Cheline

Hun så ret ung ud tretten, fjorten år ville jeg gætte på, hendes store brune øjne skinnende med visdom og modenhed der burde være uopnåelig for en pige på hendes alder. Hendes lange brune krøller fløj ud til alle sidder som om hun stod midt i en storm, men alligevel kunne hun få det til at se elegant ud. Hun holdt sig med sådan en magt og stolthed at man vidste med det samme at hun var et eller andet overjordisk.

7Likes
11Kommentarer
398Visninger
AA

2. Ànima

”Flyt dig!”

Jeg mærkede endnu en skubbe til mig i mængden af elever der strømmede ud af klasseværelserne, Tobias havde time i den modsatte del af skolen så han kunne ikke følges med mig, det kunne han aldrig.

Jeg vidste de gjorde det med vilje, skubbede til mig, vi var en meget lille skole så man kunne godt gå på gangen uden at ramme folk, men siden første år har det været sådan her.

Jeg masserede min ømme skulder imens jeg skyndte mig til enden af gangen og ind i klasseværelset hvor der stod ”Ánima”.

Ánima var et fag på Lunaris, som betød sjæl og sjælemagi var noget der var fatalt at lærer hvis man gerne ville bestå Ceremonien, hvis man ikke bestod Ceremonien ville ens sjæl blive sendt til underverdenen men ens ville leve videre, som en tom skal....

”Frøken Acis, det er godt at se dig igen”

Stemmen skar igennem mine tanker, skarp som en kniv.

Fru. Leoni var en dame med kolde blå øjne. De var den præcis samme farve som Tobys men havde ikke den varme glød som jeg desperat manglede lige nu. Hendes hår, sort som kuld, var begyndt at blive gråt i hovedbunden men med hende var alder bare et tal, hun var i form af en dame på hendes alder.

Og hun var Tobys mor.

Kvinden vidste at Toby og mig var bedste venner, men alligevel behandlede hun mig som var jeg pesten selv. Jeg havde spurgt Toby tusindvis gange men hver eneste gang jeg spurgte reagerede han på samme måde. Han bliver helt anspændt, og begynder at kigge på alt andet end mig imens han forsikre mig om at det er intet jeg skal bekymre mig.

Men som jeg kiggede ind i Fru. Leonis øjne nu, ved jeg at jeg havde en hver ret til at bekymre mig.

”Jeg kan desværre ikke sige det samme, Fru Leoni” sagde jeg med sammenbidte tænder da det lige pludselig registrerede hvad jeg havde sagt.

Man kunne se hun var forbavset, chokkeret endda jeg havde aldrig talt så respektløs til en lærer i hele mit liv! Og i hvert fald aldrig til hende.

Men det varede kun et split sekund for så var vreden tilbage i hendes øjne med ny styrke.

”Jeg tolerere ikke at blive talt til på sådan en måde, Frøken Acis! Du må hellere passe på ellers så skal du have en alvorlig samtale med rektoren”

Der blev helt stille i rummet, uden jeg havde opdaget det var det kommet elever ind af døren og sat sig på sine pladser, og nu stirrede de selvfølgelig på den sære pige.

”J-j-ja un-undskyld” Med blussende kinder satte jeg mig stille ned bagerst i klassen imens jeg mærkede deres dømmende og nysgerrige øjne.

”Velkommen tilbage fra ferien til jeres næstsidste år her på Lunaris. Den første halvdel af det her semester kommer til at handle om at forberede jer på Ceremonien og den anden halvdel kommer så til at handle om at forbedre jeres evner til når I så går ud af skolen.

Hun tog en kort pause til lige at lade os opsummere det hele.

”Det vi starter året af med er at komme i kontakt med vores Ánima, så alle sammen som vi har øvet det, luk øjnene og lad det flyde igennem jer.”

Jeg fumlede med papiret på min notesbog og bed mig i læben. Det her var hvad jeg frygtede mest med timen, jeg gik i en slags trance når jeg skulle komme i kontakt med min Ánima.

”Det gælder også dig, Frøken Acis” Fru. Leoni skarpe tone skar igennem min tankegang endnu en gang.

Min spydighed kom tilbage med fornyet styrke.

”Selvfølgelig, Fru. Leoni alt hvad du befaler.” Jeg havde selv lyst til at kaste op da jeg hørte min sukkersøde stemme, det var nok til at få alle og en hver til at brække sig.

Men alligevel bed jeg mig tøvende i læben og kiggede på de andre elever.

Nogen havde et smil på læben, andre så forvirrede og de fleste så ud som om de ville dø af kedsomhed hvert øjeblik.

Tøvende kiggede jeg ned i bordet, før jeg lukkede mine øjne og gav slip. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...