Love for a moment - Rurouni Kenshin Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 2 sep. 2014
  • Status: Færdig
Kaoru Kimiya ejer Kimiya Dojoen i tokyo. Hun er dybt forelsket i en mand, som engang var Battousai The manslayer, men som nu er en Rurouni (vagabond). Hun har svært med at skjule sine følelser. Får hun og Kenshin hinanden, og vil de kunne være lykkelige, med Kenshins fortid?

2Likes
5Kommentarer
373Visninger
AA

4. Kærlighed er stærkere end had

Da jeg vågnede næste morgen, var Kenshin allerede stået op. Jeg strakte mig, og så døren gå op. Kenshin kom ind med morgenmad til os. ”Har ladet Yahiko og de andre sove lidt længere” sagde han kærligt. Jeg smilede glad og kyssede ham på kinden, da han satte sig ned. Det var underligt for mig, at være gift med Kenshin, men det var også en drøm der gik i opfyldelse. Jeg tog lidt af maden, og begyndte at spise. Kenshin tog lidt af den the, som han havde lavet til os.

Efter vi havde spist, tog Kenshin bakken, og jeg gik hen og klædte om. Jeg tog min lyserøde kimono på, tænkte jeg ville giv Yahiko en træning fri dag i dag. Så ville han sikket også lade være med at kalde mig for grimme, som altid gjorde mig sur. Jeg tog mit lilla silkebånd og bandt om mit lange sorte hår. Efter det gik jeg hen og fandt noget tøj til Kenshin. Jeg havde nemlig set, at han stadig gik i sit nat sæt.  Jeg åbnede døren og hev ham ind i vores rum, og løsnede hans hestehale, da han havde fået skiftet tøj. Jeg tog min første og redte hans hår fri for knuder, for der var mange i hans lange røde hår. Mon han nogensinde havde haft en børste igennem det, troede jeg nemlig ikke. Kenshin bed nærmest sammen, mens jeg redte hans hår. ”Søde du skal ikke have så mange knuder i det” sagde jeg, og bandt det lilla bånd i hans hår igen. Han så på kærligt mig, og så tog børsten fra mig, og tog mig med udenfor.

Det var underligt, den første morgen som en gift kvinde. Kenshin gik i gang med sine pligter, som han altid gjorde. Intet var ændret på os, ud over at Kenshin og jeg var gift. Jeg kunne høre en dør gå op, og så Yahiko komme ud af sit værelse. ”Godmorgen Yahiko” sagde jeg blidt. Yahiko så træt på mig, og gik hen og krammede mig overraskende nok. Jeg så ret så overrasket på ham, men nussede ham så i håret. ”Godmorgen Kaoru” sagde Yahiko, og satte sit hoved mod min skulder. Hvad gik der dog af den dreng, han var ikke til at blive klog på. Kenshin kom hen, og lagde sin hånd på Yahikos skulder, og først der opdagede jeg, at Yahiko faktisk stod og græd. Jeg tog ham tæt ind til mig, og forsøgte på at trøste ham. Kenshin tog om os begge, og jeg så bekymret på Yahiko. Kenshin var også meget bekymret for ham, for det var første gang, at vi faktisk så Yahiko græde.

Efter noget tid faldt Yahiko til ro, og jeg valgte at droppe hans træning i dag. Jeg måtte finde ud af, hvorfor Yahiko lige pludselig var brudt i tårer. ”Yahiko hvad gjorde dig så ked, normalt kalder du mig grimme. Men denne her gang gik du direkte hen og krammede mig, hvad gik den ud på?” spurgte jeg blidt, og satte mig med ham. Yahiko så ned i sine hænder, og lagde sig bare med hoved mod mit skød. ”Jeg plejer at skjule mig på denne dato, da det er års datogen for mine forældres død. Troede jeg var kommet over det, men det gør mig åbenbart stadig meget ked af det” sagde han, og tog lidt fat i min kimono. Jeg så på ham, og kørte en hånd igennem hans hår. Jeg vidste selv hvor svært det var at miste, havde oplevet det selv, da jeg var et barn. Så jeg kunne forstå Yahikos smerte, bedre end de andre, måske ikke bedre end Kenshin.

Med et mærkede jeg en tung vejrtrækning, og så på Yahiko. Han var faldet i søvn, med hoved vendt ind mod mig. Jeg smilede og forsøgte på at løfte ham op. Men jeg kunne ikke, så Kenshin kom hen og tog Yahiko op i sine arme. ”Måske skal vi lade ham sove lidt mere, så kan vi lave en buket, som vi kan bringe til hans forældres grav” sagde jeg. Kenshin nikkede, han var enig, og bar Yahiko ind i Kenshin og mit soveværelse. Jeg så på Kenshin, og gik hen til ham. Han så på mig og kyssede min pande, og tog mig med ud på marked.

