Loaded Gun | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Igang
Louis Tomlinson starter på en fin Engelsk skole, efter hans mors ønske. Louis får to venner: Harry Styles og Zayn Malik. I starten går alt fint... men så begynder underlige ting at ske. Et par elever bliver myrdet, og Louis får sine mistanker. Men ting bliver hurtigt mere og mere indviklet. Hvem kan man stole på? Hvad må man undgå? Hvordan overlever man? Louis har ingen chance for at slippe uden om. Pistolen er ladt.... *Ikke berømte*

12Likes
28Kommentarer
606Visninger
AA

6. 5. kapitel

Louis Tomlinson

 

Der var gået ti dage, og jeg havde stadig ikke vist mig i skolen. Tingene var bare lidt for hårde, og jeg kunne ikke overkomme skolen lige nu. Harry og Zayn havde været forbi et par gange, bare for at hilse og spørge om jeg var okay. De var de eneste på hele skolen, der havde opdaget mit venskab med... hende.

Jeg var der ikke engang til hendes begravelse! Men min fortalte, at hende der pigen fra min skole, var blevet kremeret. Tanken om at hendes lille lette krop, var blevet til aske, gav mig lyst til at kaste op. Jeg prøvede også at lade være med at dvæle ved det... men det gik ikke så godt.

Billederne i mit hoved blussede op, igen og igen.

 

Blot tre dage efter, var jeg kommet mig over den største gråd. Det der nu fyldte mit hoved var hævn! Nogen måtte have gjort det ved hende! Hun var blevet skudt! Raseriet var som en tornado, den fløj over ind over mine tanker og smadrede alt fornuft. Raseriet smadrede de sidste små hjerneceller, der stadig sad i knolden på mig.

Det var nok derfor at jeg, efter femte dag, handlede. Syge tanker og umulige sammenhænge havde længe rumsteret rundt... men pludselig gav meget af det mening:

Sms'en fra den ukendtes mobil. Hærværk. Stellas underlige forsvinding fra skolen. At skolens ledere ignorerede det. Det gav alt sammen mening! Det forstillede jeg mig hvert fald...

 

"Louis!" råbte min mor, "kom ned om ti minutter. Følg dine søstre i børnehave. Far og jeg tager på arbejde nu, elsker dig og pas på vejen!"

Sukkende rejste jeg mig kloset op og gik kluntet ned af trappen. Jeg sørgede for at mine skridt var så tunge som muligt, så min mor kunne høre hvor irriteret jeg var.

Fordøren smækkede og de tog af sted. Jeg sendte den gamle blå Chevrolet et dræberblik... men den kørte selvfølgelig bare videre.

Vejret var lige så godt som mit humør. Regnen tappede blidt på ruden og blæsten puslede stille i buskene. Begge lyde plejede jeg at finde hyggelige og behagelige.... men i dag irriterede lyden mig grænseløst! Det hele irriterede mig, selv stolen der bare stod på sin normale plads.

Jeg gav den et puf så den knagede hen af gulvet. Phoebe og Daisy sad og legede med deres dukker, under bordet. De snakkede om nogle kjoler, som de dumme dukker skulle have på senere.

"Piger? Kan I ikke holde mund?" hvæsede jeg surt, efter et par minutter. Phoebe stak sit blondhårede hoved frem fra bordet, og så misfornøjet på mig, med sine store blå øjne.

"Du' sur?" spurgte hun barnligt og plirrede venligt, med hendes kønne øjne.

Jeg prøvede at holde vreden inde og smørrede et anstrengt smil på. "Nej søde ven, jeg er bare lidt træt."

"Han er ked af hans kærste a død." sagde Daisy, der stak sit forpjuskede op ved siden af Phoebe. Jeg sænkede øjenbrynene og så på hende.

"Hvem har fortalt dig det?" spurgte jeg en anelse for hurtigt.

"Telefonen sa det te mag." smilede hun og så frygteligt stolt ud. Men noget koldt løb gennem mig. Nogen havde ringet hjem til os og Daisy havde åbenbart taget telefonen... vedkommende havde fortalt hende det. Men hvem? Hvem ville ringe til her til og sige sådan noget, til en fireårig? Hvem vidste det? Og hvor havde personen fået mit telefonnummer fra?!

Med rystende hænder rejste jeg mig op, og stillede resten af min morgenmad på plads. "Daisy... ved du hvem der ringede?

"En mand... med hæs stemme!" Daisy var henrykt over at hjælpe. Det lagde hun ikke skjul på. Phoebe begyndte at pludre om, at hun havde vasket op. Sikkert et forsøg på at 'slå' Daisy i oplevelse.

Men jeg hørte ikke efter. For jeg havde ingen ide om, hvem der havde stået bag telefon opkaldet. Medmindre.... nye tanker vældede op i mig. Lige nu havde jeg allerede et par mistanker.

Det kunne være at de vidste noget om det....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...