Love for a moment - Rurouni Kenshin Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 2 sep. 2014
  • Status: Færdig
Kaoru Kimiya ejer Kimiya Dojoen i tokyo. Hun er dybt forelsket i en mand, som engang var Battousai The manslayer, men som nu er en Rurouni (vagabond). Hun har svært med at skjule sine følelser. Får hun og Kenshin hinanden, og vil de kunne være lykkelige, med Kenshins fortid?

2Likes
5Kommentarer
375Visninger
AA

6. En krig der splitter

Vores lykke varede ikke ved, kort efter Kenji fyldte fem, udbrød der krig, og Kenshin skulle deltage i den. Jeg brød mig ikke om det, og slog ham flere gange på brystkassen, mens jeg græd. Kenji sad ved vores fødder, og forstod ikke hvorfor det var, at jeg græd. ”Kaoru elskede, mange af os skal deltage i krigen” sagde Kenshin og tog mig tæt til sig. ”Men du kan blive slået ihjel Kenshin, og så bliver Kenji far løs” sagde jeg og græd endnu mere. Det pinte Kenshin, at jeg græd sådan. At deltage i krigen var jo hans pligt, som mand i Tokyo by. Selvom jeg ikke brød mig om det, så kunne det ikke ændres.

Jeg havde Kenji i mine arme, da Kenshin tog afsted. Kenji græd og ville have sin far, men det kunne han ikke få. Jeg gik indenfor med Kenji, og satte mig ned for at trøste ham. Yahiko var heldigvis for ung til krig, så han var stadig hos os. Hvilket var godt for Kenji, som elskede at lege hyp med Yahiko. Yahiko gik ned på knæ, og jeg satte Kenji på hans ryg, så de kunne lege hyp. Imens gik jeg ud for at vaske tøj, jeg tog Kenshins skjorte og holdt den ind til mig. Den havde hans duft, hvilket ikke var godt for mig lige nu, da det ville få mig til at savne min elskede Kenshin endnu mere. Jeg sukkede og begyndte at vaske den.

Efter lidt tid, lagde Yahiko træt på gulvet. Kenji ville stadig lege hyp, men han havde helt taget energien ud af Yahiko. Jeg gik hen og tog Kenji op, og gik ind for at putte ham. Da det var tit til Kenjis middagslur. Jeg lagde også et tæppe over Yahiko, så han kunne sove lidt. Han var som en storebror for Kenji, hvilket gjorde mig glad.

Desværre som tiden gik, blev jeg mere urolig for Kenshin. Intet brev var kommet om hvordan han havde det, så jeg vidste ikke om han var død eller levende. Jeg så flere gange på Kenji, han lignede sin far mere og mere. Men han ville snart miste mindet om sin far, og jeg vil ikke kunne stoppe det, lige meget om hvor mange gange jeg fortalte om Kenshin. Det pinte mig, især når Kenji spurgte om hvor hans far var. Jeg kunne aldrig gøre andet end at give ham samme svar igen og igen, at Kenshin var i krig, for at redde vores by og os.

Hver dag så jeg hvordan Kenji mere og mere lignede sin far, han havde endda fået en lang rød hestehale. Jeg tog Kenji med ud på marked for at handle, og en dag kom vores post hen til os. Han rakte mig et brev. Jeg stivnede, jeg kunne se det var fra hæren. Jeg åbnede det, og læste det igennem. Jeg sank på knæ, og begyndte at græde. ”Nej Kenshin, du kan ikke være død, NEJ!” skreg jeg og knyttede mine hænder i min kimono. I brevet stod der, at Kenshin var en af dem, som var faldet i kamp. Folk rundt om os så noget på os, og begyndte at snakke. Kenji så på dem og skreg vredt og grædende af dem. ”Hold jeres mund, mor græder fordi far er død!” skreg Kenji, og gik hen i mine arme for at græde.

Yahiko kom hen til os, og fik mig op at stå. Kenji tog min kurv, og Yahiko støttede mig hele vejen hjem. Kenji så på mig med sine lilla øjne, han kunne ikke lide at jeg var ked af det. Men hvad kunne man gøre, når man fik beskeden at ens mand var død. Yahiko fik mig i seng, og tog sig af Kenji resten af dagen. Kenji så på Yahiko, og så ned. ”Stakkels mor, nu er far væk” sagde Kenji og begyndte at græde. Yahiko tog ham ind i sine arme. ”Så må vi være stærke for din mor, hun behøver os nu Kenji” sagde han. Kenji nikkede og tørrede sine øjne. Nu måtte de være stærke, både for dem selv og for mig. Da sådan et tab, ville tage lang tid at sørge over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...