Cheline

Hun så ret ung ud tretten, fjorten år ville jeg gætte på, hendes store brune øjne skinnende med visdom og modenhed der burde være uopnåelig for en pige på hendes alder. Hendes lange brune krøller fløj ud til alle sidder som om hun stod midt i en storm, men alligevel kunne hun få det til at se elegant ud. Hun holdt sig med sådan en magt og stolthed at man vidste med det samme at hun var et eller andet overjordisk.

7Likes
11Kommentarer
398Visninger
AA

1. Pigen

"Kaebrie?"

Med et sæt gik jeg ud af den trancelignede stadie jeg havde i og kiggede på min tegning, jeg havde tegnet en helt normal pige men på samme tid overhovedet ikke.

Hun så ret ung ud tretten, fjorten år ville jeg gætte på, hendes store brune øjne skinnede med visdom og modenhed der burde være uopnåelig for en pige på hendes alder. Hendes lange brune krøller fløj ud til alle sidder som om hun stod midt i en storm, men alligevel holdt hun en speciel form for elegance.

Hun holdt sig selv med sådan en magt og stolthed at man vidste med det samme at hun var på en eller anden måde overjordisk.

”Kae!”

Jeg kiggede straks op på ham.

Den måde hans blågrå øjne kiggede på mig sendte et elektrisk stød igennem mig, hans let vindblæste hår strøg let til siden, han gik med den traditionelle sorte skjorte og bukser der passede til. På hans brystkasse lige over hans hjerte, var der syet vores skolelogo der bestod af en ugle og navnet ’Lunaris’.

Det var et under han stadig kunne se så flot ud, når halvdelen af skolen lignede kejtede teenagere med tøjkrise og han bare kom gående som en eller anden supermodel.

”Tobias! Hvad laver du her?” Overraskelsen må havde skinnede ud af mine øjne fordi han rynkede brynene.

”Jeg kunne spørge dig om det samme ” han sagde det blidt, som om jeg var dyrt porcelæn der bare ved den mindste rystelse ville knuse mig.

”Jeg havde en fritime...” mumlede jeg undvigende, vi vidste begge to det var løgn jeg gemte mig bare, som jeg altid gjorde.

”Kae... hvorfor går du det her mod mig? Du ved godt du ikke kan lyve for mig så vil du ikke nok lade være?” Han lød næsten desperat og jeg fik en mavepuster af den bølge af dårlig samvittighed der skylede over mig.

”Du ved godt hvorfor!” Jeg hadet mig selv da jeg mærkede klumpen i halsen og den brændende fornemmelse bag øjenlågene.

”De vil blive med at provokere dig hvis du bliver ved med at gemme dig, du bliver nød til at ignorer dem og gå med rejst pande.” Han sagde det så beroligende som han kunne, vi havde haft denne her samtale mange gange før, og jeg vidste der gjorde ham irritabel når jeg nægtede at ignorere dem men jeg var stædig.

”De er begyndt at kalde mig na-navne” jeg hørte min egen stemme knække over og pressede mine øjne hårdt sammen for at holde gråden inde.

”Kae, altså... kom her, du ved jeg hader at se dig græde” han samlede sine muskuløse arme om mig og trækkede mig ind til sig.

Og der stod vi, midt i biblioteket indtil det ringede ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...