Love for a moment - Rurouni Kenshin Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 2 sep. 2014
  • Status: Færdig
Kaoru Kimiya ejer Kimiya Dojoen i tokyo. Hun er dybt forelsket i en mand, som engang var Battousai The manslayer, men som nu er en Rurouni (vagabond). Hun har svært med at skjule sine følelser. Får hun og Kenshin hinanden, og vil de kunne være lykkelige, med Kenshins fortid?

2Likes
5Kommentarer
374Visninger
AA

7. En elskedes hjemkomst

Jeg sad i soveværelset med min the, Kenji var nu en ung teenager på femten år. Han så tit til mig, og sørgede for jeg drak den. Jeg smilede lidt af ham, og kærtegnede hans kind. ”Mor du burde komme lidt ud, Master Yahiko siger du ikke laver andet end at sidde her inde” sagde han. Jeg rejste mig op, og måtte kort finde balancen. ”Kenji, du ved at jeg stadig sørger over din far, selvom det er ti år siden at vi mistede ham. Jeg ved du ikke længere husker ham” sagde jeg, og satte mit hår op. Kenji fandt en grøn kimono til mig, og gik ud. ”Vi skal nok få dig til at glemme far snart” sagde han kort.

Jeg så efter ham, og fik skiftet kimono. Jeg gik ud og så rundt, det var underligt at være udenfor soveværelset igen. Jeg havde holdt mig der inde, siden at jeg fik brevet om Kenshin. Kenji så på mig, og samlede lidt brænde op. Det var ufatteligt hvor meget Kenji lignede Kenshin, det gjorde mig både glad, men også ked. Kenji gled på en kæp, og faldt lige så lang han var. Han gled hele vejen ind under min kimono, og for hurtigt væk med røde kinder. Jeg kom til at grine over det, tænk at han blev så rød i hoved. Men ja okay, han var jo også en teenager nu. Han var vel den alder, Kenshin var dengang med Tomoe, så han var en ung mand nu, og ikke længere en lille dreng. ”Gomen mor” sagde Kenji hurtigt, og begyndte at samle træet op. ”Du skal ikke undskylde Kenji, det kan ske for alle” sagde jeg. Yahiko smilede. ”Skete det ikke for Kenshin mere end en gang” sagde han, og ønskede kort at han havde holdt sin mund. Jeg så på ham og nikkede. Det var sket for Kenshin et par gange. Han smilede lidt, og lagde hånden nær mit bryst. Kenji så på mig med et bekymret blik. ”Mor jeg vil kæmpe for at forsvare dig fra alle, kæmpe da far ikke kan” sagde han, og holdt sin trænings katana i hånden. Jeg smilede, han lød så meget som Kenshin, når han sagde det. Man kunne høre Kenji var Kenshins søn.

Jeg tog vasketøjet, og vaskede det. Kenji hjalp med at hænge det op, da vi hørte vores port gå op. Jeg rejste mig op, og så der hen. Hvem kunne det dog være, som kom nu. Vi ventede jo ingen gæster, så hvem kunne det dog være. Jeg lagde vasketøjet i kurven, og gik hen mod vores indgang. Der stod en mand, som så noget beskidt ud. Jeg så lidt på ham, ligetil jeg så mandens lilla øjne. Det kunne da ikke være, nej det kunne det da ikke tænkte jeg. Manden tog sin hånd igennem sit hår, så det blev fjernet fra hans ansigt. ”Hej Kaoru, sikke du dog kigger på mig” sagde han med et smil. Det var Kenshin, min Kenshin. Jeg stivnede helt, før jeg helt kom til mig selv. ”Ken…shin” sagde jeg, og sank i knæ. Kenji så mig synke sammen, og angreb Kenshin så hurtigt han kunne, da Kenji troede at jeg var skadet. Kenshin stoppede ham hurtigt med sit eget sværd, og fik taklet Kenji. ”Du er hurtig, man skulle tro du var trænet af Kaoru, Yahiko og Hiko til sammen” sagde han.

Jeg rystede på hoved, og rejste mig så op. ”Kenji du skal ikke angribe ham” sagde jeg, og hjalp Kenji op at stå. ”Men mor, har han ikke skadet dig” sagde han, og taklede så hurtigt Kenshin. Her nåede Kenshin at sætte af med foden, så han faldt. Jeg rystede på hoved af dem. ”gider I to lige, ellers får I begge med en spand koldt vand. Både far og søn” sagde jeg, og satte mine hænder i min side. Kenshin så på mig og begyndte at grine. ”Så den knægt er vores Kenji, så ser man den med” sagde han, og rejste sig op. Han rakte Kenji hånden, for at hjælpe ham op. Kenji tog imod, og kom på benene igen.

”Så det er far, wow.. men mor du fik brev om at far var død” sagde Kenji. Jeg huskede brevet, og det forvirrede mig. Mine hænder begyndte at ryste, og Kenshin tog mig ind i sine arme. ”Du skulle ikke have haft sådan et døds brev, jeg var på flugt, da jeg blev jaget. Men jeg er ked af den sorg du har følt min elskede” sagde han. Jeg så på ham, og stak ham en lussing, og kyssede ham så på munden bag efter. Han blev noget overrasket, men gengældte kysset.

En ting var sikkert, jeg var glad nu. Kenshin var i live og han var hjemme igen. Hvad mere kunne jeg ønske mig. Kenji så på os, og smilede så. Tænk at se sin far igen, efter så mange år. Kenshin så på ham, og hev ham ind i favnen på sig. Kenji så lidt overrasket på ham, men smilede over at være i sine forældres arme igen. Jeg kyssede Kenjis pande, og kyssede Kenshin på munden. ”Så er Himura familien endelig samlet igen” sagde Kenji med et grin. Kenshin grinede over ham. ”Ja det er vi, og det bliver vi ved med at være. En gang familie, altid familie” sagde han. Kenjii nikkede, han kunne nu selv se at han lignede sin far. Jeg smilede glad, og nussede mit hoved mod Kenshins brystkasse. ”Jeg forlader jer aldrig igen, det lover jeg af hele mit hjerte” sagde Kenshin, og det var et løfte, han ville gøre alt for at holde.

Jeg så glad på ham, og bad Kenji hente de andre. Imens skubbede jeg Kenshin i bad, og fik ham vasket. Da han virkelig var beskidt, og det skulle lige more ham at hive mig i vandet til ham. Jeg grinede, og vaskede hans brystkasse. Det gjorde mig glad, da jeg fik alt det snavs af ham, så han var ren igen. Jeg fandt noget rent tøj til ham, og en tør kimono til mig selv. Han kom ind til mig med et håndklæde om livet, og tog mig ind i sine arme. Jeg så på ham og smilede, og rakte ham tøjet. Han smilede og fik det på.

Der gik ikke lang tid før alle vennerne kom, de ville fejre at Kenshin var tilbage. Kenji ville forsøge madlavning, dog ikke den bedste ide. Da Kenji og jeg var lige dårlige til at lave mad. Kenshin smilede og fik hurtigt lavet noget lækkert til os alle. Sanosuke grinede over Kenshin, og Kenji smilede over at se lykken i mit blik igen. Han skænkede lidt sake op til Kenshin og jeg, selvom jeg ikke drak det. Kenshin klappede på pladsen ved siden af sig, og Kenji satte sig der. Det var så rart, at vi alle var samlet igen. Familie og venner, mere kunne man ikke ønske sig. Men måske ville alt komme tættere sammen en dag. Man Kunne jo aldrig vide, om Kenji en dag ville forelske sig? Eller om han allerede var? Det måtte tiden jo vise.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...