Loaded Gun | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Igang
Louis Tomlinson starter på en fin Engelsk skole, efter hans mors ønske. Louis får to venner: Harry Styles og Zayn Malik. I starten går alt fint... men så begynder underlige ting at ske. Et par elever bliver myrdet, og Louis får sine mistanker. Men ting bliver hurtigt mere og mere indviklet. Hvem kan man stole på? Hvad må man undgå? Hvordan overlever man? Louis har ingen chance for at slippe uden om. Pistolen er ladt.... *Ikke berømte*

12Likes
28Kommentarer
603Visninger
AA

7. 6. kapitel

"Wow" hviskede Brian og tog fat om min beskidte hage. Hans fingre var ru. Jeg lukkede øjnene og forstillede mig at han ikke stirrede tilfreds på mig. "Det var du virkelig længe om." sukkede han og drejede langsomt mit ansigt, hans pegefinger ramte den lange flænge som han selv havde skåret på min venstre kind.

En salt dråbe trillede fra min øjenkrog. Flængen sved forfærdeligt!

"Det rige pjok betød da ikke noget for dig?" lo Brian lavmælt og hostede. Jeg kneb øjnene hårdt sammen, for at få billederne til at forsvinde.

Men jeg så stadig for mit indre blik, hvordan en lille pige gik hen mod mig, med den nye Disneydukke. Eller da hun samme dag faldt på rulleskøjter og kom til at knække armen på den.

Gyngeturene i baghaven, eller min hunds glade bjæf, når hun også var på besøg. Dengang var hendes hår rødblondt, helt glat. Det var før vi stoppede med at være veninder... i 1. klasse.

Jeg åbnede øjnene. Baghaven og det gamle gyngestativ forsvandt brat. Istedet for så jeg igen den grå, mugne celle og Brians kølige øjne.

"Du taler sgu ikke for meget." sagde han og smækkede døren.

En klynkede lyd lød gennem min hals. Der sad jeg, i en mørk celle. Stortudende som et pattebarn. Velvidende om, at det var min skyld, min barndomsveninde var død...

 

***

Louis Tomlinson

 

Stellas forældre var ikke særligt snaksalige. Stellas mor, var fuldkommen blæst ud. Hun  stirrede bare hulkende ud i luften med blanke øjne. Hun mindede mig lidt om en mus, som hun sad der, rystende og forgrædt. Man kunne nu heller ikke beskylde hende. Hendes eneste datter var lige død.

Faren der i mod, var helt tavs hans øjne var smalle af et underligt raseri og hans hænder rystede hver gang han skænkede vand op, i et fint glaskrus. Han var tavs, hele den tid jeg var der.

"Så... hun havde ikke nogle meget tætte venner?" spurgte jeg forsigtigt, Stellas' mor, mens jeg nippede til mit vand. Hun tørrede sig under sit makeupfyldte øjenlåg, og rystede langsomt på hovedet.

"Eller... hun havde, eh, de her... f-folk, som hun tit var sammen m-med." mumlede hun grådkvalt. Jeg tastede det hurtigt ind på min mobil.

"Hvem var, disse folk?"

"No-nogle ældre drenge, fr-fra noget musikindustri... tror jeg."

Jeg kunne sagtens forestille mig Stella hænge ud, med den slags typer. Hvis jeg kunne få lidt mere at vide om dem, ville de måske gøre nytte. Måske havde alt det her meget at gøre med mordet... min hjerte knirkede nærmest af ophidselse!

"Har nogle af dem nogensinde været på besøg?" spurgte jeg forsigtigt.

Hun stirrede ud i luften i et lidt tid. Måske et minut. Så sukkede hun, "Kun én.". Langsomt tog hun med rystende hænder om sin kaffekop, for blot igen, at sætte den ned igen.

"Kan du... kan du måske hans navn?"

"Simon.... Simon Wilson."


***

Simon Willson... Simon Wilson... jeg lod min fingre køre ned over min bærbars tastatur. Søgeresultaterne var helt ufattelige dårlige! Hvorfor skulle der findes, så mange Simon Wilson'er? Jeg tastede England ind... der var stadig for mange resultater jeg ikke kunne bruge.

Irriteret, klappede jeg bærbaren sammen og skubbede den fra mig på sengen. Henne hos familien Blanche, havde jeg ikke fået de store oplysninger. Så hvad gjorde jeg nu? Hvis Google ikke kunne løse mit problem... hvem kunne så?

Min lærer? Mine forældre? Der var vel ikke andet for end at prøve.

 

Nede i køknet stod min mor og lavede aftensmaden og min far læste dagens avis, mens han drak sin daglige kaffe. Mor nynnede en sang for sig selv.

"Hej, skat." sagde min mor venligt, da hun fik øje på mig. Jeg smilede selvfølgelig tilbage, før jeg spurgte: "Ved I noget om en dreng, der hedder Simon Wilson?"

Min mor så tænksom ud, men så rystede hun på hovedet. "Næh... ikke en Simon Wilson."

Skuffet skulle jeg til at gå ovenpå igen, men min far afbrød mig."Var det ikke ham knægten, som forsvandt for et par måneder siden?"

"Gud jo!" sagde min mor og kiggede kærligt på manden bag avisen. Jeg smilede let... men nu havde jeg lidt at gå efter!

"Ved I mere om ham?"

"Jaeh..." startede min far eftertænksomt. "Altså... han boede oppe i det rige kvarter... vist nok en rigtig god dreng, men med nogle forkerte venner. Der skete en eller anden konflikt med kæresten. Ja, og så forsvandt han sporløst."

"Hvad med kærsten?" spurgte jeg og lyttede spændt.

"Hende ved jeg intet om. Vist nok en billig tøs, efter hvad jeg har hørt. Aner ikke hvem hun er, eller hvor hun befinder sig nu. Men hvorfor interesserer det dig?" Min far sendte mig et skeptisk blik over avisen.

Hurtigt travede jeg op af trappen. "Ikke for noget! Mange tak!" Nu havde jeg allerede noget at gå efter... måske var min chance for at opklare noget vigtigt, ikke så ringe...                                                                                    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...