Love for a moment - Rurouni Kenshin Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 2 sep. 2014
  • Status: Færdig
Kaoru Kimiya ejer Kimiya Dojoen i tokyo. Hun er dybt forelsket i en mand, som engang var Battousai The manslayer, men som nu er en Rurouni (vagabond). Hun har svært med at skjule sine følelser. Får hun og Kenshin hinanden, og vil de kunne være lykkelige, med Kenshins fortid?

2Likes
5Kommentarer
372Visninger
AA

1. Stress og sygdom, en dårlig blandning

Det var en kold sommer aften, jeg sad i min Dojo og ventede. Jeg havde ingen elever mere, og var ved at gå ned af det. Var jeg virkelig en dårlig mester, siden mine elever forsvandt. Selv Yahiko den lille orm, var også væk nu. Jeg slog min hånd mod dørkarmen, og bukkede sammen. Jeg kunne ikke klare det, tænk at jeg måtte til at lukke for Dojoen. Den havde jo været i min familie i generationer, og tænk at den nu skulle lukke ved mig, det var ikke til at bære. Jeg knyttede mine hænder, og lod tårerene løbe, selvom der skulle meget til for at få mig til at græde. Så kunne jeg ikke klare tanken om at lukke, for så havde jeg jo svigtet min familie.

Med et begyndte jeg at hoste, og tog mig til maven. Jeg så mod himlen og sukkede trist. Jeg forsøgte på at komme op at stå, men mine ben gav efter. Jeg sank ned i knæ igen, og sved dråber løb ned af mit ansigt. Jeg tog fat i dørkarmen, og kom op at stå igen. Jeg støttede mig til min katana, og forsøgte på at få mig selv ind til byen. Men jeg måtte tage langsomme skridt, da jeg kunne mærke, at jeg ikke havde særlig meget styrke i min krop.

Da jeg endelig nåede hen på marked, så jeg Yahiko fjolle med nogle drenge. Jeg så også en skikkelse, hvor jeg kun kunne se omridset af, på grunden af solens stråler. Jeg rakte ud efter dem, men min krop gav efter, og jeg faldt om på gaden, og blev liggende. Jeg kunne høre stemmer om mig, men jeg var for udkørt til, at jeg overhoved kunne røre mig. Jeg kunne kende nogle af stemmerne, men nåede ikke at regere på dem før jeg besvimede.

Selvom jeg var besvimet, så kunne jeg mærke at en løftede mig op. Det var først, da jeg åbnede mine øjne igen, at jeg så småt kunne skimte jeg var i skikkelsens arme. Men der var noget over ham, noget jeg ikke kunne sætte fingre eller ord på. ”Kaoru er du okay?” lød Megumis stemme, og jeg kunne se hende. Jeg nikkede bare, trods for at jeg havde det virkelig dårligt. Desværre gik der heller ikke særlig lang tid, før jeg var besvimet igen.

Da jeg helt kom til mig selv igen, opdagede jeg at jeg var i mit kammer. Jeg ville sætte mig op, men mærkede en hånd holde mig nede. Jeg så rundt, og så Megumi sidde ved mig, og holde en kold klud på min pande. Men jeg kunne også se skikkelsen i døren. ”Hvem? Megumi hvem bragte mig hjem?” spurgte jeg, og følte mig tør i halsen. Megumi så på mig, og sukkede over mig. ”Du skal hvile Kaoru, du gav alle på marked en værre forskrækkelse ved at falde om” sagde hun, og holdt et glas vand mod mine læber. Jeg drak lidt, og så på hende. Det havde ikke været min mening, jeg ville jo bare finde ud af, hvor alle mine elever var blevet af. Megumi gav mig et skarpt blik, som gjorde, jeg ikke turde sige hende imod. Jeg sukkede, og lagde mig så til at sove.

Den følgende morgen vågnede jeg tidligt, og jeg så en skikkelse sidde henne i hjørnet. Ansigtet var skjult af skyggerne, så det gjorde mig en anelse urolig. ”Hvem der” sagde jeg, og ville række ud efter min katana. Men den lagde der ikke, så jeg for op af sengen. Men jeg var stadig ikke helt på toppen, så jeg var ved at falde. Dog mærkede jeg med et, at nogle store muskuløse arme havde fat om mig, og en velkendt duft ramme min næse. Jeg rødmede lidt, for den duft mindede mig om… Nej det kunne da ikke være… eller kunne det?

