Forever...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 13 aug. 2014
  • Status: Igang
Mirosa er den eneste engel tilbage i de dødeliges verden. Hun er alene. De andre er lykkelige med deres familie og venner i himlen. Men Mirosa er alene. Døren ind til himlen er lukket, og hun har ingen anelse om, hvordan hun skal komme derind. Kun de engle der har fuldendt deres gerning, kan komme ind. Men hvordan fuldføre man sin gerning? Det kan en hvis ung mand svare på, da han braser ind i hende liv uden varsel...

2Likes
1Kommentarer
108Visninger
AA

1. Regn, regn og mere regn

Her står vi.

Så tæt på løkken, så tæt på glæden og så tæt på evigheden.

Nu mangler vi bare portene. De store hvide døre der er låst fast som sammensmeltet jern.

Hans hånd er svedig, og han knuger min til sig. Med rolige bevægelser vender jeg mig mod ham. Jeg kysser blidt hans hånd og hans greb løsner sig. Et svagt smil spreder sig på hans læber, og han nikker mod porten. Jeg vender mig om og kigger på den, og jeg ser.....

 

                                                        3 uger tidligere.

 

Det er efterår, og de gul-orange blade blæser kraftigt rundt i vinden.

Jeg er ude på min daglige gåtur og beundre de smukke efterårs farver. Efterår har altid været min ynglings årstid.

Siden jeg var lille, har jeg altid fundet naturen smukkest i dens fantastiske gul-orange tema. Vinden danser med mit hår, og stille mærker jeg den første dråbe ramme min næsetip.

Jeg trasker mod den nærmeste café i håb om at få noget mad indenbords. Hurtigt spotter mine øjne en hyggelig gammel café, og jeg lunter mod den mens regnen siler ned over min alt for slidte lyseblå regnjakke. Jeg skubber døren op med et klik og tøffer stille ind.

Mine øjne spejder rundt, og de finder hurtigt et ledigt bord, som jeg indtager. Jeg knuger mine kolde tynde fingre ind til mig. Jeg høre små-snakken i hele caféen, og det beroliger mig.

Jeg lader min kolde hånd køre over den mørkebrune oliemættede bordplade og sukker. Mit blik glider rundt og lander på en mørk figur, der sidder ved vinduet med en laptop foran sig. Han ser fortabt ud og stirrer irriteret på laptoppen.

Det tager mig en hel del selvbeherskelse, før jeg samler mod sammen, og lige så stille lister over til ham. Jeg sætter mig ved siden af ham på en af de høje bar stole, og kigger ud af ruden på regnen.

Jeg kan føle hans blik på mig. Jeg vender hovedet mod ham og kigger ham i øjnene. Han smiler til mig, og jeg gengælder det, en varme breder sig  mit bryst. Han ser godt ud.

Hans halv korte mørkebrune hår hænger slapt og rodet. Men trods det ser han sød ud og har et varmt smil med et par charmerende smilehuller. Jeg ville gætte på, han er mellem 20 - 25 år gammel.

"Hej", siger han og hans smil bliver større, så to rækker hvide, lige tænder titter frem mellem hans svagt lyserøde læber.

"Hej", svarer jeg ham og rækker ham hånden. Han tager min hånd og trykker den.

Hans hånd er blød, og varmen spreder sig fra hans hånd til min. "Jeg hedden Drew", siger han og giver slip på min hånd, der øjeblikkeligt bliver mødt af den halvkolde luft. "Mirosa", svarer jeg, og et genert smil spreder sig på mine blå frosne læber.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...