Engle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
Amora har levet i mange år. Hun tager sit hverv som kærlighedsengel alvorligt og mener ikke selv, at hun har tid til alt det pjat, som andre engle får tiden til at gå med. Men når man lever alene, kan man ikke undgå at blive ensom til sidst. Fera er en vildengel og meget ung og tilbringer sin tid med at blande sig med mennesker og feste. Men indeni vokser fornemmelsen af, at hun har et formål, og den kan snart ikke ignoreres. Da deres veje mødes, blive de begge tvunget til at se dem selv i øjnene og tage deres valgte plads i livet op til overvejelse.

2Likes
10Kommentarer
202Visninger
AA

2. Everybody - Ingrid Michaelson

Valentinsdag. Årets travleste dag. Eller det var det i hvert fald for Amora. Hundredevis af par, der skulle bedømmes, og næsten lige så mange pile, der skulle affyres. Hun havde selv lavet alle sine pile med de svagt rosa fjer fra hendes vinger. Det var sådan de fik deres effekt. Hun tog en frem fra sig kogger på ryggen og lod blidt sin hånd glide ned ad de dunede fjer, mens hun tænksomt betragtede parret på bænken foran hende. Deres auraer pulserede svagt omkring dem og hvirvlede rundt og blandede sig. Det var på dem hun skulle være opmærksom. At sammensætte de perfekte par var en kunst, og det havde taget Amora 300 år at finpudse sin teknik. Der var mange ting, som var i spil. De individuelle auraers farver skulle spille sammen, men det handlede også om, hvordan auraerne opførte sig omkring hinanden, og hvilken farve de fik, hvis de blandede sig.

Parret som nu sad foran hende var et tilfælde, hvor alle faktorer var med dem. Pigens aura var gylden med et blåt skær i kanten, hvilket indikerede intelligens og styrke, og drengens var lysegrøn på den måde, som betød pålidelighed og balance. Balance var en vigtig egenskab for mænd, der skulle kunne håndtere stærke kvinder. Begge auraer pulserede og hvirvlede roligt rundt, og dér hvor de rørte hinanden hvirvlede de sig ind i hinanden, blandede sig og udstrålede en svagt rosa, et løfte om muligheden for dyb kærlighed.

Amora lagde sin pil til rette på sin bue og tog sigte. Buen og pilen udstrålede ligesom hende en svag glød, der indikerede, at hun og buen lige nu var usynlig for mennesker. Pilen fløj lydløst gennem luften og ramte midt i det rosa felt, hvor deres auraer mødtes. Til trods for, hvad mennesker gik rundt og troede, var det ikke meneskerne, der skulle rammes af pilen, men deres personlige forbindelse. Det var derfor ikke muligt at komme til at sætte dem sammen med en totalt fremmed. En anden menneskelig fejlopfattelse var, at når man var blevet ramt, ville man straks falde pladask for den anden person. Sådan var det ikke. Amora gjorde ikke andet et at plante et frø i dem, en lille ide om, at den anden kunne være den eneste en. Det var ikke andet end et lille skub i den rigtige retning.

Hun forlod det nu ramte par og fortsatte mod udgangen af Botanisk Have. Det var et populært valg for en date, men der var mange andre steder hun skulle besøge i indre København, før hun kunne få fri. Hun strakte kort de små rosa vinger, der udsprang fra hendes skulderblade, men hendes fødder forblev solidt plantet på jorden. Hun foretrak at transportere sig til fods. Hendes vinger var lidt for små, til at det gjorde den store tidsforskel, og det var hernede parrene var alligevel. Efter at have gjort dette i så mange år, tog det ikke mere end et øjeblik at bestemme, om et par var skabt for hinanden, eller om det ikke ville holde i længden. Blev man ramt af en af hendes pile, endte det ud i den slags kærlighed, der varede evigt, men hvis man blev ramt uden at passe sammen, endte det kun ud i en masse problemer, og begge parter endte ulykkelige. Den slags par, havde hun lavet mange af i starten - hun var ikke født med sit øje for de perfekte sammensætninger.

Hun fik øje på to engle, der gik hånd i hånd på den anden side af vejen. At dømme efter deres store vinger, kvindens svagt gyldne og mandens svagt sølv, måtte de være skytsengle, og måden, de gik sammen, tydede på, at det var mere end bare en venskabelig gåtur. Det var ikke usædvanligt, at engle søgte sammen med deres egen slags. De fleste engle fandt sig også en partner at slå sig ned med efter nogle år ude i felten, men hun var ikke interesseret i den slags. Hendes pligt var at føre andre par sammen. Ikke finde sin egen partner. Desuden var der ikke flokkevis af kærlighedsengle at vælge mellem, som det var tilfældet med skytsengle. Hun var den eneste her i København, og hun havde ikke nogle planer om at søge sammen med andre slags engle. Det fungerede bare bedre, når man holdt sig til sin egen slags, og i hendes tilfælde til sig selv.