Jeg stivnede så, og så det røde hår ved skulderen. Var det virkelig ham, eller stod jeg nu og drømte. ”Du skal altså være forsigtig Miss Kaoru, du gav mig virkelig et chok der på marked” lød en velkendt stemme, og jeg kunne nu genkende ham. Det var virkelig Kenshin, tænk at han var tilbage. Jeg kunne ikke tro det, og svang mine arme om hans hals, og knugede mig ind til ham. ”Oro” sagde han noget overrasket, men smilede så, og nussede mig i håret. Tårer kom frem i mine øjne, og jeg gemte mit hoved mod hans brystkasse.

Megumi kom ind, og stod lidt i døren og så på os. Hun sagde ikke et ord, men smilede bare. Jeg så hende kort over Kenshins arm, men var ligeglad. Hun kunne le hvis hun ville, lige nu ville jeg bare være i Kenshins arme. ”Kenshin sørg for hun bliver i sengen, drengene træner med hjælp fra nabo Dojoen, til Kaoru er rask” sagde Megumi, og gik ud af mit rum igen. Jeg så på Kenshin, og blev lidt overrasket, da han løftede mig op i sine arme, og lagde mig i seng igen. Jeg tog fat i hans ærme, og så ind i hans dejlige lilla øjne. Jeg rødmede kort over mine egne tanker, og slap så hans ærme. Hvad ville han dog ikke tænke, hvis han vidste hvad jeg tænkte om ham.

Den nåede jeg ikke at tænke over særlig længe, for med et mærkede jeg Kenshins læber imod min pande. Hvilket fik mig til at se på ham, og se hans varme kærlige smil. ”Hvil dig Kaoru, så kommer jeg med noget vand, og lidt mad til dig” sagde han blidt, og gik mod døren. Jeg bed mig i læben, jeg kunne ikke få et ord ud. Så jeg nikkede bare, og trak mit tæppe godt om mig. Jeg krøb under mit tæppe, og forsøgte på at få styr på mig selv. Hvorfor skulle den… arg hvorfor skulle han dog også kysse mig på panden, nu kunne jeg jo ikke finde hoved og hale i mig selv, på grund af det.

Der gik ikke særlig lang tid, før han kom ind med en bakke mad. Han satte den ved mig, fik mig op at sidde. Jeg så på ham, og følte mig stadig ret så svimmel. Men jeg gad ikke sige det, så jeg tog bare en skål ris, og begyndte at spise. Han så lidt på mig, og tjekkede mig så for feber. Han sukkede lidt, og fik mig ned og ligge da jeg havde spist og drukket. Han rettede tæppet, og lagde det godt om mig. ”Du har altså meget høj feber Kaoru, jeg bryder mig ikke om at den er så høj” sagde han og rejste sig. Jeg så lidt på ham, og bed trist i tæppet.

Han gik ud af rummet med bakken, og jeg havde så meget lyst til at kalde på ham, men jeg var begyndt at hoste meget. Det gjorde helt ondt i min hals, så jeg krøb mere ind i tæppet for at holde varmen. Men jeg kunne ikke, jeg frøs virkelig meget. Så jeg rejste mig op, og holdt tæppet om mig. Jeg gik hen til min dør, og så ud på de andre. Jeg ville gå ud af rummet, men gik ind i Sanosuke, som forsøgte på at få mig i seng, men jeg slap fra ham.

Desværre stødte jeg så ind i Kenshin, som løftede mig op, og bar mig ind. ”Kaoru bliv nu i din seng” sagde han, og jeg kunne høre han var en smule irriteret, over jeg ikke blev i sengen. Jeg tog fat i ham, og så på ham. ”Men jeg fryser Kenshin, jeg fryser virkelig meget, det er derfor jeg rejser mig fra sengen” sagde jeg trist, og begyndte at ryste en del. Han tog mig ind i sine arme, og satte sig med mig. ”Se om du kan sove lidt Kaoru ellers bliver du jo aldrig rask” sagde han. Jeg nikkede, og lagde mit hoved mod hans brystkasse. Han nussede mig blidt i håret, og lagde sig overraskende ned. Jeg lagde mit hoved på hans brystkasse, og slappede meget af. Han holdt mit tæt ind til sig, og det føltes som om at han ville give mig sin kropsvarme. Jeg rødmede, og holdt om ham. Men jeg faldt skam også i søvn, ved at være i hans arme, og at være så tæt på ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...