Da min stemme fortager sig, trækker Corrie tungt vejret og flytter lidt på sig. Dog er hendes øjne lukkede, og jeg er overbevist om, at hun sover. På listefødder går jeg ud af hendes værelse, mens jeg mærker tårerne på vej ned af mine kinder. Jeg græder lydløst, mens jeg krydser gangen, piler ind på mit eget værelse og gemmer hovedet i hovedpuden. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage, og jeg ved, at når jeg skal sove, vil der være mærker på puden efter min makeup.

Det er fars sang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...