Omsider nåede hun sin næste destination. Tivoli. Hun bevægede sig ind ad hovedindgangen og vurderede parrene omkring hende. Der var ikke nogen sammensætninger som den hun lige havde stødt på i Botanisk Have, men hun fik affyret et par pile i indgangskøen og på vejen ned til søen. Her, med luften fyldt med spirende og gammel kærlighed, følte Amora sig rigtigt i live. Ligesom andre kærlighedsengle fik hun sin styrke fra kærligheden omkring hende, og her omkring søen gik masser af par med masser af kærlighed for hinanden. Amora behøvede kun at fyre pile af, hvor der ikke i forvejen var kærlighed. I mange tilfælde kunne menneskene klare sig selv, og hun kunne nøjes med at gå rundt iblandt dem. I hvert fald for en stund. På det sidste var hun begyndt at få en underligt tom fornemmelse i maven, når hun gik og betragtede alle de forelskede par. Og den fornemmelse var begyndt at komme nu. Amora så sig om efter noget at tage sig til, en afledning fra tomheden, og dér under hængepilen stod to unge mennesker, der helt tydeligt ikke havde været ude sammen før. Det var tydeligt i den måde de stod på, med et svagt mellemrum mellem dem og uden helt at se på hinanden. I hvert fald ikke mens den anden så det. Deres auraer talte et andet sprog og hvirvlede rundt om hindanden og blandede sig, et tydeligt tegn på tiltrækning. Hun fandt en pil frem og tog sigte, men idet hun begyndte at give slip på pilen, sprang en engel ind foran hende. I refleks nåede hun lige at styre pilen opad, så den harmløst røg lige op i luften og landede ned igen foran hendes fødder. Da hun så op for at tage en snak med den skyldige, var hun ikke overrasket over at se, at englen var en af vildenglene - engle som var blevet født i skjul og aldrig havde være op i himlen og få tildelt et formål af de højere engle. De var uforudsigelig og uregerlige, og deres evner kunne ligge indenfor ethvert felt. Men alt det forsvandt fra hendes tanker, da hun fik øje på englens aura. Det var en af de stærkeste auraer, hun havde set i sit liv. Et miks af kraftig rød, gul og orange, som ikke bare udstrålede viljestyrke og handlekraft, men også stolthed og lidenskab. Den pulserede og blafrede, næsten som om der var ild i hende. Hendes hud glødede ligesom Amoras egen - hun var også usynlig - men det var nok det eneste, de havde tilfælles. Hvor Amora var lys og spinkel med silkebløde gyldne lokker, der lige nu var samlet i en lang fletning ned ad ryggen og blå øjne, var englen foran hende solbrun og hvad mennesker ville karakterisere som timeglasformet. Hendes hår var stort og tykt og luftigt med pjusket pandehår, som næsten gik ned over hendes øjne, der ligesom håret var en varm chokoladebrun. Hendes vinger var store og melerede i brun og hvid og sort lidt som en fugls. Det var ikke blot auraen, der var fremmedartet for Amora. Ingen engel så sådan her ud. Det var ikke engles opgave at lokke folk i fordærv, og det var den slags, man gjorde med et udseende som det. Amora fik rystet overvældelsen af sig og stirrede i stedet irriteret på englen foran sig.
"Hvad gik det ud på? Jeg kunne have ramt dig!" På mennesker var pilene måske harmløse, men hvis de ramte en engel, som selv var usynlig, var de ligesom en almindelig pil et våben, som kunne gøre skade.

"Tag lige en slapper, der skete jo ikke noget, vel" Hendes stemme var varm og dyb, og var endnu en ting, der adskilte hende fra, hvordan engle burde være.

Amora så irriteret ned på den nu knækkede pil. "Ikke andet end, at jeg ødelagde en perfekt pil uden grund"

Englen foran hende så ud som om, hun lige fik en åbenbaring, og så smilede hun et bredt og vidende smil. "Du må være kærlighedsenglen. Amora, ik'?"

Amora svarede ikke, men løftede bare det ene øjenbryn. Når man var den eneste af sin slags i miles omkreds, var det ikke så sært, når folk kendte en på fornavn.

"Jeg har hørt en masse snak om dig, og jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt troede på det, men nu hvor jeg ser dig, er det tydeligt, at de havde ret."

Normalt var Amora hævet over sladder, men der var noget udfordrende over englens tonefald, og Amora havde en anelse om, hvad de rygter drejede sig om. "Hvad for noget snak?"

"Bare at du var en snæversynet, hysterisk arbejdsnakoman. Den slags"

Amora fnøs. Hvordan kunne hun tro, at hun havde ret til at sige sådan noget?

"Jeg gør i det mindste min pligt. Hvad gør du for menneskeheden?"

"Jeg holder de vildeste fester. Og det kræver altså meget arbejde"

"Fester?"

"Jeps"

"Hvad heder så sådan en festholdende engel som dig?"

"Fera"

"Hvor kreativt"

Nu var det Fera, der fnøs. "Dit er ikke meget bedre selv"

Amora var ikke enig i den sag, men hun havde bedre ting at tage sig til end at stå her og skændes med en arrogant vildengel, hvis navn oven i købet bare var latinsk for 'vild'. Det var normalt for englenavne at stamme fra latin, men sjældent så direkte, som det.

"Gider du at flytte dig. Jeg har modsat dig et vigtigt arbejde at tage mig til, og du står ret meget i vejen"

Fera himlede bare med øjnene og trådte til siden. "Hvad blev der af at spørge pænt?"

Amora modstod fristelsen til at svare noget igen og vendte sig mod parret, som hun havde været ved at skyde før. Efter at have skudt nogle par var hun sit rolige og afbalancerede jeg igen, men samtalen lå stadig i baghovedet.

______________________________________________________________________________________

Jeg vil gerne prøve noget nyt med denne Movella, så jeg vil kalde alle kapitler en sangtitel. Og man er meget velkommen til at høre sangene, mens man læser kapitlerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...