Da vi kom til marked, var der kommet nogle nye boder. Jeg så nysgerrig på en bod, hvor køkken knive blev slebet. Kenshin så også på det, men bakkede med et. Jeg så på ham, og så han var helt hvis i hoved. ”Søde hvad er der” sagde jeg, og gik hen til ham. Kenshin hev mig hurtigt bag sig, og lagde hånden på sit sværd. Så vidste jeg at noget var galt, og så hen på boden hvor jeg havde stået før. Manden der fra kom frem, og holdt et sværd frem. ”Længe siden Battousai the Manslayer, tænk at møde dig her. Nu kan jeg endelig få min hævn over dig dit kryb” sagde han og angreb. Kenshin tog hurtigt mig op i sine arme, og sprang væk med mig. Han satte mig ved Taes kro, og for så mod manden. Jeg ville ikke blive tilbage, og var klar til at løbe der hen, da jeg mærkede en tage fat i min arm. Jeg så bag ud, og så Yahiko. Han hev mig lidt til siden, og så på mig, og kom med et lille smil.

Med et ramte Kenshin døren til kroen, han blødte fra munden. Jeg for hen til ham, og tog om ham, og fjernede blodet. ”Hvad sker der Kenshin, hvem er den mand” sagde jeg uroligt, for det var første gang, at jeg havde set Kenshin ramme ind i kro døren på den måde. Kenshin trak vejret tungt, og så på mig. ”Det er et kryb fra min fortid, jeg kæmpede mod ham i hans landsby. Fire mænd angreb mig på samme tidspunkt, og jeg dræbte hver og en. Men blandt dem var også en dreng der på Yahikos alder, drengen var søn af den mand som jeg kæmper mod nu. Han ønsker mig død” sagde han og rejste sig op, og ville gå ud igen. Jeg greb hurtigt fat i ham, for at holde ham tilbage. Jeg brød mig ikke om det, jeg var bange for at miste ham. Han så på mig, og kunne se frygten i mit blik. Det pinte ham, så han tog mig tæt ind i sine arme. ”Hvis jeg kunne slippe for den kamp, ville jeg det Kaoru. Men den mand hader mig af hele sit hjerte, intet vil kunne stoppe ham i hans kamp for at dræbe mig” sagde Kenshin. Jeg begyndte at græde, og tog fat i hans skjorte.  Kenshin forsøgte på at trøste mig, men det var svært.

Jeg så med et den mand som han havde kæmpet mod komme ind, så jeg tog mere om Kenshin. ”Sir jeg ønsker ikke at kæmpe mod dig, det der skete er fortid. Jeg er en anderledes mand nu, jeg er ikke længere battousai. Jeg er Kenshin, gift med Kaoru Kimiya” sagde Kenshin, og sendte mig et kærligt smil. Jeg så på dem, og lagde min ene hånd på Kenshins brystkasse. Han var jo såret, og blødte også. Jeg bad Tae hente en våd klud, og da jeg fik den, satte jeg kluden mod Kenshins sår. Han bed lidt sammen og så på mig, og kærtegnede mig i håret. ”Undskyld min elskede, det er ikke meningen at gøre dig så urolig” sagde han blidt. ”Hvorfor kan I ikke lade være med at kæmpe, søde du har selv fortalt mig, at du begravede selv mange af dem du kæmpede mod. Det kan da også være, at du begravede den dreng. Du er en godhjertet mand, du tog bare et forkert valg dengang” sagde jeg og tog skjorten af Kenshin, og forbandt ham med en bandage som Tae var kommet med. Kenshin bed sammen, da jeg bandt bandagen for stramt. Men jeg ville ikke have, at han skulle forbløde. ”Hvis Battousai er en anden mand nu, hvorfor kæmper han så mod mig” sagde han koldt. Jeg så vredt på manden, og var klar til at slå ham, men Kenshin tog mig hurtigt ind i sine arme. Han så på ham med blide øjne. ”Jeg kæmper for at forsvare min hustru, og mine venner. Ikke for at skade dig, men for at beskytte dem der står mig nær” sagde Kenshin, og skubbede mig hen til Tae.

Manden ville ikke lytte og angreb Kenshin, selvom Kenshin havde ryggen til ham. Jeg skreg bange, men så at manden faldt om. Yahiko stod der med en stor kæp, han havde åbenbart hentet den og slået manden ud. Jeg for hen til Kenshin og holdt ham ind til mig. Kenshin så træt på mig, og sank i knæ. Jeg lagde min hånd på hans kind, og holdt hans hoved ind mod mit bryst. ”Vores kærlighed er stærkere end det had den mand føler. Det er jeg sikker på” sagde jeg og begyndte at græde. Kenshin så på mig, og fik rettet sig op. Han tog mig ind i sine arme, og hvilede sit hoved mod min skulder. ”Kærlighed er altid stærk min elskede, lige meget hvor stærkt et had er. Så er der altid kærlighed som får hjertet til at hamre” sagde han, og besvimede af træthed. Jeg var bange, men Sanosuke kom heldigvis og satte manden på plads, og fik båret Kenshin hjem. Det var da noget af en dag, men fra nu af, ville jeg holde øje med, hvem der ville snakke med Kenshin. For ingen skulle skade min mad igen, bare på grund af hans fortid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...